Kronikken
Det høres alt oftere: Forsvaret skal kæmpe, og gå i krig mod terrorismen, denne kamp kan endog udvides til et opsøgende og forebyggende angreb. Disse udsagn er problematiske.
For det første kan de føre til undermineringen af FN, menneskerettighederne og folkeretten og føre det globale samfund ud i yderligere retsløshed.
For det andet er en krig kendetegnet ved flere forhold: to eller flere aktører, som kan starte og afslutte krigshandlingerne, et territorium som kan erobres eller passiviseres, kampmidler som kan uskadeliggøres, så krigshandlingerne kan bringes til ophør, og fjenden tvinges til overgivelse.
I forhold til terrorisme er disse faktorer radikalt forandrede. Krigens definition, teori og love overholdes ikke.
Den nye krig er asymmetrisk og uafgrænset. En krig mod terrorisme kan ikke vindes og afsluttes i klassisk forstand. Derfor er Forsvarets doktriner for indsættelse og kamp utilstrækkelige. Det samme gælder for krigens teori, som den er udviklet til symmetrisk krigsførelse.
Carl von Clausewitz var manden, der sagde, at krig er politikkens fortsættelse med andre midler. Det sagde han på baggrund af Napoleonskrigene, som lagde grunden til den moderne teori om den krig, som de dengang nye nationalstater ville skulle føre.
Imidlertid glemmer mange at fortsætte deres læsning, for han sagde videre, at der er altid tale om Zweck (formål, red.), Ziel (mål, red.) og Schwerpunkt (tyngdepunkt, red.) i en krig og i en kamp. Disse var hans krigsteoretiske begreber, som meget krigstænkning, strategi og taktik siden i Europa blev bygget op omkring.
Opfattelsen er altså i dag, at krigen kæmpes med militære mål (Ziel) i forhold til politisk opstillede formål (Zweck), men i kampen er det hverken Ziel eller Zweck, der kæmpes om, men krigens tyngdepunkt (Schwerpunkt).
Hver part i kampen har altid et eller flere schwerpunkter, og kampen drejer sig om bevidst eller intelligent at forsøge at flytte egne og fjendens schwerpunkt, for at skabe egen fordel, tænk f.eks. på to brydere, der flytter rundt på hinanden, indtil en af dem mister balancen og bliver kastet omkuld.
Krigen starter derfor før kampen. Og schwerpunkt er interessant, for det kan læses som opmarcherede våbensystemer, kampvogne, etc., men det kan også læses og forstås mere politisk som de motivationsfaktorer, der får soldater til at kæmpe.
Disse schwerpunkter rummer derfor både politiske og militære beslutninger hos begge parter. Det er således en afgørende og vigtig del af krigen, hvordan vesten opfatter sig selv, handler politisk og militært, opfatter terrorismen og går i konkret kamp med den, for i denne kamp flyttes både vores egne og terrorismens schwerpunkter, der sætter såvel os som ham i stand til at kæmpe; og begå mere eller mindre krig og terror.
Stater fører symmetriske krige. Det har de råd til, og det har de forpligtet sig til gennem international lovgivning. Denne lovgivning er i dag så sammenfiltret med øvrig international lovgivning, handel og politik, at den statslige krig fremover bliver mindre sandsynlig. I lang tid fremover vil krigen eller krigslignende kamphandlinger derfor finde sted i et asymmetrisk scenarie.
I et symmetrisk kampscenarie vil billedet af fjenden, hans bevægelser og motiver være langt lettere at identificere, mens derimod en fjende i en asymmetrisk krig stort set vil være umulig at identificere. En symmetrisk konflikt vil typisk udspille sig tydeligt og politisk i tv før den militære kamp kommer, mens den asymmetriske kamp vil udspille sig skjult som økonomiske, kulturelle og sociale skævheder og spændinger før terrorangrebet.
Hvor den symmetriske krig er krig mellem politiske og militære hierarkiske systemer, der er etableret under en stat, er professionaliseret, og derfor optræder som politikkens forlængelse altså som et viljesløst redskab; så er den asymmetriske krig ikke en krig mellem to staters militære systemer, men mellem én stats militære system og en gruppe i et samfund. Denne samfundsgruppe definerer selv mål, organiserer sig selv og handler selv. Jo mere en sådan gruppe bliver presset tilbage på midler, jo mere bekræftes den i sine synspunkter og jo stærkere vil dens vilje blive.
Det viljesløse militære system møder således den viljesbesiddende gruppe, og krigens dynamik ændrer karakter, den bliver personlig . Personen og gruppen er konflikten, lever med og i den og udlever den. Med skiftet fra symmetrisk krig til asymmetrisk krig følger dermed også et skifte i fokus fra politik og militær til samfund og kultur. Dette nødvendiggør en udvikling af krigens teori i retning af moderne samfundsvidenskabelige teorier, der kan håndtere modernitet og globalisering.
Når terroren slår til mod bløde mål, så er det bl.a. udtryk for, at moderne og traditionelle samfund og mennesker begrunder deres handlinger i forskellige rationaler eller motiver.
To centrale typer adfærd er den mål- og den værdirationelle handlen. Den målrationelle handlen udfolder sig verdsligt demokratisk, økonomisk og bureaukratisk, mens den værdirationelle er religiøst begrundet. Terrorismen har derudover et afsæt i traditionelt og affektivt begrundede handlinger, og opfatter den målrationelle handlen som dybt uetisk. Fundamentalisme begrundet i Islam, den vesterlandske verdslige modernisme og globaliseringen er således grundlæggende Schwerpunkter i denne konflikt, og indgår i den asymmetriske krig.
Hvor kommer terroristen så fra? Foreløbige undersøgelser af Olivier Roy, en anerkendt forsker i fundamentalisme, peger i retning af, at den unge terrorisk er vokset op i Europa, men ikke oplever sig som europæer. Han er heller ikke afghaner, pakistaner, etc., hvor han aldrig har boet. Han afviser traditionel Islam, og han har typisk brudt med sin familie. Han føler sig uforstået af egen indvandrerkultur, og af det fremmede samfund føler han sig udelukket.
Denne rodløse unge bliver via medier informeret om en verdensorden, der bliver økonomisk og kulturelt stadig mere skæv. Og han bestyrkes i sin opfattelse af USAs militære målrationelle adfærd i verden. En målrationel adfærd, han ser som uetisk.
Han bliver så tilbudt et fællesskab i et religiøst begrundet fundamentalistisk terrornetværk, hvor han kan opleve at få identitet, mening og opgave. En moderne fundamentalist.
Det vestlige moderne menneske kræver i dagligdagen bedre liv og mere sikkerhed for sig og sin familie hvad der er rimeligt nok men hvad vi ikke ser, er konsekvenserne i et internationalt perspektiv. Den enkelte måler sit liv lokalt i forhold til naboen eller arbejdskammeraten, og i forhold til et kulturelt, sociologisk og psykologisk funderet begrebsapparat, som fortæller ham, om han har succes. Han måler sig ikke i forhold til en guddommelig etik.
Mennsekets behov er dybest set biologiske, men over disse biologiske behov lejrer sig historiske lag af psykologi, sociologi og filosofi. I den rige del af verden er den biologiske overlevelse for længst overstået. Vores behov er blevet til mode og identitet.
Modernitetens behov handler derfor i dag mere om sociologisk og psykologisk overlevelse og succes end om fysisk overlevelse. Forbruget til opretholdelsen af kroppen er på den måde hinsides kroppen og dermed er behov og begær uden øvre mæthedsgrænse.
Kløften mellem de rige og de fattige landes gennemsnitsindkomster blev dobbelt så dyb mellem 1960 og 1980, og den vokser stadig. Det synlige resultat i den tredje og fjerde verden er, at et sted mellem 60.000 og 80.000 mennesker dagligt dør af mangel på helt basale livsfornødenheder.
De ekstremt dyre våbensystemer USA og NATO vedvarende anskaffer, bidrager til denne skævvridning, og bidrager derved samtidig indirekte til det, de skal bekæmpe: de sociale og kulturelle skævheder og spændinger, som igen producerer det ideologiske grundlag for terrorismen. Dette kaldes blandt freds- og konfliktforskere strukturel vold.
Det er i disse temaer at vestens Schwerpunkter ligger. Hvis terrorismen skal bekæmpes, skal den ny sikkerhedspolitik udvikle definitioner, organisationer og kampformer, der inkluderer strukturel vold.
En verden, der bygger på politisk og økonomisk ulighed kan dybest set aldrig blive et fredeligt samfund, som løser sine konflikter konstruktivt. Den intelligente krig kræver, hvis dens resultater skal være effektive, levedygtige og konstruktive, at der tages stilling til den strukturelle vold, og at hele sættet af værdier i den sikkerhedspolitiske debat tages op, så der kan frembringes en sikker og tryg fremtid for os alle dvs. globalt.
Der er altså alternativer, men ingen lette løsninger, overfor terror. Og de lette løsninger er de ensidige løsninger, der glemmer krigens samfundsmæssige og kulturelle Schwerpunkt. Og det kan styrke modstandernes vilje og legimitet til mere krig og terror. Alternativet er, hvis vi vil have fred og sikkerhed at mestre kampen. Og at mestre kampen betyder i yderste konsekvens at kunne kæmpe således, at fjenden ikke mere ønsker eller behøver at kæmpe, at fjenden har mistet formålet med kampen. Blot at afværge eller nedkæmpe et angreb betyder, at angriberen måske kommer igen. At slå angriberen ihjel betyder, at hans trosfælle, landsmand eller bror kommer igen
Så hvor frastødende og uforståeligt det end måtte være, er det Forsvarets, sikkerhedsanalytikeres og de politiske partiers sikkerhedspolitiske ordføreres opgave, ansvarligt at lytte til, prøve at forstå terroren, sættes sig i dens sted, finde terrorens Schwerpunkter, for kun derved vil vi intelligent sætte os selv i stand til at bekæmpe terroristens Schwerpunkt, eller svække hans had og grundene til hans had så meget, at hans sag mister tyngde.
Fjendebilleder, kortsigtede politiske udtalelser, blind oprustning og våbenanskaffelser vil blot styrke terrorismens Schwerpunkter. Og hvor meget terrorhandlinger end er forfærdende og afskyvækkende, må vi lytte til de politiske budskaber, for de er der, under meningsløsheden, vreden og destruktionen.
Vi må lære at føre den intelligente konstruktive og omsorgsfulde krig uden dog at vige, og til tider måske med våben, hvor det er nødvendigt.
Ovenstående er ikke udtryk for naiv blødsødenhed, misforstået eftergivenhed og passivitet, men er tværtimod udtryk for et fagligt begrundet synspunkt, at mod terrorisme er det nødvendigt, at hele krigen defineres, og de midler anvendes, som når målet. Og målene er international ret, demokrati, politisk og religiøs frihed, etc.
Det samlede billede er, at Forsvaret med terrorisme og globaliseringen af sikkerhedspolitikken står over for nye internationale opgaver med nye belastningstyper, der kræver udvikling af nye begreber, nye redskaber og nye organisations- og ledelsesformer.
Den nye sikkerhedspolitiske situation er med til at redefinere sikkerhedspolitikken og Forsvaret på en række områder, som nødvendiggør udviklingen af nye kultur- og værdibaserede, demokratiske og kommunikative kampformer. Dvs. udviklingen af nye fagligheder, der i langt højere grad vil definere, italesætte, inddrage, lytte til og derefter håndtere konflikten på et givet krise- eller konfliktniveau.
Et sådant Forsvar skal ikke primært kunne kæmpe, men producere sikkerhed. I den asymmetriske krig, vil realistisk set indgå væbnede kampe, og et sådant Forsvar skal selvfølgelig derfor have en materiel kapacitet til at kæmpe, men på den anden side må den materielle kapacitet og den deraf nødvendige organisation, faglighed og begrebslige kapacitet ikke begrænse eller hindre Forsvaret i at opdage, forstå og møde fjenden, der hvor angrebet sætter ind.
Hvis en ny sikkerhedspolitik skal være virkelig forebyggende, skal den kunne ramme fjendens tyngdepunkter som er uvidenhed, fattigdom, intolerance, had, fordomme, fanatisme, kynisme, ensretning, fejludvikling og frustration. En ny sikkerhedspolitik rækker dermed langt ud over sit hidtidige område og ind i integrations, udviklings- og bistandspolitikken.
*Claus Kold er militærsociolog, arbejder på Forsvarsakademiet og er i gang med en phd. om Forsvarets internationale missioner
