Læsetid: 5 min.

Pårørende

Jakob var forlegen, når han gik på sygebesøg – skulle han ikke være ligeglad med, at hans tidligere kone var ved at dø af kræft? Han var gift igen, det var hun ikke. Men selvfølgelig var han ’pårørende‘
Debat
23. december 2002

Novelle
Første gang de bemærkede hinanden var i elevatoren som kørte op på 14. etage på Rigshospitalet: Afsnittet for gastro-kirurgi. Elevatoren var fyldt indtil 11. etage. De eneste som talte sammen var sygeplejerskerne. De andre passagerer var stille, forståeligt nok, for hvad var der at tale om? Sædvanligvis var passagererne alene. Du ved hvad jeg mener. De kom alene for at besøge en der var syg, måske en døende. Passagererne tog fri fra arbejde til besøg, i den lange mørke eftermiddag. Det var på det tidspunkt de kunne være alene med deres syge ven eller familie.
De to passagerer, en midaldrende mand og en midaldrende kvinde, bemærkede at ingen af dem havde blomster med. Det betød at deres ven eller familiemedlem havde været indlagt så lang tid at man ikke behøvede at have noget med mere. Manden, Jacob, holdt stadig sine cykellygter, baglygten i venstre hånd og forlygten i den højre. Kvinden, Pia, morede sig over manden som knugede sig til sine to lygter. Heldigvis var de ikke tændte, men det var mest tanken om at hvis elevatoren af en eller anden grund gik i stå havde de i hvert fald lys, som fornøjede hende. Smilte hun? Hun var ikke sikker, men da Jakob vendte sig mod hende efter at elevatoren var stoppet på 14., smilte han til hende, som om han gengældte et smil.
De gik ved siden af hinanden ned ad gangen og gik ind på deres respektive stuer.
De to besøgende var pårørende. Ikke blot pr. definition, men i bogstavelig forstand: på-rørende. Sygeplejerskerne spurgte altid Jakob om han var pårørende til den kvindelige patient på stue 24B.
De havde samme efternavn, de havde været gift og skilt. De var stadig venner. Måske endda bedre venner end da de blev skilt 22 år tidligere. De genetablerede deres venskab, især i de måneder der uigenkaldeligt var kvindens sidste: Tyktarms- og lever-kræften var vendt tilbage efter tre år. Jakob havde haft mange lejligheder til at fortælle, om han var pårørende eller ven til den alvorligt syge patient. Han var altid nervøs ved svaret, så han vekslede mellem ’ven’ og ’pårørende’ når vagtsygeplejerskerne spurgte.
Pia havde et lignende problem. Hun besøgte sin tidligere svigermor, en kvinde der også var blevet opereret for tarmkræft og sandsynligvis var terminal fordi operationen ikke kunne forhindre at tumoren spredte sig.
Pia var i sygeplejerskernes øjne helt sikkert pårørende. Hun kunne sige »Jeg er ex-svigerdatteren«, uden risiko for ikke at blive forstået.
Jakobs forlegenhed var tydelig. Skulle han ikke, når alt kom til alt, være ligeglad med at hans tidligere kone var ved at dø af kræft? Han var gift igen, det var hun ikke. Men selvfølgelig var han pårørende. Ikke blodsbeslægtet, ikke gift, ikke venskabeligt. Hvor meget kunne de røre hinanden? Han stod som regel lænet over sengen, støttet til sengegærdet.

Selskabelige besøg
Pias besøg hos sin tidligere svigermor var selskabelige. Pia bragte nyheder fra hele sin tidligere mands familie. Faktisk var Pia en af de få pårørende der jævnligt stod ved sengekanten. Dette skyldtes ikke uvilje, men afstand. De fleste boede langt fra hospitalet, et par endda i Bruxelles. Pias lejlighed på Østerbro lå i gåafstand fra hospitalet, og hun kunne gå gennem Fælledparken. Det store hospital tronede over de nøgne bøgetræer. Når det var mørkt valgte hun at gå ad den veloplyste gade. Der havde været flere overfald i parken. Pia bragte nyheder fra familien, ikke blomster, næsten hver eftermiddag.
Det var indlysende at Pia og Jakob ville møde hinanden. Selvom det var akavet at tale sammen, var det mere akavet ikke at gøre det. Udvekslede de ikke en antydning af et smil i elevatoren? De så hinanden i elevatorerne, på gangene og i pårørenderummet, cafeteriet mellem patienternes stuer og sygeplejerskernes personalerum. Tilstanden som pårørende var smittende.
Pia og Jakob ville hælde juice op ved saftvognen. Æblejuice, appelsinjuice eller den populære blandede solbær saft. Appelsinjuice var for sur, æblejuicen for sød og for grumset at se på. Patienterne foretrak den mørkerøde blandede saft som blev fortyndet med isvand.
De pårørende mødtes mens de serverede patienterne, mild, behagelig, kølende blandet saft. Gennem en times besøg gik de pårørende 2-3 gange ud til saftvognen. Somme tider for at få en pause fra anspændtheden. Patienterne som behøvede store doser stærk medicin for at holde smerterne væk, sygnede ofte hen midt i en samtale. Der var ingen grund til at stå ved sengekanten og stirre på patienten, selvom det nu var det man alligevel gjorde. Man kunne tage de halvtomme glas, med sugerør som læner sig over kanten som på hængepil, og bære dem ud på vognen til brugt service. Ved sådan en lejlighed indskød Jakob » De drikker ikke rigtigt noget. De vil gerne men de kan ikke«. Pia nikkede. Hun hældte noget rød saft i de to glas og gav et til Jakob. »Hvad med en isterning i?« spurgte hun. »Lad os prøve«, svarede han. Isen var brudt, om man så må sige.
»Det er en lang sej kamp for alle«, tilføjede hun. »Hun glider lidt længere væk hver dag, men når hun ind imellem tager sig sammen ligner hun næsten sig selv.« »Det er stemmen der afslører det«, fortsatte Jakob.
De gik tilbage til stuerne med de genopfyldte glas. De to stuer lå på hver sin side af hospitalsgangen. Jakobs eks-kone var på parksiden, Pias eks-svigermor på bysiden: Den tilplantede sti til løberne og den tungt trafikerede vej. Om det regnede eller ej var der altid løbere, i små grupper eller alene, der holdt tiden i periferien som små prikker i bevægelse på en uformelig urskive i utakt.

Silende regndråber
Den dag var det ved at blive mørkt og løberne var næsten usynlige, selvom Jakob vidste at de stadig var der. Kvinden var døset hen og hendes vejrtrækning var langsom og svag med pauser ind imellem. De små dråber der løb gennem slangen ind i hendes venstre arm holdt også tiden. Han tænkte på regndråber mod busvinduet, silende ned mod kanten. Det var en genkendelig ting at betragte og derfor en lille trøst.
På den anden side af gangen og i køkkenet var der pludselig hektisk aktivitet. To sygeplejersker var gået ind på Pias svigermors stue og døren var lukket. Jakob gættede, og han havde ret. Efter en halv times tid kom Pia ud sammen med en af sygeplejerskerne, Dorte måske, og hun havde sin arm på Pias skulder. Pia så Jakob og sagde »Hun kunne ikke drikke mere, nu er hun væk«.
De tog elevatoren ned. Igen var der to sygeplejersker der bar deres journaler og småsnakkede. Jakob og Pia stod tæt sammen. Han tog hende om armen og pressede sine læber mod hendes pande. Den var varm og smagte lidt af creme. Hun mærkede hans kys, som om han stødte ind i hende og vidste at det var med vilje. I stueetagen sagde Pia: »Jeg skal ringe til nogen. Det var hyggeligt at møde dig.«
Hun gik hjem i regnen og han cyklede hjem i regnen.

*Oversat af Grete Brorholt

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her