Kronik

Engagér gymnasiet

Et et-årigt introforløb og udbredt projektarbejde er nødvendigt
Debat
20. januar 2003

Kronikken
Alt tyder på, at vi fra 2005 vil få en ny gymnasieordning, der muligvis vil omfatte alle gymnasiale uddannelser, det almene gymnasium, HH, HTX og HF. Og uanset at ændringer i alle uddannelser er relevante at diskutere, vil jeg her koncentrere mig om det almene gymnasium.
For det almene gymnasium vil en reform nu samtidig være afslutningen på daværende undervisningsminister Bertel Haarders gymnasiereform fra 1987, som betød et udpræget valggymnasium. Før 1987 kunne eleverne efter 1 g. vælge mellem forskellige grene, nysproglig, samfundssproglig, matematisk fysisk gren osv. Med 1987-reformen fik eleverne mulighed for at vælge på kryds og tværs. Et resultat af Bertel Haarders liberalistiske tænkning.
Det gav eleverne meget stor valgfrihed. Men det svækkede synergieffekten mellem beslægtede fag og lagde fra 2. g. en dæmper på det tværfaglige samarbejde på grund af elevernes meget forskellige valg. Derfor betød 1987-reformen i nogle henseender en svækkelse af den ellers så højt besungne faglighed.
Derimod blev fagligheden klart styrket, ved at gymnasieelever ligesom HF-kursister skulle skrive en selvvalgt større opgave, hvorved den skriftlige dimension blev styrket ganske meget, hvilket afgjort var med til på det punkt at øge studiekompetencen.
Ellers manglede 1987-reformen nytænkning med hensyn til de fag, der indgik som gymnasiefag bortset det almendannende naturfag for sproglige og enkelte nye valgfag – erhvervsøkonomi og filosofi. Som eksempel på det utidssvarende i gymnasiereformen blev det lille fag oldtidskundskab opretholdt, mens samfundsfag fortsat ikke blev et obligatorisk fag. Bertel Haarders traumer fra studietiden på statskundskab bidrog åbenbart til, at samfundsfag for Haarder blev betragtet som et ’farligt fag’, som det var bedst, at ikke alle gymnasieelever stiftede bekendtskab med.
Formålet med en gymnasiereform, som kan træde i kraft fra 2005, må bl.a. være, at gymnasiet i højere grad og på en tidssvarende måde bliver både almendannende og studieforberedende.
Det almendannende skal have en sådan karakter, at uanset, hvordan den enkelte gymnasieelev specialiserer sig gennem valgfag, er der noget, alle skal have. Det kan være viden, kundskaber og kompetencer, der ligger inden for f.eks. det samfundsvidenskabelige, det naturvidenskabelige, det kommunikationsmæssige/sproglige, det historisk-kulturelle, det æstestiske og det musiske område. Uanset hvad man skal beskæftige sig med senere i livet og skal i gang med af uddannelse efter studentereksamen, er der noget, alle bør have af viden og forståelse. Det gælder f.eks. også viden om og forståelse af hvilke metoder, der arbejdes med inden for forskellige områder.
Det studieforberende skal eleverne tilegne sig gennem anvendelse af forskellige arbejdsmetoder, gennem projektarbejde og via fordybelse i højniveaufagene samt via større skriftlige opgaver, som efterfølgende også underkastes en mundtlig evaluering.
Det er klart, at en student, der både har haft matematik, fysik og kemi på højt niveau umiddelbart er mere studiekompetent til at gå i gang med en videregående uddannelse, der ligger inden for det naturvidenskabelige område, end en student, der ikke har haft fag indenfor det naturvidenskabelige område på et højt niveau. Men bortset fra dette skal studiekompetence kunne opnås uafhængig af, hvilke fag man har haft, idet det er arbejdsmetoder, fordybelse m.v., der giver studiekompetencen til såvel en kortere, en mellemlang som en lang videregående uddannelse.

Når hovedformålet med gymnasieuddannelsen er at sikre både det almendannende og det studieforberedende, kunne det være fornuftigt med et fælles introduktionsforløb for alle elever på f.eks. et halvt eller måske endda et helt år. Derudover vil der være noget fælles almendannende stof, som alle elever også skal have, og som vil ligge efter introduktionsforløbet. I stedet for at tale om af-grænsede fag vil det være rigtigst at operere med faggrupper, hvori flere af de nuværende fag indgår. Endelig må tiden også være inde til at ophæve delingen mellem de sproglige og matematikerne, som har været praktiseret i over 100 år.
Fag med et meget lille timetal og fag, der i den nuværende form er utidssvarende, bør ikke opretholdes som selvstændige fag, men kan indgå i faggrupper. Det betyder, at fag, som vi kender i dag, forsvinder, og nye fag i form af faggrupper opstår. Det må naturligt gælde for faget oldtidskundskab, der bør indgå sammen med andre fag enten som en del af en faggruppe – et nyt kulturfag – eller som en del af en faggruppe, hvor f.eks. også faget historie indgår. Ikke fordi oldtidskundskab er uinteressant eller irrelevant, men det forekommer ikke tidssvarende som et selvstændigt fag. Derimod kan de problemstillinger, som faget beskæftiger sig med indgå i en større sammenhæng i en faggruppe. Tilsvarende må faget latin kunne indgå i en større sammenhæng omkring sprogforståelse.
Valgfagene, som bl.a. skal bestå af fag på højt niveau, skal i højere grad optræde i fagpakker af hensyn til muligheden for synergieffekten mellem flere beslægtede fag, tværfagligt samarbejde og projektarbejde. Derved vil undervisningen i højere grad kunne foregå som projektarbejde med inddragelse af elementer fra flere fag, uden at de enkelte fags identitet glemmes.
Dermed vil det også være muligt at nå høje faglige niveauer inden for f.eks. det sproglige, det naturvidenskabelige, samfundsvidenskabelige eller musiske område, sådan som det rent faktisk mere var tilfældet før 1987-reformen. Der vil på den måde blive tale om en styrkelse af faglighed i bred forstand fremfor en fagfaglighed.

Af hensyn til elevernes engagement og aktive deltagelse i undervisningen er det vigtigt, at eleverne inddrages i størst mulig omfang i undervisningen. Det kræver meget af både elever og lærere. Undervisningsminister Ulla Tørnæs har været fremme med synspunkter om behovet for styrkelse af disciplinen bl.a. gennem en kontrakt med forsømmelige elever og elever med dårlige karakterer.
Det er ikke gammeldags disciplinære metoder, der skal modvirke evt. manglende engagement hos eleverne. I stedet for de fore-slåede sanktioner skal skolerne gennem rektor, lærerteams og de enkelte lærere klart signalere, at det er alvor, og at det kræver en indsats. Elever, der ikke lever op til kravene, skal selvfølgelig have det at vide, så det kan forstås. Derved bliver det også i højere grad elevernes ansvar.
Men ligesom det er vigtigt at sende disse signaler til eleverne, at de skal være aktivt deltagende, må det også understreges, at lærernes undervisning skal være engagerende. Derfor er det ganske krævende at være lærer i en gymnasial uddannelse, og det kræver fortsat udvikling. Det nye pædagogikum for gymnasielærere, som trådte i kraft for et halvt år siden, vil utvivlsom give kommende gymnasielærere en bedre ballast. For de nuværende gymnasielærere er der behov for efteruddannelse, så de kan tage kommende udfordringer med bl.a. en gymnasiereform op.

Den engagerede lærer er en af forudsætningerne for en god gymnasieuddannelse. Derfor må det sikres, at lærerne har dette engagement.
Det forudsætter ophør af de rigide ordninger, som gymnasielærerne arbejder under, og som indebærer, at snart alt udført arbejde skal måles. Det er helt gro-tesk, at i en tid, hvor flere lønmodtagere i deres arbejdsforhold har lagt noget af lønmodtagerlivsformen af sig, er gymnasielærerens arbejde blevet mere og mere præget af det modsatte. Til skade for lærerernes engagement. Til skade for den engagerende undervisning. Det er også nødvendigt at se nærmere på evaluerings- og eksamensformer. I dag fylder eksamen og forberedelse af eksamen alt for meget af tiden i gymnasiet. Derfor skal flere typer af evalueringsformer anvendes, f.eks. kunne skriftlige opgaver kombineret med mundtlige evalueringer tages i brug. Der er ikke tvivl om, at den store opgave, som eleverne i dag vælger i 3.g, giver gode muligheder for at arbejde på en sådan måde, og at det bidrager til at give øget studiekompetence. Det ville være fornuftigt at gå videre ad dette spor.
Reformer af de gymnasiale uddannelser skal ses i sammenhæng. Det er vigtigt, at alle fire gymnasiale uddannelser både lægger vægt på almendannelse og studiekompetence, og det er vigtigt, at de fortsat har hver deres profil, som kan appellere til forskellige typer af unge med forskellige interesser og ønsker med hensyn til fremtidens uddannelse. Men det er samtidig vigtigt, at de sammenfald, der er mellem elementer i de fire gymnasiale uddannelser, er meritgivende. Og ikke kun sådan, at merit gives, når der er tale om to ens fag eller faggruppe, men at det også gives, når der er tale om ens kompetencer, som kan være opnået på lidt forskellig vis.
Det almene gymnasium er i dag i mange henseender en succes. Der er mange unge, der vælger denne ungdomsuddannelse. Den er almendannende og den giver i rimeligt omfang studiekompetence. Men det ændrer ikke ved, at der er behov for forbedringer, så uddannelsen bliver mere tidssvarende og mere engagerende.

Aage Frandsen er formand for SF’s folketingsgruppe og uddannelsesordfører for SF samt studielektor på studenter- og HF-kurset Århus Akademi – pt. med orlov

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her