Kronik

Mon grønlænderne tror på julemanden?

I dag går de grønlandske vælgere til valg. Forhåbentlig gennemskuer de, at politikernes løfter om selvstændighed hviler på tynd økonomisk is
3. december 2002

Kronikken

Partiet Siumut, der har været et regeringsbærende parti siden hjemmestyrets etablering, har svært ved at finde fodslag inden valget i dag. I det ’socialdemokratiske’ parti Siumut, som i andre grønlandske partier er der divergerende meninger om, hvilken retning, udviklingen skal tage.
Valgkampen var spændende, fordi der er to nye partier siden sidst, Demokraterne og Arnat Partiaat (Kvindepartiet). I forvejen bestod landstinget af Siumut, Atassut, venstrefløjspartiet Inuit Ataqatigiit (IA), Kandidatforbundet og løsgængere. Kandidatforbundet er ikke en partidannelse, men en sammenslutning af forskellige enkeltkandidater.
Med fremkomsten af partiet emokraterne har Atassut fået en liberal konkurrent. ’Demokraterne går dels til valg på en protest mod de gamle partier og politikeres privilegier. Dels er der også tanker om privatiseringer og mere markedsøkonomi.
Arnat Partiiat (Kvindepartiet) mener, at der skal arbejdes for kvinders inddragelse i det politiske liv. Partiet har ikke alene socialpolitiske områder på sin dagsorden. Overordnet ønsker partiet et samfund baseret på humanisme og øget demokratisering.
En meningsmåling, foretaget af HS Analyse i Nuuk og offentliggjort fredag den 22. november, spåede et dødt løb mellem Siumut og IA med hver ni mandater. Dette giver 18 mandater og et komfortabelt flertal ud af landstingets 31 mandater.
IA’s spidskandidat Josef Motzfeldt har imidlertid gjort klart, at dette ikke behøver at indebære en koalition, og at andre samarbejdskonstellationer ’til højre’ skal undersøges. Siumut ville med dette resultat gå to mandater tilbage, præcist det samme antal som IA går frem.
Blandt de øvrige partier stormer Demokraterne frem med fem mandater, mens Arnat Partiiat får et mandat. Disse stemmer hentes til gengæld så fra Atassut, der går to tilbage og kandidatforbundet, der går tre tilbage. Det sidste mandat stammer fra en løsgænger.
25 procent af de adspurgte var endnu ikke afklarede med hensyn til krydset. Valget er til det sidste en gyser.

Valget er et opgør mellem arven fra kolonitidens centralisme og decentraliseringstiltag. Afkolonialiseringen efter hjemmestyrets indførelse er foregået i et langsommere tempo end antaget, og den meget omtalte ’grønlandisering’ lader vente på sig.
Dette skisma har skåret Siumut midt over: Fløjen omkring den strukturpolitiske handlingsplan, som landstinget konfirmerede i 2000, lægger op til traditionelle privatiseringer af de offentlige monopolvirksomheder og markedsøkonomi. Denne politik har i lige så høj grad været støttet af de to tidligere koalitionspartnere, først IA indtil for et års tid siden og senere Atassut.
I denne handlingsplan ligger der også tanker om folkeflytninger fra mindre byer, bygder og yderdistrikter til fire vækstcentre. Man ønsker ’kostægte priser’ gennem en afskaffelse af ’ensprissystemet’, der sikrer at en vare skal koste det samme, uanset hvor i Grønland man befinder sig.
Det problematiske i strategien er, at den ikke er formuleret ved en sammenhængende planlægning for denne udvikling, som set tidligere i Grønlands økonomiske historie. De økonomiske og sociale konsekvenser af udviklingsmodellen mangler en vurdering.
Modernisterne i Siumut har på ’nødvendighedens grundlag’ med landstyreformand Jonathan Motzfeldt og den yngre arvtager Jørgen Wæver Johansen som foregangsmænd arbejdet ivrigt for denne politik.
Modsat står ’traditionalisterne’ omkring Siumuts nye kandidat til landsstyreformandsposten Hans Enoksen og det tidligere landsstyremedlem Mikael Petersen.
Siumuts valgoplæg repræsenterer et skridt væk fra den hidtidige form for strukturpolitik og en tilbagevenden til den tidligere politik kendetegnet ved generelle erhvervstilskud i stedet for selektive.
Samlet vil de øgede udgifter, der følger af valgoplægget, betyde mellem 1,5 og 2,0 mia. kr. i udgiftsforøgelser, som der ikke er råd til: Der loves både en ny lufthavn, vandkraftværk, en universitetspark, flere boliger og forøgede sociale udgifter – uden at udgiftsdækningen diskuteres. På samme tid tales der for en ligelig udvikling af landet med en bevarelse og styrkelse af bygderne.
Blandt ’traditionalisternes’ mærkesager er der dog også en række ansatser til nytænkning. Privatiseringer behøver nødvendigvis ikke at være traditionelle danske eller udenlandske overtagelser.
Folkeaktieselskaber, andelsselskaber og medarbejderes og fiskeres eje af virksomhederne foreslås ofte som interessante alternativer, der kan medvirke til at demokratisere økonomien.
Disse tanker har også vundet indpas hos IA. Man kan ikke sige at ’traditionalisterne’ argumenterer for planøkonomi. Siden hjemmestyrets indførelse har der stort set ikke været nogen planlægning. Traditionalisterne ønsker i stedet at skabe en økonomi baseret på grønlandsk ejerskab, en ligelig fordelt udvikling og fællesskabsidealer.

Som det antydes ovenfor, savner man en økonomisk realisme i forhold til de mange løfter der udstedes. IA’s indgang til valgkampen slår på selvstændighedstanken.
Allerede i forsommeren dette år lanceredes en debat om den danske stats bloktilskud. Man pegede på, at man omgående bør starte en afvikling over en årrække.
I denne sammenhæng har man fortsat efterladenskaber at slås med efter overdragelser af statslige opgaver i 80’erne. Denne arv er kendetegnet ved gammeldags ledelsesmetoder efter ’kæft trit og retning’-princippet, central styring, en alt for kraftig gennem-strømning af dansk personale og mangel på kvalificeret arbejdskraft, der kan tage over.
I stedet for at være en indsprøjtning, der kunne sætte gang i økonomien, er bloktilskuddet blevet en stabilisator. Den tilkaldte danske elite og en fremstormende grønlandsk på danske præmisser passiverer en befolkning, der skal udgøre ’rygraden’ i udviklingen.
Der er for lidt foretagsomhed og moderne ledelse, for lidt spredning af ejendomsretten og mange generationsskifte-problemer.
Den grønlandske arbejdskraft er fremmedgjort. Det ses i tiden omkring lønudbetalinger, hvor det økonomiske liv er delvist lammet. Folk bliver væk fra arbejde, når store dele af en by har tømmermænd.

Den danske stat har dels nogle aftalte indkomstoverførsler med landsstyret. I det sidste landskasseregnskab androg de aftalte landskasseindtægter fra staten ca. tre mia. kr.
Hertil kommer forskellige ministerielle udgifter i Danmark, således at staten samlet bruger 3,6 mia. kr. til grønlandske formål. En stor del af dette vender tilbage som dansk eksport til Grønland og som udstrømning af indkomster og kapital til Danmark.
Et reelt selvstyre vil indebære en afvikling af denne Grønlandsramme. Vil man undgå levestandardsforringelser, vil dette fordre, at der kan skabes en værditilvækst, der kan beskattes og udligne indkomstoverførslerne fra Staten.
Et selvstyre indenfor rigsfællesskabets rammer er på sin side ikke nogen garant for, at man fortsat kan forvente disse tilskud på samme niveau.
De politiske debatter repræsenterer en række dilemmaer, som bunder i det snævre økonomiske råderum, landsstyret reelt har.
Når IA og Siumut i valgkampen har lovet et nyt landsstyreområde for selvstyre, må man på samme tid se i øjnene, at det måske tager mellem 40 og 50 år at blive økonomisk uafhængig. Måske derfor rummer selvstyredebatten nu
toner om, at man på den ene side kan opnå et reelt selvstyre og på den anden fortsat modtage tilskud.
Blandt de mere rabiate uafhængighedstilhængere, som formanden for den grønlandske fagbevægelse Jes G. Berthelsen, er budskabet imidlertid klart:
Skal det grønlandske samfund undvære danske standarder og gå ned på et sydeuropæisk lands levefod, skal man være parat. Skal man vælge mellem et WC med rindende vand, eller som det bramfrit udtrykkes ’at skide i en spand’ er uafhængigheden vigtigst.
På samme tid vil man bevare velfærdssamfundet, hvilket bl.a. afspejler sig i Siumuts valgoplæg. Man har både bloktilskudsafviklingen og finansieringen af de ambitiøse planer hængende over hovedet.
Hverken Siumut eller IA har endnu kunne forklare, hvordan man vil løsne op for denne ’gordiske’ knude. Der savnes en sammenhængende helhedsplan for et afviklingsscenario og de kommende årtiers udvikling.
Grønland har endnu til gode at se en økonomisk politik, der tilgodeser afviklingen af statens engagement.

Gorm Winther
Professor, Ph.D., cand. oecon., leder af den grønlandske del af den danske magtudredning

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu