Læsetid: 2 min.

LÆSERDEBAT

Debat
9. december 2002


Før Ida Davidsen?
*At kærlighed er ikke had
og smørrebrød er ikke mad
Det er for tiden
hvad jeg veed
om smørrebrød og kærlighed

Johan Hermann Wessel

Plagiat på plagiat
For tiden sender en af de reklamefinansierede tv-stationer en reklame for et dansk osteprodukt.
Selve reklamen er et 30-sekunders plagiat af den engelske kok Jamie Olivers programmer.
Og det er vel kun rimeligt, at danske oste, som i høj grad er plagieret efter udenlandske successer, markedsføres ved hjælp af plagiater af udenlandske tv-succeser?

Claus Tingstrøm
Egetoften 14, Hellerup

Fordanskning
Sproget udvikler sig kontinuerligt, noget nuanceres mere, andet mindre. Tag nu ordet danskerne, som benyttes alt for meget, alt for indforstået og grænsende til det diskriminerende. Hvorfor omtaler flere og flere borgere i dette land hinanden som danskerne, når de taler om andre medborgere i disses egenskab af eksempelvis mennesker, indbyggere, forbrugere, trafikanter, vælgere, medarbejdere og hvad der ellers måtte karakterisere dem i en given situation?
Fordanskningens indtrængen i stadig flere tilfælde er ekskluderende og skurrer i ørerne på borgerne uanset nationalitet. Inkluderet i samfundet bliver man barokt nok ikke i kraft af sin funktion, sit bidrag eller tilstedeværelse i øvrigt, men alene som følge af, at man henregnes til og omtales som danskerne.

Maj-Britt Kent Hansen
Vermlandsgade 2, København

EU forener Europas lønmodtagere
Inden for de seneste uger har offentlig ansatte i Frankrig strejket imod en række privatiseringer, som EU har dikteret. I Italien har Fiat-arbejder strejket mod massefyringer, og den italienske regering har oplyst, at EU’s regelsæt vedr. statsstøtte forhindrer regeringen i at gøre noget for at bevare arbejdspladserne.
De offentligt ansatte i Tyskland stiller nu lønkrav, som er en bombe under regeringens EU-tilpasningspolitik. Ifølge EU’s stabilitetspagt, som Prodi for nylig med rette stemplede som stupid, er Tyskland nødt til at reducere sit statsunderskud, og EU’s regelsæt om forbud mod statsstøtte forhindrer en statslig støtte til erhvervsudvikling og øget beskæftigelse, som ellers er så tiltrængt ikke mindst i den østlige del af Tyskland, og som kunne have givet den tyske stat betydelige afledte indtægter og besparelser.
I de fleste EU-lande er der ikke folkeafstemninger om EU. De europæiske lønmodtagere stemmer imod EU ’med fødderne’ gennem strejker, demonstrationer og andre protester. De krav, lønmodtagerne stiller, retter sig mod nationalstaten, hvor demokratiet fungerer langt bedre end i EU-regi. Der er brug for et fælles-europæisk aktionsprogram for nationalstaternes ret til at imødekomme lønmodtagernes krav om arbejde, velfærd og demokrati. Dette kunne indgå i december måneds alternative EU-topmøder og de mange demonstrationer mod EU.

Ole Thorbek
Solidarisk Alternativ (SOL)

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her