Kronik

Tænk dog nyt i medierne

Støt ytringsfriheden og gør avishold fradragsberettiget. Pengene? De kommer fra privatisering af TV 2 og reklamer på P3, jo før, jo hellere
21. december 2002

Kronikken
Krisen kradser i dansk journalistik. Men de folkevalgte vil hellere snakke tv. Det er uheldigt, hvis man ønsker at bevare public service som et et demokratisk gode.
Efter en længere periode med relativt stabile forhold har danske medier i de seneste år oplevet nogle epokegørende omvæltninger. Jeg tænker ikke primært på privatiseringen af TV 2 og DR’s udflytning til Ørestaden. Disse kontroversielle flertalsbeslutninger er ganske vist problematiske, men vil næppe på afgørende vis ændre ytringsfrihedens vilkår, selvom danske kulturpolitikere – traditionen tro – nærsynet fokuserer på tv-området.
Anskuet i et demokratisk og mediepolitisk perspektiv burde de folkevalgte og deres vælgere snarere engagere sig aktivt i udviklingen af radio og trykte medier. Det er nemlig her, vi vil opleve dramatiske omvæltninger med konsekvenser for hverdagsliv og demokrati. Og det sker stort set uden mediepolitisk bevågenhed.
I perioden 1998-2002 er dagbladenes samlede hverdagsoplag blevet reduceret med 280.000 eksemplarer. Kun nicheaviserne Børsen og Kristeligt Dagblad har haft kontinuerlig vækst igennem perioden. Lokalaviserne skranter. De store morgenaviser klarer sig lidt bedre. Men det har været dyrt, fordi fremgangen i oplag er sikret gennem opslidende rabat-krige med henblik på at hverve flere læsere til annoncørerne.
Under de gode annoncekonjunkturer i perioden 1994-99 satsede de fleste bladhuse på aggressivt telefonsalg baseret på massive rabatter. Men de vundne markedsandele blev hurtigt sat over styr, når bladhusene efter de lokkende introduktionstilbud opkrævede fuld pris hos abonnenterne. Samtidig betød rabat-ordningerne, at bladhusene mistede loyalitet hos kernelæserne.
Små overskud på den primære drift blev spist op af øgede udgifter, så det ramte avisudgiverne hårdt, da man fra 2000-2001 måtte notere alvorlige tab på annoncemarkedet i størrelsesordenen 600 millioner kroner. Det gav anledning til nedskæringer og afskedigelser i bladhusene, som betød kvalitetsforringelser i journalistikken.
Tidligere kunne dagbladene vælte udgiftsstigninger over på abonnenter, løssalgskøbere og annoncører. Men i og med at konkurrencen om publikums tid og penge på mediemarkedet er blevet alvorligt skærpet, medfører selv små prisstigninger kundeflugt. Samtidig er udgifterne til lønninger og distribution steget voldsomt.
Når disse vilkår ikke endnu har givet anledning til epidemisk bladdød, hænger det sammen med, at det er vinderne, der står tilbage blandt de brugerbetalte dagblade. Kun et fåtal skal tjene
penge til private aktionærer. Men på længere sigt kan man ikke blive ved med at leve på fortidens bedrifter og pæne ord om pressen som demokratiets vagthund.
Det koster nemlig mange penge at lave original journalistik.
Mens dagbladene havde allermest travlt med at bekrige hinanden, dukkede gratisavisen MetroXpress op som en havkat i hyttefadet. På længere sigt kan det måske vænne avisdroppere til bladringens glæde. Men her og nu sætter de gratis trafikaviser fokus på avisernes hovedproblem: Danskerne vil gerne læse avis, men de fleste vil ikke betale fuld pris for fornøjelsen.
Mediepolitisk kunne de folkevalgte på Christiansborg have givet dagspressen en kærkommen håndsrækning ved at lade dem drive den fjerde landsdækkende radiokanal i fællesskab. De store bladhuse havde faktisk fundet hinanden i en bred alliance med dette formål for øje. Den fælles radiokanal ville ikke blot styrke dagbladene på annoncemarkedet. Fælles drift ville på konstruktiv vis tvinge danske bladhuse til at samarbejde om alt andet end deres demokratiske kerneydelse: journalistisk konkurrence og kvalitet i nyhedsformidlingen.
Men mediepolitikerne ville det anderledes: De skræddersyede udbudsbetingelserne til Danmarks Radio, der nu sidder tilbage med lommesmerter, fordi de i sin tid lovede at drive fire radiokanaler for tre kanalers pris. I den forbindelse er det en ringe trøst, at DR samtidig blev udelukket fra at drive den 5. og 6. radiokanal, som udbydes i 2003.
Det kunne bladhusene nemlig ikke vente på. De har på anden vis væbnet sig til et marked, hvor medietyperne smelter sammen. I den forbindelse er det glædeligt, at der stadig er risikovillig kapital til rådighed, bl.a. markeret ved
Orklas køb af Det berlingske Hus. Men risikovillighed er ikke nok, som det klart fremgik af turbulensen om dagbladet DAGEN.
Danske bladhuse er nemlig alt for små og sårbare målt med international målestok. Konsolidering er livsnødvendigt i en konjunkturfølsom mediebranche præget af benhård konkurrence. Det er baggrunden for, at Politikens Fond og Jyllands-Posten fusioneres og bliver en dansk spiller med samme tyngde som Det berlingske Hus.
Fusioner behøver ikke gå ud over den redaktionelle mangfoldighed. Heller ikke hvis den nye alliance sætter sig på TV 2, som et politisk flertal på Christiansborg insisterer på at privatisere. Ikke desto mindre burde problematikken mediekonvergens og bladkoncentration stå langt højere på den mediepolitiske dagsorden.

Som forholdene er anno 2002, har kun marginaliserede oppositionspolitikere og mismodige medieforskere reageret. De foreslår selektiv statsstøtte til truede aviser. Men det bliver der aldrig politisk flertal for. Og det er næppe heller vejen frem på længere sigt.
Aviserne kan vanskeligt bevare deres uafhængige position, hvis skiftende folketingsflertal kunne skrue op og ned for statsstøtten. Derimod lever branchen som helhed fint med generelle ordninger som momsfritagelse og tilskud til distribution gennem postvæsenet.
Mediepolitisk burde man gå et skridt længere ad denne vej ved at gøre avisabonnement fradragsberettiget på selvangivelsen for dem, der betaler fuld pris året rundt. Ud fra den demokratiske betragtning at avishold ikke blot er et privat forbrugsgode, men også udtryk for borgerdyd af betydning for almenvellet. På samme måde som tilfældet er med andre former for fradragsberettiget velgørenhed af privat art.
Jamen, hvor skal pengene komme fra i en tid med skattestop? Svaret er lige så enkelt, som det er politisk ukorrekt: fra fjernsyn og musikradio.
Hvis privatiseringen af TV 2 overhovedet har mediepolitisk mening som andet end et ideologisk korstog, må salget indbringe ekstra indtægter til statskassen. Disse penge kunne passende øremærkes til at sikre skattefradrag for dagbladeabonnementer som en anerkendelse af, at aviserne leverer public service for private penge.
Med samme formål kunne de folkevalgte samtidig slagte et par hellige køer af mediepolitisk art. Prøv lige at slå op på programoversigten for DR1 i aftentimerne: De udsendelser, som sendes for licenskronerne, kunne akkurat lige så godt finansieres ved reklameblokke.
Noget tilsvarende gælder radioens P3. Der er ingen fornuftig grund til at bruge licensmidler på den form for poplic service. Faktisk skriger P3-sendefladen på reklamer. Som forholdene er nu, må programværterne opfinde afbrydelser og jingles, fordi de ikke må sende reklamer. Giv dog lytterne the real breaks – og brug så de sparede licensmidler på medieprodukter, som vanskeligt kan klare sig på kommercielle vilkår.
Radio og fjernsyn baseret på økonomiske blandingsmodeller findes allerede i de fleste europæiske lande. I Danmark er det også netop den model, som TV 2 har praktiseret med stor succes
siden monopolbruddet. Hvorfor i alverden skulle DR så ikke kunne leve med en begrænset reklamefinansiering, hvis pengene i stedet kunne gå til kvalitetssikring af andre former for nyhedsformidling og offentlig debat?
Broderparten af de indvundne licensmidler burde som nævnt komme den skrantende dagspresse til gode i form af fradragsberettigede avisabonnementer på selvangivelsen. Men også den talte radio bør betænkes. For mens mediepolitikernes nærsynede øjne er stift rettede mod fjernsynet, mishandles radioens P1, fordi DR kun afsætter småpenge til begavet voksenradio.
Alligevel kommer mangfoldighed i kulturformidling og offentlig debat primært til udtryk gennem radio og dagblade – ikke i tv eller på internettet. Så det er på høje tid, at mediepolitikerne vågner op til det 21. århundredes realiteter: Public service er ikke snævert knyttet til licensfinansierede tv-kanaler, men leveres af såvel offentlige som private medier under vanskelige markedsvilkår. Så længe pengene rækker.

*Anker Brink Lund er professor ved Syddansk Universitet og har netop udgivet bogen Den redigerende magt – nyhedsinstitutionens politiske indflydelse som led i Folketingets Magtudredning

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu