Læsetid: 3 min.

Mordforsøg på TV 2

En giftblanding af vild liberalisme og arrogance udøvet af kultur- og historie-løse politikere skal dræbe TV 2
Debat
11. december 2002

Medier
Det ufattelige er ved at ske. TV 2 skal privatiseres med alt hvad deraf følger af underlødige programmer.
Hvorfor nu det? Jo, siger kulturministeren og Venstres Jens Rohde, det er god borgerlig/liberal politik. Tv bliver efter deres opfattelse bedre af at blive privatiseret. Og de arrogante knøse fører sig så i øvrigt frem med myriader af useriøse og urigtige påstande om TV 2, stærkt hjulpet af deres støttepædagoger, som tydeligvis er Jørgen Langkilde fra TV3 og Sehested-Lund fra TV-Danmark.
Sig mig, hvem du omgås, og jeg skal sige dig, hvem du er! Det er ufatteligt, at besindige kulturbærere i de regeringspartier ikke stopper disse politiske vildmænd. Hvor er de henne, Torben Rechendorff og Per Stig Møller fra de konservative, og Anders Fogh Rasmussen, Christian Mejdahl, Ester Larsen og Uffe Ellemann fra Venstre. Vel har disse folk meget andet at se til. Men de pådrager sig et medansvar, hvis de ikke nu stopper de herrer Mikkelsen og Rohde. At privatisere TV 2 er ganske enkelt ensbetydende med mord på det TV 2, vi kender i dag, og som gennem 12 år har været danskernes foretrukne tv-kanal.
TV 2’s tilstedeværelse har haft stor positiv indflydelse på den måde DR arbejder på. TV 2 som entrepriseselskab, hvor de fleste programmer købes ude i det frie produktionsmiljø for film og tv, har virket stærkt stimulerende og udviklende på dette miljø samtidig med, at seerne har fået et bedre og mere varierende programudbud. For slet ikke at tale om TV 2’s debat- og samfundsorienterede programmer og nyhedsudsendelserne.

Ligeglade
Hvorfor skal det nu rives ned? Unge kultur- og historieløse, men stærkt populistiske politikere som Brian Mikkelsen og Jens Rohde har ingen fornemmelse for de grundlæggende kulturelle og demokratiske værdier bag dansk public-service tv.
De er overbeviste om, at de liberale markedskræfter er de bedste at styre vore medier. De er ligeglade med, om TV 2 ender på niveau med TV3 og TV-Danmark.
Bare rolig, siger så Poul Nødgård fra Dansk Folkeparti. Jeg skal nok styre denne Jens Rohde. Og hvis der bare er den mindste risiko for, at TV 2’s programkvalitet vil blive forringet ved en privatisering, så bliver TV 2 ikke privatiseret. Det er jeg, Poul Nødgård, garant for.
Men samme Poul Nødgård deltog forleden i en høring om bl.a. konsekvenserne af en privatisering af TV 2. Alle indkaldte eksperter kom med kraftige advarsler mod en privatisering. Men Poul Nødgård er ligeglad, det sagde han rent ud i Folketinget. Han henholder sig til en rapport, som ministeren tilbageholder, i det mindste indtil, der er kommet en ny bestyrelse for TV 2. Og hvad står der mon i den rapport? Ministeren siger, at den især behandler juridiske og økonomiske forhold ved omdannelse af TV 2 til et aktieselskab. Så det er ikke i den rapport, Poul Nødgård kan hente sine garantier. Ønsker Poul Nødgård at blive opfattet som mere seriøs end Brian Mikkelsen og Jens Rohde, så bør han forlange, at de igangværende undersøgelser vedrørende juridiske og økonomiske forhold bliver suppleret med en ekspertundersøgelse af, hvilken organisations- og ejerform, der bedst kan sikre, at TV 2’s nuværende programkvalitet og nuværende public-serviceforpligtelser bliver opretholdt. Men det sker sikkert ikke.
Dette kulturpolitiske og mediepolitiske galskab må stoppes. Adskillige opinionsundersøgelser har vist, at kun et lille mindretal ønsker TV 2 privatiseret. Langt de fleste ønsker at bevare, det TV 2, de kender i dag, også selv om de skal betale et sted mellem 100 og 200 kr. om året for det.
Hvem tager initiativet til at få aktiveret disse mange støttere af TV 2? Billy Adamsen, Georg Metz og andre fra ’Det ny public-service Råd’, de store seerorganisationer, fagbevægelsen, højskolerne, Danmarks Lærerforening og mange flere må være stærkt berørt af det, der er ved at ske på et vitalt kulturpolitisk område.
Selv er jeg aktionsklar, når min formandsopgave for TV 2 ophører den 1. januar 2003, og jeg har genvundet min fulde frihed. Lad os starte Landsorganisationen til sikring af TV2 som en ikke kommerciel tv-station!

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her