Kronikken
I Norge er der stort fokus på Norskhed. Når man som dansker præsenteres for norskhedsdebatten, bliver det pludseligt meget tydeligt, hvor parallelle og umulige de energikrævende nationale identitetsprojekter er. I bedste fald spilder vi en masse god tid, som kunne være brugt til at sikre alt det, vi mennesker og borgere er fælles om i værste fald forstærker vi de etniske udstødelsesmekanismer i samfundet.
Jeg befinder mig til en konference i Oslo om etnisk diskriminering, hvor et panel af unge videregiver oplevelser af, hvordan det er at være ung med minoritetsbaggrund i Norge lige nu. Udsagnene er genkendelige, ikke særligt overraskende, men heller ikke særligt opmuntrende.
»Der er 15-årige fra min forening, som ikke har nogen drømme mere,« fortæller Dilek fra den tyrkiske ungdomsforening og fortsætter. »Efter 11. september ringede en fortvivlet norsk-tyrkisk dreng på 11 år til mig for at få hjælp. Hans lærer i skolen havde bedt ham om at holde foredrag om baggrunden for terrorangrebet og det vidste han jo ikke noget om«.
Mona, der studerer ved Oslo universitet fortæller ligeledes, at hun og hendes venner efter 11. september ofte er blevet mødt med spørgsmålet: »Hvorfor gjorde I det?«
Forud for paneldiskussionen er gået en debat om norskhed som i Danmark kan man ikke sige integration eller etnisk før forsamlingen er i gang med definere grænserne for det nationale.
Men når der snakkes om norskhed har jeg som dansker lettere ved at se tydeligt for norskheden er jo ikke en del af mig. Selve det at være på afstand tydeliggør det absurde og det håbløse i de nationale identitetsprojekter i disse år.
Det at søge sin identitet i fællesskaber er ikke noget nyt, og så længe jeg bliver klogere på, hvem jeg er, er det godt nok, men når identitetsprojektet i lige så høj grad eller mere handler om, hvem du ikke er, så er det, at der opstår eksklusive fællesskaber.
Nationalisme er et af disse eksklusive fællesskaber. Som en nordmand har sagt, så kan nationalisme sammenlignes med et køleskab: varmt indeni og koldt udenpå.
Men hvad er så norskhed?
Et umuligt spørgsmål at svare på og selvfølgelig også dybt provokerende, hvis en udlænding som mig skulle definere det ! Så
i stedet nogle observationer om
livet i Norge:
Hadia Tajik, der har redigeret en fremragende antologi, Svart på Hvitt, hvor norske unge med etnisk minoritetsbaggrund beretter fra deres liv i Norge, fortæller om sin mors oplevelse af Norge:
»Da min mor for første gang satte sin fod i Norge i 1976 blev hun skuffet. Ingen skyskrabere, ingen store indkøbscentre, ingen bymetropoler ingenting. Hun og de andre urdu-talende i Stavanger plejede at fnise og kalde landet for Europas Afghanistan.«
I den største boghandel i Oslo er to kolonner af de samme bøger slået op på en præsentationssøjle fra gulv til loft.
Den ene repeterende bog er i skriggult omslag med titlen Vinterkrigen. Den anden er en lidt større bog med blåt omslag med titlen Utenlandsguiden.
Om det er et udtryk for boghandlerens humoristiske sans, eller det afspejler de aktuelle salgstal, ved jeg ikke, men de to bøger siger måske noget om norskheden lige nu.
Vinterkrigen er en fabulerende bog om vinteren som kernen i den norske folkesjæl, om hvordan nordmænd hader vinteren, får vinterdepressioner og forfrysninger, men på den anden side ikke kan undvære kulden og kaster sig ud i kampen med sneen og elsker skiene.
Den anden bog, Utenlandsguiden, handler om, hvordan man tilrettelægger langvarige ophold i Frankrig, Italien, Grækenland; Spanien, Florida og andre sol-eksiler. Det er en bog med regler om pensionsoverførsel, skat, køb af hus mv. og om hvordan man integrerer sig i en anden kultur.
To bøger der på hver sin vis handler om vi nordmænd. Som en kuriøsitet kan nævnes, at lederen af den norske variant af de europæiske national-populistiske partier Fremskrittspartiet Carl I. Hagen, selv ind imellem trækker sig tilbage til en eksillejlighed på Solkysten og er udlænding gad vide om han taler spansk?
På konferencen blev sproget fremhævet som noget helt centralt i norskheden, men også det at gå på tur, som man tilsyneladende gør en gang om ugen i de norske skoler.
Thomas Hylland Eriksen fortalte i sit oplæg, at der i Oslo ikke var en eneste indisk restaurant før 1980, og at Norge fra at have været det mest kartoffelspisende land nu spiste mere pasta end italienerne for at illustrere, at norskheden forandrer sig.
Nogle Ber slog mig i det norske:
Bønnekald tæt ved Oslo centrum er der bygget en stor mosaikbeklædt moské, hvorfra der bliver kaldt til bøn.
Benjamin Hermansen havde en norsk mor og en afrikansk far og blev dræbt af nynazister på en parkeringsplads i Oslo den 26. januar 2001. Efter drabet blev der arrangeret fakkeltog over hele Norge. I Oslo deltog 40.000 mennesker.
Bedstemorracisme var et udtryk som blev brugt af biskoppen i Oslo, Gunnar Stålsett, efter bisættelsen af Benjamin Hermannsen. Han havde i et interview peget på den generelle racisme i det norske samfund, hvilket fik mange mennesker til at reagere med vrede
telefonopkald.
Biskop Stålsett sagde, at han i mange år havde set hverdagsracismen i kirken, i politikken og i folket og udtalte:
»De ældre er værst. En dag ringede en rasende, gammel dame, som afsluttede med at sige, at hvis jeg troede, at hun stemte på Fremskrittspartiet, så tog jeg fejl. Det er dette, jeg kalder bedstemorracisme.«
Mordet på Benjamin var et vendepunkt i den norske minoritetsdebat. En opvågnen, hvor racismen pludselig var blevet så synlig, at det var nødvendigt at gøre noget, og der er også stadig handlingsplaner, projekter og kampagner, som blev startet i denne tid.
Men noget af gløden forsvandt igen den 11. september 2001. Og forskydningen fra fokus på majoritetssamfundets behandling af minoriteter til fokus på overgreb og undertrykkelse internt i minoritetsgrupper fortsatte efter den tragiske Fadimesag i Sverige.
Som Hylland Eriksen i en artikel i det sidste nummer af norsk Amnesty Nytt skriver, så erstatter frihedsværdier nu tryghedsværdier i Norge, »og bevisbyrden er skubbet fra majoritetssamfundet over på indvandrerne selv. Det stigmatiserende fremskrittspartiord fremmedkulturel er gået ind i pressens dagligtale til trods for advarsler fra både akademikere og journalister.«
»Ordet indvandrermiljø er blevet ensbetydende med undertrykkelse og mørke magter. (
) Den ideologiske drejning tvangsægteskab i stedet for diskriminering på arbejdsmarkedet; manglende integreringsvilje hos indvandrerne i stedet for krav om kulturelle rettigheder medfører, at majoritetssamfundet betragtes som enten ikke-eksisterende eller uden ansvar individerne må se at rydde op i egne liv.«
Nu bliver jeg bekymret, for dette ligner den danske udvikling i meget betænkelig grad.
Faktisk så spøger Danmark i visse kredse i Norge som rollemodel for udviklingen af etniske relationer i samfundet. For eksempel lader regeringen og departementerne omkring familiesammenføringsrestriktioner sig inspirere af de danske yderligtgående tiltag omkring 24 års-regel i forbindelse med ægteskab.
Men Norge er heldigvis også andre holdninger både i departementerne og blandt borgere. For eksempel er der nu kommet en betænkning i Norge, som anbefaler at styrke lovgivningen og sanktionerne mod racisme, mange arbejdspladser og offentlige steder erklærer sig for racismefri zoner, politiet går på kursus i at lære at håndtere fordomme og forskellighed, de nationale mindretal er blevet anerkendt m.m.
Der gives ikke fikse svar på norskhed ligeså vel som det gælder for danskhed. Norge rummer mange og modsatrettede tendenser som sådan er det de fleste steder og i de fleste lande: Der er både bedstemorracisme og bønneråb, der er unge på fuld fart frem med krav om respekt og medborgerskab, og der er Carl I. Hagener i soleksil, men udviklingsretningen i vores samfund er ikke ligegyldig.
Hvis vi forestiller os Europa set fra oven, så sidder vi i mange lande og er enormt optaget af at definere nationalheden den nationale identitet. Mon ikke den øvelse forhindrer os i at få øje på hinanden og fællesskaber, der rækker frem mod en positiv, moderne fremtid ikke stivnede billeder af en romantiseret 50 år gammel illusion?
Og mens krudtet bruges på den nationale, umulige afgrænsningsøvelse, så slås en masse medborgere med minoritetsbaggrund konkret i vores fælles samfund for respekt og retten til at høre til. Det er da for langt ude!
*www.miXeurope.dk
*Helle Stenum Medlem af nævnet for etnisk ligestilling, forkvinde for
miXeurope
