Læsetid: 4 min.

Der går et spøgelse omkring ...

Neo-antikommunismen opstod i Frankrig i midten af 1970’erne, og siden kommunismens død i 1989 spøger den som aldrig før, især i Danmark
20. januar 2003

International
Har man oplevet ‘efterkrigstiden’, d.v.s. de første årtier efter 1945 i Vesteuropa, så ved man, hvad antikommunisme er – det var gennem den, man blev belært om kommunismen, omend ufuldstændigt. Den fremherskende ideologi var antikommunisme, ikke – som professor Bent Jensen og meningsfæller giver indtryk af – prokommunisme.
Frankrig og Italien skilte sig dog ud ved at have meget store kommunistiske partier, der faktisk var toneangivende på venstrefløjen – Jean-Paul Sartre var endnu i midten af 1950erne en temmelig ukritisk Sovjet-beundrer. Som modvægt var der heldigvis nogle få intellektuelle sværvægtere, først og fremmest Raymond Aron.
Hvis man skal nævne et fransk modstykke til Bent Jensen, skal man ikke søge blandt sværvægtere, men blandt de selvbestaltede helte, der tog kampen op mod kommunismen i den sene fase, da det sovjetiske diktatur ikke længere havde den samme brutale og blodige karakter.
Fra midten af 1970erne oplevede man et stort omsving, der begyndte med, at nogle yngre skribenter med Bernard-Henri Lèvy og Andrè Glucksmann i spidsen slog sig op som ‘nye filosoffer’ ved at fremføre gamle angreb på marxismen. Mens de intellektuelle på venstre Seine-bred tidligere affærdigede antikommunismen som ’primitiv’, blev den nu fashionabel – og undertiden meget aggressiv. Disse kredse, der reagerede med en generations forsinkelse, havde tilsyneladende intet anet om sovjetiske fangelejre, før de læste Solsjenitsin sidst i 70erne. Det, der hermed opstod, bør rettelig betegnes som neo-antikommunisme. Dens talsmænd postulerer, at de har gjort en ny opdagelse, og at kommunismen – indtil de selv afslørede sandheden om den – badede i et intellektuelt miljø af kritikløs velvilje. At kun de mest højreorienterede ’kolde krigere’ tillod sig at tale om Sovjetunionen som diktatur og politistat.

Dårskabens triumf
Neo-antikommunismen har vist sig meget livskraftig og vender tilbage i stadig nye bølger. I Tyskland gik revisionistiske historikere med Ernst Nolte i spidsen til angreb i 1986 og hævdede, at de kommunistiske forbrydelser var blevet groft undervurderet på grund af de nazistiske.
Den franske historiker Franáois Furet – til forskel fra de ’nye filosoffer’ en seriøs analytiker – gjorde i 1995 op med den ’illusion’, der i årtier gav kommunismen medvind i Frankrig, i værket Le Passè d’une illusion.
I 1997 udkom Kommunismens Sorte Bog i Frankrig, og den er nu udkommet på dansk med fem års forsinkelse. Siden 1989 har Bent Jensens og ligesindedes korstog mod fortidens kommunister og deres sympatisører hærget i Danmark i flere omgange. Heller ikke i Informations spalter er debatten ny: Ironien vil, at den forrige bølge af neo-antikommunisme for et par år siden skyllede ind over bladet udefra, idet det var blevet ’opdaget’, at daværende chefredaktør Jacob Mollerup havde en kommunistisk fortid...
I den franske debat citeres undertiden følgende visdomsord (der nu har en fortidig klang): »Hvis man ikke har været kommunist som tyveårig, har man ikke noget hjerte, men hvis man stadig er kommunist, når man er fyrre, har man ikke nogen hjerne«. Formlen er lidt for smart, men pointen er interessant, fordi kommunismens universelle udstråling – blandt socialt engagerede vesterlændinge og i store dele af den tredie verden - ville have været umulig, hvis det ikke netop var på grund af dens budskab om solidaritet, altså godhed, ikke ondskab.
Og interessant, fordi det er dårskab, der her fremhæves som den store svaghed ved russernes praktiske fortolkning af kommunismen. Den afgrundsdybe dårskab, der medførte, at da man gik til kamp mod en umenneskelig og hjerteløs samfundsorden, erstattede man den med et system, der – trods sin indbyggede velfærdsstat – var langt værre.
Dårskaben er en fjende, vi taler for lidt om – måske fordi vi ved, at selv guderne kæmper forgæves imod den. Men det er ikke forbudt at drage den lære, at en ny tøjlesløs og hensynsløs liberalisme – hvis man fortsætter med at gå fra den ene grøft over i den anden – risikerer at fremkalde nye reaktioner af endnu værre karakter.

De utopiske illusioner
Et af de interessanteste og mest nuancerede dokumenter i forbindelse med opgøret med kommunismen er en brevveksling mellem de to ovenfor nævnte historikere Nolte og Furet, der udkom i bogform under titlen Fascisme et communisme (Plon, 1998). Så forskellige de er – franskmanden Furet var kommunist som ung, og resten af hans liv var en form for opgør med kommunismen, mens Nolte er konservativ tysk nationalist – er de enige på visse punkter. Begge beklager, at kommunismens forbrydelser er blevet undereksponeret i ly af »vedligeholdelsen af erindringen om nazismens forbrydelser«. Men de erkender også grundene til kommunismens positive udstråling. »Selv om de utopiske illusioner er blevet dementeret af Historien, var der en storhed over den marxistisk-leninistiske bevægelse, og de, der forholdt sig helt fremmed til den, har i dag mere at bebrejde sig selv end de, der engagerede sig i den«, skriver Nolte.
Da Marx og Engels i 1848 udsendte deres Kommunistiske Manifest, indledte de det med ordene: »Der går et spøgelse omkring i Europa – kommunismen«. I dag, efter kommunismens død, er det stadig sandt, men i en ny og mere bogstavelig forstand.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu