Læsetid: 5 min.

Da smoggen forsvandt

London rammes ikke længere af dræbertåge, og ozonhullet bliver mindre. Det kan nytte at kæmpe for miljøforbedringer
6. december 2002

International
I denne uge er der gået 50 år, siden London blev ramt af The Great Smog, en tyk og kvælende ærtesuppe af en giftig tåge, der på få dage medførte over 4.000 dødsfald. Sigtbarheden faldt til en halv meter, og mange døde, fordi de faldt i Themsen og druknede. Langt de fleste døde dog af lungeproblemer. Koncentrationen af svovl i luften overgik 1.600 enheder pr. milliard. Teatre og biografer måtte lukke, fordi publikum ikke kunne se scene og lærred, og bedemændene løb tør for kister.
Alle vidste, hvorfor London så hyppigt lå indhyllet i tåge. Stort set hvert eneste hus og hver eneste virksomhed blev opvarmet med kul, og næsten al elektricitet stammede fra kuldrevne kraftværker. Så snart kold og stille luft lagde sig over byen ved vintertide, blev røgen fra alle disse forbrændinger fanget i en fælde, og resultatet blev Londons berømte smog.
I 1952 var problemet blevet yderligere forværret som følge af, at Storbritannien lå forarmet hen efter Anden Verdenskrig og derfor måtte eksportere sine bedste kul. I stedet brændte man sine stærkt svovlholdige ’beskidte’ kul hjemme.
Men historien om Londons smog går længere tilbage. Allerede for to århundreder siden – dvs. før den britiske hovedstad blev en millionby og verdens største metropol – havde London tilnavnet The Smoke. Sherlock Holmes’ gasbelyste London var berømt for sin ærtesuppetåge, og det blev kun værre årti for årti. I den fatale december måned for 50 år siden havde London otte millioner indbyggere – og omkring tre millioner kulforbrændingskilder.

Frøen i kedelen
The Great Smog blev en illustration af det, som miljøforkæmpere har kaldt ’frøen-i-kedelen’-fænomenet: Put en frø i en kedel med kogende vand, og den vil hurtigt søge at komme ud. Put den i koldt vand, bring det langsomt i kog og frøen vil blive siddende, til den dør. Londonerne var blevet vant til tyk tåge og indså ikke, at den var dræbende for mange mennesker. Ofrene tog sig jo ikke krampagtigt til halsen og faldt om på gaderne. De fleste døde meget unge eller meget gamle, eller var mennesker med alvorligt åndedrætsbesvær. Og langt de fleste døde i deres seng. Så ingen gjorde noget ved miseren.
Det forholder sig på samme måde med de fleste miljøproblemer. De sniger sig langsomt ind på os og kun sjældent vækker de os med en pludselig alarmklokke. Føj hertil den tilbøjelighed til at fokusere på kortsigtede interesser, som får mange mennesker til at modstå forandringer, uanset hvor skadeligt det er at fortsætte ad den slagne vej – og det vil være let at forstå, hvorfor så mange miljøforkæmpere lever på randen af fortvivlelse.
»Evolutionen har åbenbart udviklet den menneskelige hjerne til et stade, hvor den kun forstår at knytte sig følelsesmæssigt til et lille stykke geografi, et begrænset antal stammefrænder, og de to-tre næste generationer ud i fremtiden,« skriver Edward O. Wilson i sin seneste bog The Future of Life. »Ikke at se langt frem i hverken tid eller rum er en elementær darwinistisk mekanisme... i tusinder af århundreder var det dem, som arbejdede for kortsigtede gevinster inden for en lille kreds af slægtninge og venner, der levede længst og fik størst afkom.« Kortsigtethed som mental determinisme! – Det er lige før, vi lige så godt kan skære halsen over på os selv.

Fiktiv influenzaepidemi
Men stop lige en halv. Vi gjorde faktisk noget ved dræbertågen. 1952 var sidste gang, den slog til. I første omgang opfandt den britiske regering en fuldstændig fiktiv influenzaepidemi, der skulle forklare de mange usædvanlige dødsfald i 1952-53. Men skandalen var for stor til at tilsløre. I 1956 vedtog parlamentet The Clean Air Act, verdens første seriøse forsøg på at få kontrol over luftforureningen ad lovgivningens vej. Herefter kunne kun såkaldt røgfrit kul afbrændes i Storbritanniens store byer. Og allerede i midten af 1960’erne var Londons tykke smog fortid.
Vore dages London oplever dobbelt så mange solskinstimer pr. år som i 1952, og kulaffyring er stort set uddød. Londons huse er i dag opvarmet ved centralvarme, naturgas eller elektricitet, og byens luftforurening kommer hovedsagelig fra dens biltrafik. Storbritannien er gået fra fire millioner indregistrerede biler i 1952 til 28 millioner i dag. Vi løber aldrig tør for problemer. Men det betyder ikke, at vi skal overgive os til fortvivlelsen.

Prop i ozonhullet
Mennesker er i stand til at lære af andre menneskers erfaringer andre steder og til andre tider. Vi kan endog reagere imod rene statistiske faresignaler. Ingen har f. eks. nogensinde set ’ozonhullet’, men i løbet af de sidste 15
år har vi faktisk gjort en hel del for at stoppe det til igen.
Hullet blev ved med at vokse indtil 2000, til dels fordi Montreal-protokollen af 1987 kun krævede af udviklingslandene, at de skulle halvere deres brug af CFC-gasser inden 2005 (med et reduktionsmål på 87 procent i 2007). Men hovedsagelig på grund af den store restmængde af gamle køleskabe og airconditionanlæg, der endnu var tilbage i de udviklede lande. »Vi vidste, at de gamle apparater var i brug, og vi vidste, at de lækkede freon,« siger Dr. Paul Fraser, ledende atmosfæreforsker i Commonwealth Scientific and Industrial Research Organisation i Australien. Men Fraser forudsiger nu, at ozonhullet vil begynde at skrumpe ind i 2005 og med lidt held vil det være lukket helt igen før 2050.
»Det viser for mig at se, at den globale miljøprotokol virker,« siger Fraser. Han har helt ret. Fra stoppet for torskefangst (der blev indført for næsten 10 år siden i New-foundland og snart vil gælde alle farvande i EU) til Kyoto-traktaten om klimaændringer er der blevet truffet flere nødvendige beslutninger. Sent måske. Og først efter at problemet havde vokset sig stort, fordi mennesker er og bliver tilbøjelige til at fokusere på det nære og kortsigtede. Men trods alt så blev beslutningerne altså truffet.
Tilstrækkeligt mange mennesker har indset behovet for globalt samarbejde om miljøstandarder, til at et ganske vist helt utilstrækkeligt dokument som Kyoto-traktaten allerede er underskrevet af 90 lande. Vi handler måske ikke udpræget rationelt hele tiden, men vi er trods alt ikke frøer i en kedel.

*Oversat af Niels Ivar Larsen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu