Læsetid: 4 min.

Den dobbeltbundede hygge

Betragtninger i anledning af en tre uger lang udsendelsesrække om Danmark i fransk radio
Debat
7. januar 2003

International
Det er ikke bare den netop overståede jul, der får mig til at fokusere på et fænomen, der i særlig grad forbindes med denne højtid – og med dansk nationalkarakter. Anledningen er en netop indledt udsendelsesrække om Danmark i den franske offentlige radios kulturkanal, France Culture. Den strækker sig over tre uger og hedder Danemark: bruits du coeur (hjertelyde)
Åh nej, tænkte jeg, da jeg i en kort skriftlig introduktion fra France Culture’s chef, Laure Adler, fik øje på ordet HYGGE – således fremhævet med versalskrift. Dette opreklamerede danske produkt, markedsført gennem årtier, er altså endnu en gang blevet solgt, denne gang til uskyldige, intetanende franske journalister. Tænkte jeg altså. Men programmet viste sig faktisk at rette opmærksomheden mod, hvad der skjuler sig bag hygge-facaden.
Inden jeg opdagede det, kunne jeg dog ikke lade være med at tænke på, hvor mange gange begrebet hygge er dukket op i beskrivelser af Danmark, ikke mindst danskernes egne. Det er ofte blevet sagt, at den danske hygge er indadvendt, os-selv-nok, men der er noget særlig navlebeskuende i det forhold, at vi selv betragter den danske hygge med beundring.
Alligevel tror jeg, at vores holdning til fænomenet i dag er mere kritisk end dengang for en menneskealder eller to siden, da danske skribenter med naiv national selvglæde skrev bøger, artikler og turistreklametekster om det enestående ved dansk hygge, dansk humor, dansk smørrebrød, dansk øl og snaps (med omhyggelige beskrivelser af ritualerne), altsammen serveret som indlysende objekter for verdens beundring.

Ægte dansk fra Norge
Journalisten og historikeren Erling Bjøl har skrevet, at hygge blev lanceret tidligt i 1800-tallet som et begreb, der »med tiden blev en fast bestanddel af den danske selvopfattelse. ’Hygge’ blev opfattet som noget så enestående dansk, at mange er overbeviste om, at det – skønt af norsk oprindelse – hverken kan oversættes eller opleves andre steder«.
Bemærk, at disse ord står i et værk med titlen Hvorfor krig? (Gyldendal 1999) – i et kapitel, der hedder »Det udvalgte folk« og bl. a. handler om »selvforherligende autostereotyper«. Død og pine! Nok til at få en mistanke om, at der er nogle uhyggelige sider ved begrebet hygge. Det vil jeg vende tilbage til. Men de citerede linjer af Bjøl forekommer mig at sige det væsentligste, der kan siges om dansk hygge.
Et langt liv i udlandet har overbevist mig om, at Danmark kun har et indbildt, ikke et reelt monopol på hygge. Jeg har ikke jagtet hygge, men jeg har fundet den mange steder, hvor jeg har boet – i den maleriske 1700-tals bydel Georgetown i Washington D.C., i kvarterer som Ixelles i Bruxelles og Kensington i London, i landsbyer som Dottendorf ved Bonn og ikke mindst Maurecourt i Ile-de-France.
Man kan indvende, at alt dette ikke har noget at gøre med dansk hygge, made in Denmark. Men jeg fastholder, at det eneste enestående ved dansk hygge er, at vi regner den for enestående. Vi regner ordet for uoversætteligt – selv om det tyske Gemütlichkeit betyder præcis det samme (det betyder ikke gemytlighed).
Tyskernes hyggebegreb ligger tæt op ad det danske, men de fleste danskere ønsker mindst af alt i verden at blive betragtet som åndsbeslægtet med tyskerne.

Tysk hygge, hvabehar?
Når man taler om tysk hygge, er man tilbøjelig til at opfatte den som den ene side af en dobbelt realitet, den tyske svingen mellem yderligheder, mellem det turbulente og det idylliske, det dæmoniske og det hyggelige. Den tyske digter Heinrich Heine (1797-1856), der var frankofil og kritisk over for Tyskland, ironiserede over den specielle tyske blanding af hygge og uhygge, den sentimentale sværmen for kærlighed og skønhed, de skjulte tabuer, overførslen af menneske-naturens aggressive træk til det eventyragtige.
Laure Adler opsummerer den danske hygge således: »Den indre sjælefred, kunsten at leve i samklang med naturen, den dybe pacifisme, respekten mellem generationerne«. Men måske er der også en dobbelthed forbundet med den danske hygge, for hun fortsætter: »Et forbilledligt land? Ikke længere i den grad. I dette land, hvor statsborgerskabet vurderes så højt, er der en foruroligende populisme, racismen er i stigning, integrationspolitikken kritiseres...«.
Den franske udsendelsesrækkes temaer har i øvrigt ikke ret meget med hygge at gøre, hvad enten det drejer sig om Jens Christian Grøndahls prosa eller Lars von Triers film, debat om filosofi, etik, genteknologi osv. (med Peter Kemp), elektronisk musik, porno, kriminalfilm, det økologiske industrikompleks ved Kalundborg, vikingerne, Søren Kierkegaard, Karen Blixen, det danske sprog, Christiania. De franske medier nævner i deres omtaler i forbifarten den danske hygge, men går hurtigt videre til dagens realiteter. ’Landet med Lego og den lille havfrue’, som et ugeblad betegner det, er også et land, hvor man elsker renhed og harmoni, et samfund, som gang på gang får prædikatet ’tillukket’.
Ifølge Laure Adler er den danske hygge altså ’dybt pacifistisk’. Så hvorfor krig? Jeg vover en forklaring på paradokset: Når hyggen både er national og enestående, er den eksklusiv, med tendens til intolerance. Og intolerance er ubestrideligt en af de mange årsager til krig...

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her