Læsetid: 2 min.

Fattigdom kan bekæmpes

Et første og afgørende skridt mod at bryde den negative sociale spiral er at få flere fra passiv forsørgelse og ud i arbejde
Debat
29. januar 2003

Socialt
Der findes stadig mennesker i Danmark, som lever under fattigdomslignende vilkår. Sådan lyder konklusionen i en ny rapport fra Socialforskningsinstitutet. Det positive er, at udviklingen går i den rigtige retning. Der er således kun ca. halvt så mange børn, som må lide afsavn på basale goder i hverdagen, som der var for ti år siden.
Men det er langt fra tilfredsstillende for et rigt samfund som det danske. Fattigdom er et tegn på, at samfundet har et problem; det er som en sygdom, der skal bekæmpes intensivt. Og selv om sygdommen er langt mindre udbredt i Danmark end i resten af verden, så må vi ikke acceptere den.
Nu er fattigdom dog et relativt begreb. Herhjemme er der ingen, som sulter, og langt de fleste har heldigvis et sted at bo. Så i virkeligheden burde det være en overskuelig opgave for en målrettet politik at løse ’fattigdomsproblemet’.
. Derfor vedtog regeringen i efteråret en omfattende reform, der, sammen med andre reformer, skal bringe 80-90.000 flere i beskæftigelse frem til år 2010.
En afgørende del skal komme fra den gruppe af befolkningen, som tidligere ikke stod til rådighed for arbejdsmarkedet.
Det nye er bl.a., at arbejdskraften anskues fra en positiv vinkel: I stedet for at fokusere på, hvad folk ikke kan, fokuseres der nu på, hvilke evner, de ledige rent faktisk har. Desuden skal en målrettet indsats, bestående af bl.a. virksomhedspraktikker, sørge for, at ledige på et tidligt stadie knytter bånd til det private erhvervsliv.

Indvandrere i arbejde
En anden gruppe, som vejer tungt i ’fattigdomsstatistikken’ er indvandrerne, som for en alt for stor dels vedkommende står uden for arbejdsmarkedet. Det er regeringens hensigt, at indvandrerne skal stige op og blive en integreret del af det danske samfund.
Men indvandrernes vilkår forbedres ikke ved at fastholde dem i passivitet gennem sky-høje sociale ydelser. Den sande integration går via arbejdsmarkedet. Derfor har regeringen det sidste år gennemført en række lovforslag, der skal bringe de ledige indvandrere i arbejde med samme frekvens som danskerne.
Endelig er der spørgsmålet om, hvor eventuelle fremtidige skattelettelser bedst gør gavn. Efter min mening er det afgørende for bekæmpelsen af fattigdom, at skattelettelserne bliver til glæde for de laveste indkomstgrupper, som derved motiveres til at søge ud på det arbejdsmarked, der er afgørende for, at de på sigt kan bryde den negative sociale arv og løfte sig selv ud af ’fattigdommen’.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her