Læsetid: 2 min.

Hvordan er det nu?

19. december 2002


Hvordan er det nu?
Hvad er det nu lige for et land, vi skal hjælpe med at angribe? Det er noget med at besidde masseødelæggelsesvåben, at sidde FN-resolutioner overhørig, at landet har optrådt aggressivt over for andre lande, at menneskerettighederne overtrædes af myndighederne, at dele af befolkningen er diskrimineret, og at international terrorisme må forebygges. Men er det USA eller Israel, vi skal angribe? For det kan da ikke være Rusland, vel?

Arne Møller
Værløse

Ideologisk udlicitering
Tirsdag den 10. december vedtog alle Folketingets partier undtagen Enhedslisten at privatisere Bornholmstrafikken. Der foreligger intet krav fra EU om udlicitering af Bornholmstrafikken, og derfor kan begrundelsen kun være ideologisk.
Statslige virksomheder privatiseres i troen på, at det giver mere handlekraft, effektiviserer, frigør lederpotentialer osv.
I mine øjne er der kun én årsag, og det er ren ansvarsforflygtigelse. Hvis det går godt, kan man høste æren af at have sat selskabsdannelsen i gang, og hvis det går skidt, er det bestyrelsen, der må stå til ansvar, som vi så det med Statens Konfektion og DSB.
Det, de ikke talte om, var, at danske statsaktieselskaber ofte hurtigt sælges videre til højest bydende aktionærer, som det, skete med Teledanmark, der blevet solgt til amerikanske Ameritech, Datacentralen til amerikanske CSC og Postgiro til Danske Bank. Med det forventede salg af Bornholmstrafikken, vil der foregå et systematisk snyderi over for den danske befolkning, fordi vi over skatten løbende har investeret i færgerne, det øvrige materiel mv., og vi får kun en brøkdel igen, når Bornholmstrafikken sælges til et privat rederi.
Lige meget hvad, så slipper politikere nu for ansvaret for en trafikal ligestilling for Bornholm, som ikke alene bygger på markedskræfter.

René Bloch
Sdr. Landevej 20, Nylars

’Bogart’ uden hatten i hånden
Kære Morten Piil. I din pæne afskedshilsen til vor fælles gode kollega Ole Michelsen skrev du i mandags bl.a: »En pionerindsats, for det skete ikke uden sværdslag. Det gjaldt om at ændre mentaliteten, så DR (...)
ikke længere skulle stå med hatten i hånden for allernådigst at få lov til at vise filmklip, men
have frit valg på alle hylder.«
Det frie valg har vi haft siden Bjørn Rasmussen i 1960-61 fik ordnet den første overenskomst med udlejerne. Der stod: »Foreningen anerkender Danmarks Radios fulde frihed med hensyn til valg af film og udsnit fra den enkelte film, samt de planlagte udsendelsers redigering.«
I overenskomsten var der nogle begrænsninger i redaktørernes frihed til at kritisere
negativt. Det kunne Bjørn, I.C. Lauritzen, undertegnede og andre, lidt surt, leve med i årenes løb, idet vi jo, ligesom Ole, undlod at vælge de dårligste film til programmerne. Disse begrænsninger bortfaldt i maj 1981, da DR opsagde overenskomsten og overlod til redaktørerne at »træffe individuelle aftaler i stedet«.
Da jeg i slutningen af 1983, på grund af andre opgaver, anbefalede Ole Michelsen til min chef, Werner Svendsen, som ny redaktør, og Bogart opstod som tv-program, var ’sværdslagene’ slået. Ingen stod med nogen form for ’hat’ i hånden over for filmudlejerne.

Finn Holten Hansen
Sankt Hans Gade 7, København

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu