Læsetid: 2 min.

Næh, har man hørt så galt

Informations ny gennemborende metode
Debat
28. december 2002

Jødepunk
Et er at forfattere skriver bøger. Sådan er det jo. Noget andet er, at de snedigt skriver en artikel om deres egen bog for at sælge den. Men sådan er det jo også. Men nu har Information da fundet på ny fantastisk gennemborende og ligefrem afslørende journalistisk metode. Man får bare en journalist til at læse og derefter skriver om forfatterens reklameartikel – og vupti, så har man stof til avisen.
I seneste tilfælde gjaldt det Kristian Villesens artikel den 23. december om Jody Rossens artikel om sin egen bog om Irving Berlins sang »White Christmas« som åbenbart havde stået i The Guardian for et par uger siden.
Jody Rossen havde for at få sin artikel trykt fundet på det fif, at »White Christmas« var en rigtig punk-sang, fordi den var en julesang om ganske almindelig hvid jul afholdt af ganske almindelige hvide mennesker... og altså skrevet af en... ja hold Dem fast... en jøde! Wow! Nu står Jorden da vist ikke længere, for slet ikke at tale om juletræet.

Hvad bliver det næste
Dette åbner jo for fantastiske artikler i løbet af 2003. Tænk på alle de kærlighedssange Cole Porter har skrevet, og han var da vist bøsse. Og tænk på alle de hvide mennesker, der er med i Spike Jones’ film, og han er da vist neger. Og hvad med alle de mænd, der har skrevet bøger om kvinder, og kvinder der har skrevet bøger om mænd. Jamen, for pokker hvor kan man fylde mange aviser med kunstnere, der af den ene eller anden grund har været i stand til at indleve sig i noget, han eller hun slet ikke har følt på sin egen krop.
Et af de fantastiske punk-argumenter som Information logrer videre med er, at Porter slet ikke nævner Jesus i sin julesang. Gad vide hvad avisen kan få ud af »Søren Banjomus«?
Det er utroligt med de kunstnere. Det næste bli’r vel, at Klaus Rifbjeg skriver en bog om homoseksuelle oplevelser uden selv at have prøvet det, eller at Lars von Trier begynder at skrive numre til en filmmusical uden at kunne synge en strofe.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her