Kronik

Det amerikanske århundrede

Det 20. århundrede forløb på USA’s præmisser. Samme billede tegner sig i begyndelsen af et nyt århundrede
Debat
24. januar 2003

Kronikken
I 1899 gav Senator Albert Beveridge fra Indiana et navn til det kommende århundrede – det amerikanske århundrede. De næste 100 år skulle stå i USA’s tegn økonomisk, ideologisk og militært. I 1900 udgav Brooks Adams, en rådgiver for daværende vicepræsident Theodore Roosevelt, en bog med en provokerende titel: America’s Economic Supremacy (Amerikas økonomiske overlegenhed). Adams slog fast, at økonomisk magt var altafgørende for virkeliggørelsen af det amerikanske århundrede, men han mente, at økonomisk magt bedst kunne sikres i sammenspil med ideologisk og militær magt.
Lige inden århundredeskiftet var USA allerede i gang med at tage de første skridt til amerikansk økonomisk overlegenhed. I 1898 havde USA interveneret i Cuba tilsyneladende for at hjælpe cubanske oprørere i deres uafhængigheds kamp mod den spanske kolonimagt. USA’s intervention var i Monroe-doktrinens ånd.
Doktrinen fra 1823 forbød nemlig yderligere europæisk indblanding i den amerikanske halvkugles interesser med henvisning til moralske forskelle mellem de europæiske monarkier og de amerikanske republikanske institutioner i den nye verden. USA så sig selv som en god nation i en ond verden.
Den amerikanske hjælp til de cubanske frihedskæmpere betød imidlertid ikke øjeblikkelig uafhængighed for Cuba.
Amerikanske tropper blev i Cuba indtil 1902, og derefter sikrede USA sig retten til at intervenere i Cuba, hvis landets afhængighed var truet. USA fik lov til at oprette en flådebase i Guantanamo Bugten (som USA stadig ejer – det er der, USA tilbageholder krigsfanger fra Afghanistan). Amerikanske selskaber sikrede sig desuden kontrol over store dele af Cubas sukkerindustri.
En udløber af den spansk-amerikanske krig var USA’s invasion af en anden af Spaniens kolonier,
Filippinerne, i 1899. USA indlemmede Filippinerne som koloni med henvisning til, at de ’primitive’ filippinere ikke var i stand til at regere sig selv. I 1898-99 annekterede USA flere øer i Stillehavet: Hawaii, Guam, Samoa, Johnston og Wake Island.
USA’s såkaldte ’Åben Dør’-politik mod Kina (at åbne Kinas markeder til frihandel) og bygningen af Panama Kanalen (som indebar krænkelsen af Colombias suverænitet for at oprette en ny stat, Panama) i begyndelsen af det amerikanske
århundrede fuldførte USA’s ekspansion. Fra flådebaserne i Guantanamobugten gennem Panamakanalen og med Stillehavsøerne som springbræt havde USA sikret sig muligheden for økonomisk overlegenhed i Mellemamerika, Caribien og det Fjerne Østen. USA har interveneret eller opretholdt autoritære regimer i flere lande langs denne kommercielle rute i det 20. århundrede – bl.a. Cuba, Grenada, Nicaragua, El Salvador, Panama, Philippinerne, Taiwan og Vietnam.

USA’s udenlandske ekspansion var imidlertid ikke en afvigelse, men snarere en fortsættelse og videreførelse af en ekspansionspolitik, som fra de oprindelige 13 kolonier på østkysten efter slutningen på uafhængighedskrigen mod Storbritannien fra 1775-1783 havde betydet, at USA havde erobret hele det amerikanske fastland fra indianerne og mexikanske bosættere. Ekspansionen havde medført en kraftig økonomisk vækst i USA, som ved århundredeskiftet havde gjort landet til en økonomisk sværvægter.
I årene 1893-1897 havde USA gennemlevet en depression, der til dels skyldtes overproduktion.
USA’s udenlandske eskapader havde derfor også til formål at skabe markeder for afsætningen af USA’s overproduktion.
Det var dog ikke noget, som det officielle USA skiltede med. Man talte i stedet for gerne om USA’s særlige mission: at sprede frihed og demokrati til resten af verden. Dette verdensbillede stammede tilbage fra puritanerne i det tidlige 17. århundrede. De betragtede deres samfund i de nordøstlige amerikanske kolonier som et socialt og moralsk eksperiment, som skulle stå som et eksempel, som resten af verden kunne følge.
USA’s diskriminerende holdning til befolkningsgrupper på Hawaii og Philippinerne havde derimod rødder i en anden ideologi, som betragtede indianere og afroamerikanere som socialt og kulturelt underlegne i forhold til ’euroamerikanere’.
I 1896 havde USAs Højsteret blåstemplet sydstaternes apartheid politik mod afroamerikanerne ved at bestemme, at separate
skoler for afroamerikanere ikke var forfatningsstridigt. Indtil borgerretsbevægelsen i 1950’erne og 60’erne betød apartheidsystemet, at afroamerikanere i sydstaterne ikke kunne stemme, gå i samme skoler, bo på samme hoteller eller køre i samme tog som hvide. USA’s ekspansion i begyendelsen af det 20. århundrede havde været inden for hvad USA traditionelt havde betegnet som dets ’naturlige interessesfære’. Europa blev betragtet som et kontinent med klasse- og etniske konflikter, som USA skulle holde sig langt væk fra. Men USA så med bekymring på Tysklands og Japans forsøg på at blive regionale supermagter. Førende amerikanske politikere og erhversledere frygtede, at verden skulle opdeles i lukkede økonomiske regioner, som kunne blokere for udviklingen af amerikansk økonomisk overlegenhed. Derfor så Wilson-regeringen stort på den lovgivning, som forbød amerikanske banker at yde lån til lande, som førte krig. Hensigten var at støtte de allierede lande i kampen mod Tyskland for at holde europæiske markeder åbne. Frygten for tysk militærmagt i Caribien førte til, at USA invaderede Haiti i 1915 og den Dominikanske Republik i 1916.

USA gik ind i første verdenskrig ikke blot pga. Tysklands direkte militære provokationer – f.eks. tyske ubådes angreb på amerikanske fartøjer og dets kluntede forsøg på at få Mexico til at føre krig mod USA – men fordi amerikanske finans- og erhversinteresser betragtede et stærkt Tyskland som en trussel mod en amerikansk dominerede verdensorden. Derfor var præsident Woodrow Wilsons 14 Punkter – som omfattede bl.a. frihandel, selvbestemmelsesret og en ende på kolonialismen – et forsøg på at gøre den ellers regionale ’åben dørs’-politik mere global ved at åbne endnu flere markeder til amerikansk overproduktion. Krigen, som ifølge den officielle amerikanske politiske retorik skulle »gøre verden sikker for demokratiet,« var i virkeligheden for USA en krig, der skulle sikre en ny verdensorden domineret af amerikanske økonomiske interesser. Den amerikanske regerings promovering af demokratiet strakte sig imidlertid ikke til afroamerikanerne i USA. Modstanden mod oprettelsen af Folkeforbundet kom fra amerikanske politikere, som frygtede, at den internationale organisation ville stække USA’s politiske, økonomiske og militære råderum i verden.
I 1940 stod USA igen over for en verden, hvor aggressive magter gennem erobring havde truet det amerikanske kapitalistiske system ved at lukke markeder i Vesteuropa og Indokina. Som præsident Franklin D. Roosevelt udtrykte
det, var »handelsfrihed... afgørende for vor økonomiske overlevelse.« USA’s forsvarsstab indrømmede, at USA’s mål i anden verdenskrig ikke så meget var at knuse Nazi -Tyskland, som det var at forhindre nogen statsmagt i at dominere Europa og dermed begrænse USA’s frie adgang til kontinentets markeder. USA kæmpede ’den gode krig’ for at kunne skabe det geopolitiske grundlag for en verdensorden efter krigen, som skulle domineres af USA’s økonomiske interesser på langsigt.
Marshall-planen havde til hensigt at genopbygge Vesteuropa for at dæmme op for kommunismen og for at skabe markeder for den voksende amerikanske økonomi. Truman-doktrinen fra 1948 udvidede Monroe-doktrinen ved at gøre USA til verdens politimand.
Den sidste halvdel af det amerikanske århundrede drejede sig ikke kun om ønsket om amerikansk økonomisk overlegenhed gennem åbne markeder for amerikansk eksport. Den handlede også om adgang til energiressourcer for at forøge USA’s økonomisk vækst. Før han rejste til Yalta i februar 1945 for at drøfte Europas fremtid efter krigen med Storbritannien og Sovjetunionen, kom Roosevelt derfor til Saudi-Arabien for at undertegne en traktat, som skulle sikre amerikansk adgang til saudi-arabisk olie til gengæld for amerikansk beskyttelse af den saudi-arabiske stat.
Adgang til Mellemøstens energiforsyninger har været en vigtig del af amerikansk udenrigspolitik lige siden. I 1980’erne støttede USA Irak under Iraks krig med Iran med efterretninger (som omfattede satellitbilleder, som hjalp Saddam Hussein at bruge sine kemiske våben mere effektivt mod iranerne), udstyr og importfordele (som indebar amerikansk tilladelse til Irak til at importere biologiske materialer som anthrax), fordi Reagan-regeringen frygtede, at Iran ville overtage de irakiske oliefelter. Reagans udsending Donald Rumsfeld (den nuværende forsvarsminister) mødtes med Saddam i 1983 for at aftale et samarbejde mellem de to lande. Samme år havde Reagan udlagt Sovjetunionen som ’onskabens imperium.’ Iraks tur som amerikansk fjendebillede kom i januar 2002, da Præsident Bush indlemmede landet i ’onskabens akse’.
Efter slutningen af Den Kolde Krig øjnede mange konservative republikanere en mulighed for, at det 21. århundede også skulle blive et nyt amerikansk århundrede, som skulle videreudvikle Brooks Adams’ drøm om permanent amerikansk økonomisk overlegenhed. I 1992 udarbejdede to rådgivere for daværende forsvarsminister Richard Cheney – Paul Wolfowitz og I. Lewis Libby (nu henholdsvis Viceforsvarsminister og stabschef for Vicepræsident Cheney) – en plan, som fremlagde en vision om amerikansk militær overlegenhed som skulle sikre, at ingen rivaliserende supermagter skulle tegne sig i Europa, Asien eller i det forhenværende Sovjetunionen. USA’s ’godgørende’ dominans skulle erstatte princippet om kollektiv internationalisme.

Kombinationen af militær styrke, moralsk klarhed og ønsket om økonomisk overlegenhed ligger også bag tankerne om et nyt amerikansk imperium. Ordet imperium har traditionelt været et fyord i amerikansk politisk retorik – men er det ikke længere. En af de varmeste fortalere for et amerikansk imperium er Max Boot, opinionsredaktøren ved The Wall Street Journal. I en meget omtalt artikel »The Case for American Empire« (Argumenter for et amerikansk imperium) fra oktober 2001 – dvs. lige da USA indledte sin krig mod Afghanistan og al-Qaeda – fremførte Boot det synspunkt, at den 11. september var et resultat af »utilstrækkelig amerikansk engagement og ambitioner.«
Boot mener, at USA har brug for en mere ekspansionistisk politik og ikke bør vige tilbage for at gennemføre den. Han finder det bemærkelsesværdigt, at USA nu står over for et militært engagement i områder, hvor britiske soldater udførte deres kolonialistiske kampagner i det 19. århundrede. »Afghanistan og andre urolige nationer i dag kræver oplyst fremmed formynderi, der engang blev udført af selvsikre englændere i ridebukser og tropehjelm.«
Et nyt amerikansk århundrede er ved at tegne sig. EU-udvidelsen har gavnet USA ved at optage pro-amerikanske central- og østeuropæiske nationer. NATO-udvidelsen efter amerikanske foreskrifter har styrket USA’s politiske og militære kontrol over Europa. USA har nu militært fodfæste i de forhenværende sovjetiske centralasiatiske republikker. Den forestående krig med Irak vil sikre USA kontrol over landets enorme oliereserver. Viceudenrigsministeren for afrikanske anliggender har udtalt, at afrikansk olie også »er blevet en national sikkerhedsinteresse« for USA.
I det 20. århundrede har USA kun i beskeden grad handlet efter andres interesser. Den amerikanske udenrigspolitik blev udformet til at sikre USA’s egne geopolitiske og økonomiske interesser i verden, men blev retfærdiggjort som et udtryk for USA’s godgørende mission.
I begyndelsen af det 21. århundrede synes mønstret at være det samme. Viceudenrigsminister John Bolton opsummerede for nylig Bush-regeringens verdenssyn ved at sige, at »der er ikke nogen FN. Der er kun det internationale samfund, som kun kan ledes af den eneste tilbageværende supermagt, USA.«
Et sådant verdenssyn fremmer ikke forståelse og samarbejde og kan kun være med til at skabe vrede og frustration over misforholdet mellem USA’s retorik og handlinger.

*Carl Pedersen er lektor, Center for Amerikanske Studier Syddansk Universitet

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her