Kronik

Et helt nyt teater-landskab

Angst for tomme teatre skaber dommedagsstemning i dansk teaterliv. Men man kunne også forestille sig...
Debat
28. december 2002

Kronikken
Den mest omdiskuterede »redningsplan« for den aktuelle teaterkrise, det svigtende publikum, lyder som følger: Begræns skadens omfang ved at indskrænke midler og luk dele af branchen ned.
Metoden er forholdsvis effektiv, da den genopretter balancen
i en svigtende økonomi. Dog er der intet nyt i at lukke arbejdspladser og trække investeringer tilbage.
Denne løsningsmodel er som regel visionsløs og kortsigtet. Og den opfordrer både teaterfolk, politikere og publikum til at søge en syndebuk i teatret som den store pengesluger. Metoden griber nemlig ikke fat om problemets rod – at gøre teatret til en nødvendig og tilgængelig del af samfundet.
Så hvordan foregriber vi, at der om få år ikke kommer endnu en krise, endnu flere lukninger?
Teatret hører til blandt de ’tunge drenge’ i kulturlivet – det koster penge og et omfattende maskineri for at lave selv en lille forestilling.
Men det undskylder ikke, at der må og skal investeres i det danske åndsliv, så vi får en mulighed for at huske på hvem vi er, hvem vi var, og hvem vi måske kan blive.
Frem for at skære væk, kunne en anderledes fordeling af de tilgængelige midler og ressourcer fremme et kulturliv, der genererede et dynamisk og kreativt miljø. Vi er nødt til at tænke ud i fremtiden. Vi er nødt til at tænke teatret ind i en større sammenhæng.
Som metropol har København et stort udbud af teatre med muligheder for alsidighed og vækst. Men ser man på det københavnske teaterliv, kræver det et kyndigt øje at hitte rede i de mange enslydende tilbud.
I tiltagende grad lægger teatrene repertoirer som dækker lidt af det hele: Et godt grin, lidt kultur, lidt kunst og en masse sikre publikums-trækplastre – alt sammen for at afværge den frygtede teaterkrise – de gabende tomme sæder.
Det er denne form for planlægning, der i stor grad begrænser teatrets dynamik og vækst. Teatret er nemlig ikke én organisme, der skal sprede sig så tyndt, at det til sidst mister al synlighed og elasticitet.

Groft set er det muligt at opdele det danske teaterliv i tre kategorier; det underholdende, det kulturelle og det kunstneriske teater. Vi har jo
teater på dagsordenen, så her er det passende at benytte en af
teatrets allerstærkeste midler; forestillingsevnen.
Forestil Dem, at teatrets opdeling bliver meget tydelig. At teaterhusene bliver fordelt på genrer fremfor på person-bundne målsætninger, så man f.eks. har et rent klassikerteater, ungdomsteater eller musikteater.
Teatrene får hermed tydelige profiler til gavn for publikum, som nemmere kan vælge teateroplevelser efter smag, og kunstnerne, som nemmere kan udvikle projekter i henhold til en overordnet
teaterprofil, og økonomien, da det fremstår tydeligt hvilke teatre, der behøver støtte, og hvilke der kan klare sig selv.
Og lad os forestille os en fremtid. En nær fremtid. Med dette anderledes teaterlandskab. Et teaterlandskab hvor kommercielle, kulturelle og kunstneriske teatre dør om dør puster liv ind i det danske åndsliv. Hvor de administrative apparater er til for forestillingens skyld og ikke for institutionernes. Hvor teatrene er fri for at kæmpe om det samme publikum og de samme forestillinger, og oprigtigt kan yde hinanden kunstnerisk og praktisk støtte. Og hvor den økonomiske støtte bliver givet til de projekter, der fremmer kulturlivet og ikke kan overleve uden.
Det kræver at hele det københavnske teaterlandskab bliver brudt op, så vi ikke længere behøver at operere med begreber som Det storkøbenhavnske Teaterfællesskab, de små storbyteatre og teaterrådsmidlerne.

Ved at etablere et Teaterinstitut kunne man skabe en overordnet styring og vision for, hvilke slags teatre der har brug for at modtage fuld støtte, hvilke teatre der kunne træde ind i en fifty/fifty ordning, og hvilke teatre der skulle overgå til kommerciel drift.
P.t. bliver en del teaterproduktioner støttet i København, produk-tioner som i udlandet betragtes som rent kommercielle. Dette er problematisk, når en af vores oplagte ressourcer – den ny-skrevne danske dramatik – samtidig lider en stille død.
Teaterinstituttets første opgave vil være at lave en skarp profilering af hvert enkelt teater. Ser vi på de teaterhuse, der findes i det centrale København i dag, forestiller vi os flere af disse huse slået sammen under en fælles målsætning og overordnet administration.
*Man kunne lave Aveny Teatret om til Dansk Dramatiks Væksthus med Teatret ved Sorte Hest som anneksscene. Teatrets forpligtelse skulle være at spille den nyeste dramatik og samtidig have laboratorieaktiviteter, workshops og readings.
*Rialto Teatret, som ligger centralt placeret på Frederiksberg kunne blive et nyt Ungdommens Teater, som målrettet introducerer de unge til teatrets væsen via et alsidigt repertoire, teaterlejrskoler og workshops.
Som en nyskabelse kunne vi forestille os etableringen af tre projektscener, der skulle tage sig af den type produktioner, som i dag bliver støttet af Teaterrådet. Østre Gasværk, Cafe Teatret og Kaleidoskop kunne i kraft af deres forskellighed være oplagte til at huse projekter af eksperimenterende karakter.
*En anden nyskabelse skulle være to fire-årige projektscener – Husets Teater og Kanonhallen – hvor et ensemble eller enkeltpersoner med visioner for fremtidens teater kunne få mulighed for et længerevarende råderum til at udvikle sig under.
*Folketeatret og Grønnegårds-teatret kunne blive Københavns klassikerteater, som udelukkende spillede klassikere i alle tænkelige afskygninger.
*Betty Nansen Teatret og Edison scenen kunne stå for ny udenlandsk dramatik, Gladsaxe Teater et nyt musikteater med Væksthuset som tilhørende cabaretscene og Bellevue morskabens teater.
*Nørrebros Teater er oplagt til kommercielt teater som musicals.
De nuværende teaterbestyrelser bliver erstattet af Teaterinstituttet, herunder danner kulturministeren i samarbejde med branchens repræsentanter fire komitéer:
*En komité for scenen for ny dansk dramatik, scenen for ny udenlandsk dramatik og scenen for klassisk dramatik.
*En komité for musikscenen, ungdomsscenen og morskabsteatret.
*En komité for projektteatrene.
*Og endelig en komité der varetager en udviklingspulje.

Disse komitéer fordeler midlerne og indsætter teatrenes direktører. En ansættelsesperiode er fire år både for teaterlederne og komitéernes medlemmer. Teaterdirektørerne er
direkte ansvarlige, kunstnerisk som økonomisk overfor komitéen. Løber et teater ind i underskud, er det op til komitéen at beslutte i hvilken udstrækning underskuddet skal dækkes.
Og om underskuddet skal have følger for direktøren. Med andre ord: Har direktøren levet op til den målsætning hun/han formulerede i sin ansøgning?
Det kunne tænkes at teatrene tegner en fælles forsikring. Hvis et teater f.eks. er offer for en force majeure, der kræver dyre aflysninger, kan teatret få sit underskud dækket. Tænk, hvilken gestus, hvis erhvervslivet ville gå ind og sponsorere sådan en forsikring.
Projektkomitéen har en særegen status ved, at den administrerer enkeltprojekterne. Ud over at ansætte direktører for de to fireårige projektscener, skal den årligt tage stilling til de indkomne ansøgninger om enkeltprojekter. Internationale gæstespil og samarbejdsforestillinger ville også søge denne pulje.
Udviklingspuljen er det helt åbne land. Her kan man to gange om året søge om næsten alt inden for udvikling af teater: manuskriptudviklingsstøtte, græsrodsprojekter, workshops, eksperimenter, også dem der ikke nødvendigvis udmunder i en forestilling. Udviklingspuljen sikrer, at teaterlivet forbliver åbent og har plads til at lave det helt vilde og det søgende.
Vi har nu forsøgt at male for Dem et farverigt landkort over en mulig fremtid. Teatrets fremtid. Med markante teaterhuse og et varieret teaterliv for både publikum og kunstnere, der rummer underholdning, vækst og kulturarv.
Vores forslag kræver nytænkning, fra fagfolk, politikere og ikke mindst kunstnerne selv. Den kræver at vi opgiver teaterledernes personlige ambitioner eller længslen efter total økonomisk rentabilitet og sætter teatret og dets potentialer i centrum.

Nina Larissa Bassett er dramaturg

Vivian Nielsen er dramatiker, instruktør og skuespiller

Solveig Weinkouff er instruktør

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her