Kronik

Når tv avler vold

Vil man have sit budskab igennem på tv, har man reelt to muligheder: At kaste med sten eller blive politiker
Debat
10. december 2002

Vil man have sit budskab igennem på tv, har man reelt to muligheder:
At kaste med sten eller blive politiker

Kronikken
At være er at blive set,« sagde den irske filosof og teolog George Berkeley for knap 300 år siden. Og uagtet at Berkeley (1685-1753) fremsatte sin påstand i et ganske andet og aldeles tv-løst samfund, så passer dette statement langt hen ad vejen på det tv-bårne samfund, vi lever i her i begyndelsen af det 21. århun-
drede.
I sit fine lille skrift Om tv – og journalistikkens magt har den franske sociolog Pierre Bourdieu beskrevet, hvordan jagten på høje seertal gør, at tv-journalisterne kun interesserer sig for det usædvanlige, det kulørte og spektakulære – det, der kan klæbe flest mulige seere til skærmen. Det giver ikke blot et verdensbillede, hvor mord, vold og sex fylder mere, end det gør i virkeligheden. Det undertrykker også den demokratiske debat, fordi begivenheder og synspunkter, der ikke honorerer sensationskravet, ikke finder vej til tv-skærmen.
Faktum er, at den politiske aktør eller opinionspåvirker, der ikke bliver set (i fjernsynet), slet ikke er til stede i bevidstheden hos store dele af befolkningen.
Tv-stationernes dækning af EU-topmødet i Gøteborg sidste år viser desværre, at Bourdieus frygt er særdeles velbegrundet: Tv’s valg af fokus fortegner nemt virkeligheden og risikerer derved at fremme en voldelig aktionsform.
De få hundrede autonome, som stod for gadeoptøjerne, formåede fuldstændig at stjæle billedet fra de fredelige, engagerede borgere, som var mødt op til det alternative topmøde. Ballademagerne blev set, og dermed blev de i millioner af tv-seeres bevidsthed til topmødet – de var begivenheden, fordi journalisterne og tv-folkene gav dem forrang – ja i de fleste nyhedsudsendelser faktisk solooptræden.
Jagten på det dramatiske (det »der sælger«) ledte journalisterne til en overfokusering på noget, som i virkeligheden kun er ordinært ekstraordinært: I dette tilfælde optøjer, i andre tilfælde kunne det være ildebrande, oversvømmelser, mord... Dvs. kulørte nyheder, der udløser stærke følelser hos seeren.
Signalet er set ud fra et demokratisk synspunkt nedslående. Nemlig, at hvis man vil have sit budskab igennem på tv, så har man reelt kun to muligheder: Enten at kaste med sten eller blive politiker. Det var nemlig stort set kun stenkastere og politikere, der formåede at få adgang til tv-skærmen i løbet af det fire dage lange topmøde.

Det er velkendt, at mange mennesker overhovedet ikke læser aviser. Og at mange har tv som eneste kilde til information. Følgelig har tv med sociolog Pierre Bourdieus ord »en slags de facto-monopol på, hvad der foregår i hovedet på en meget stor del af befolkningen.«
På den måde kommer tv til at udøve en betydelig magt i samfundet, fordi tv selekterer vigtige informationer fra, som borgeren burde være i besiddelse af for at udøve sine demokratiske rettigheder.
Det er lige præcis, hvad der skete, da DR1 og TV 2 pakkede tv-kameraer og mikrofoner og tog til Sverige for at dække EU-topmødet i Gøteborg på vegne af de danske seere.
Med et stopur i den ene hånd og en kuglepen i den anden har jeg set samtlige nyhedsudsendelser, de to tv-stationer sendte under topmødet. Undersøgelsen synes at understøtte, at tv-mediet fungerer efter en logik, der favoriserer voldelige meningstilkendegivelser.
Samlet sendte Danmarks Radios TV-Avisen og TV2’s Nyhederne i perioden 14. til 17. juni 2001 lige over en times (63 minutter) indslag om demonstrationerne under topmødet. Heraf fik de fredelige demonstranter og alternative topmødedeltagere tildelt otte et halvt minut (8 minutter og 30 sekunder). Ud af en times sendetid... Heraf kun ganske få sekunder til noget, der kunne minde om en substantiel kritik: »Bush er en idiot, en racist og fascist og den største fare mod verdensfreden siden Adolf Hitler« (TV-Avisen den 14. juni 2001, kl. 18.30).
Den talmæssige minoritet, der betjente sig af vold, var derimod genstand for fjernsynets interesse i knap 55 minutter. Der er således ikke noget at sige til, hvis tv-seeren alene sidder tilbage med billedet af borgerkrigslignende scener med flyvende brosten og hætteklædte demonstranter i kamp med kampklædt svensk politi.
De, som fulgte demokratiets spilleregler, blev ikke set – og dermed blev de ikke en del af tv-seernes bevidsthed.
Skete der overhovedet noget fornuftigt ved siden af gadekampene? Ja, vi ved det faktisk ikke, medmindre vi søger viden om det i den skrevne presse – som til trods for at den også vægtede urolighederne tungest dog også fandt plads til at beskrive mod-topmødet. Men som bekendt er der mange, som ikke læser aviser, men er henvist til at følge begivenhederne via tv’s dækning...
I de få tilfælde, hvor de fredelige demonstranter fik adgang til skærmen i nyhedsudsendelserne, blev de bedt om at forholde sig til den vold, de ikke selv var en del af. Og efter på behørig vis at have taget afstand fra volden var deres tilmålte tid gået, og det budskab, de måtte have, og de synspunkter, de var taget til Gøteborg for at forfægte, kunne de pakke sammen, synkront med at tv-holdet pakkede udstyret ned og kørte videre for at jagte »gode billeder« i Gøteborgs gader.

Tv’s ensidige fokusering på uromagerne skaber nemt en konsensus (blandt seerne = befolkningen) om, at det er for galt, for langt ude, de unge bøller skulle spærres inde, bankes, dømmes... Der skabes et angstpræget had til de autonome. Et had eller en afstandtagen, som nemt kommer til at omfatte enhver, som var i Gøteborg for at demonstrere kritik af topmødet. Dermed bliver fjernsynet med Pierre Bourdieus ord »et formidabelt middel til opretholdelse af den symbolske orden«. Hermed menes, at den af tv fremmalede konflikt mellem os og dem, gør, at seerne støtter op om de samfundsstrukturer, der er udsat for angreb.
Fjernsynets følelsesmæssige mobilisering af seerne udmundede i tilfældet her, således som i andre situationer, i en demobilisering.
I sin yderste konsekvens bevæger vi os hastigt imod, mange vil sikkert hævde, at vi allerede er dybt inde i, et delt informationssamfund, hvor et A-hold er velunderrettet, fordi det læser såkaldte seriøse aviser, og et B-hold, der stort set udelukkende har tv som leverandør af viden om politik og samfundsudvikling. Og som vist vil B-holdet ikke være sikret, at tv leverer et dækkende billede af den politiske virkelighed, ud fra hvilket de kan agere som borgere i et demokrati.
De voldelige optøjer i Seattle, Prag, Nice og Gøteborg, og tv’s måde at dække begivenhederne på, risikerer at betyde et tilbageslag for EU-borgernes ret til at protestere. Det oplever vi allerede nu, hvor danske politi forud for EU-topmødet i København har genindført grænsekontrol og foretager præventiv afvisning ved landets grænser.

Pressens håndtering af en begivenhed som et EU-topmøde kan således i yderste konsekvens få endog meget alvorlige konsekvenser for helt fundamentale principper i vort demokrati: Indgreb i forsamlingsfriheden og en indskrænkning af muligheden for politisk deltagelse.
På den måde kan man sige, at de fredelige demonstranter bliver tabere i dobbelt forstand: De får ikke del i tv-dækningen, og dermed kommer deres kritiske budskab ikke ud. Og samtidig styrkes den samfundsorden, de kritiserer, fordi den politiske elites legitimitet bliver styrket i opgøret med ekstremisterne – eliten, politiet, det bestående vinder folkets sympati.
Der er derfor fare for, at den fredelige demonstrant efter at have været tilskuer til, hvordan hans voldelige modstykke stjal billedet, i frustration kan fristes til selv at tage rabiate metoder i brug for at bryde igennem mediemuren. Den voldelige aktionsform risikerer at vinde frem som følge af tv’s ensidige dækning af voldelige optøjer.
Netop i disse dage er København rammen om EU’s topmøde, og det giver mulighed for at se kritisk på tv-stationernes dækning af begivenheden. Har de landsdækkende tv-stationer TV 2 og Danmarks Radio lært af Gøteborg? Og kan vi i så fald ud over news (nyheder og sensationer) også forvente, at de bringer views (synspunkter og analyser) ud til seerne? Eller vil danske tv-journalister atter svigte demokratiet og stort set udelukkende rette kamera og mikrofon mod den voldelige minoritet? Få svaret ved at se TV-Avisen og Nyhederne den kommende tid.

Thomas Vinge er journalist og bachelor i fransk og kunsthistorie

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her