Læsetid: 2 min.

El-monopol truer

Værdierne bør bruges til en bæredygtig omstilling af energisektoren
Debat
22. januar 2003

Strøm
Der er i Folketinget flertal for et kompromis, som betyder, at ved salg af landets elselskaber begrænses indtægten for sælgerne til ca. 25 procent af provenuet. Begrundelsen er, at sælgerne langt fra omfatter alle de forbrugere, som gennem tiden har oparbejdet værdierne. Men selv disse 25 procent til kommuner, som tilfældigvis er hjemsted for selskaberne, vil udgøre enorme beløb, eftersom værdien af selskaberne skønnes at ligge mellem 40 og 60 mia. Det betyder at 10 til 15 mia. samfundsskabte kroner vil kunne flyde i inflationsskabende omløb, dersom der ikke stilles krav om deres binding til det, de ene og alene kan være sparet sammen til – og alene har mening som: Omstilling af energisektoren til en bæredygtig fremtid.
Vigtigt bliver det samtidig at sikre, at den overvejende part af de resterende 75 procent af salgsværdien nyttiggøres på samme måde til fremme af energibesparelser og til den VE-integrering i alle energisektorer, som bør i gang hurtigst muligt. Det og kun det vil give Danmark forsyningssikkerhed og samtidig betyde en opfyldelse af forpligtelserne til en drastisk begrænsning af den meget store danske udledning af drivhusgasser. Samt betyde teknologiudvikling og erhvervsudvikling på områder, som i de kommende år får central betydning.
Men der er et punkt mere: Den kommende handel med elselskaber (som mest sandsynligt vil koncentrere det meste hos DONG, NESA (E2) og Elsam) vil formentlig slutte med, at selskaberne sælges til kapitalstærke tyske, franske og svenske mastodonter. Hvorved det bliver betydelig vanskeligere at føre en bæredygtig energipolitik. Sådan er det gået med det svenske Sydkraft, som nu domineres af et tysk kæmpeselskab med store interesser i bl.a. a-kraft. Hvilket i høj grad er medvirkende til, at de svenske løfter om at lukke Barsebäck 2 nu søges skrottet.
Det har ved flere lejligheder forlydt, at DONG skal ’fedes op’ så det bliver stort nok til at være interessant for købere, – som netop mest sandsynligt bliver udenlandske selskaber. Regeringen vil se det som næste skridt i liberaliseringen. Og vil kunne hente penge hjem til skattelettelser. I realiteten vil det blive et skridt i en – på længere sigt udenlandsk – monopolisering af energisektoren.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her