Læsetid: 2 min.

Hadsk

Lad os hamre en pæl gennem nationalismens stinkende ådsel
Debat
23. januar 2003

Camre
Det er næsten for nemt, men det skal jo gøres: Tilbagevisningen af Mogens Camres enøjede generaliseringer den 22. januar.
Der findes ikke en islamisk kultur, der findes flere hundreder. Der er så store forskelle blandt muslimer, at man ikke kan klistre en mærkat hen over dem alle sammen, og sige at de er på en bestemt måde. Der er verdener til forskel på at være muslim i Tyrkiet, i Inden og i Norge. Forskellene er blandt andet vidt forskellige religiøse retninger, historiske erfaringer og politiske udviklinger, så en generalisering giver kun mening, hvis man vil bruge den som et forsimplet skræmmebillede.
Der findes ikke en vestlig kultur, der findes flere hundreder. Menneskerne på det europæiske kontinent har brugt de sidste mange hundrede år på at myrde hinanden i millionvis, på grund af tilsyneladende uoverstigelige forskelle mellem religioner eller landenes kultur. Hvis man harmoniserer al denne ufred sammen til en enig kultur, begår man ikke kun historieforfalskning, man glemmer også den vigtigste erfaring af de blodige århundreder, nemlig at forskelle i religion eller nationalitet ikke nødvendigvis fører til krig og drab. De fleste af de gamle fjender arbejder i dag fredeligt sammen i EU, katolikker som protestanter, danskere som tyskere.
Dansk u-landsbistand går hovedsagligt til Afrika syd for Sahara, Østasien og Latinamerika, og ikke til de muslimske diktaturer, som Mogens Camre påstår. En af grundene til at de arabiske lande i Mellemøsten, med Ægypten som eneste undtagelse, ikke modtager dansk u-landsstøtte, er at de er meget rigere end de overvejende kristne lande i Afrika syd for Sahara og Latinamerika. Så meget for islams automatiske underlegenhed.
Mogens Camre glemmer en væsentlig -isme i sin opremsning af undertrykkende ideologier, nemlig sin egen nationalchauvinisme. Troen på, at et menneske ikke skal dømmes på sine handlinger, men skal fordømmes på sine forældre og på sit fødested. Det kan for eksempel ske gennem ekstreme generaliseringer af hele verdensreligioner.
Nationalismen er et stinkende ådsel, der har trukket et blodigt spor gennem verdenshistorien. Skal vi ikke hamre en pæl gennem det kadaver og så komme videre?

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her