Læsetid: 4 min.

’Nu haster det vist med den krig’

Åbent brev til præsident George W. Bush og hans magtfulde og krigsglade stab
Debat
28. januar 2003

International
Dette er et åbent brev til Washingtons mest magtfulde mennesker. Kære hr. præsident, hr. forsvarsminister, fru nationale sikkerhedsrådgiver m.fl.
Lad os indledningsvis slå nogle hovedpunkter fast.
Grundlæggende står I med et alvorligt pr-problem. Samtidig med, at I har enormt travlt med at få trykket på aftrækkeren til jeres eftertragtede storkrig mod Irak, må I se i øjnene, at et klart flertal af amerikanerne slet ikke føler, at den sag nu også haster meget. Uncle Sam får endnu i en rum tid brug for at være i fuld sving med stokke og gulerødder i FN’s Sikkerhedsråd. Januar måneds store skuffelse har været, at nogle af jeres traditionelt vigtigste allierede endnu ikke er faldet til føje.
Behøver jeg, at minde jer om de seneste opinionstal? Jeg håber da ikke, at I blev alt for deprimerede, da en meningsmåling foretaget af nyhedsmagasinet Newsweek viste, at »de fleste amerikanere ønsker, at USA tager sig mere tid til at forsøge at finde en fredelig løsning i Irak frem for at søge en hurtig militær konfrontation.«
Af opinionsundersøgelser fremgår også, at to ud af tre amerikanere erklærer sig som modstandere af, at USA går i krig mod Irak uden støtte fra FN med kun en enkelt eller to allierede.
Men før I bryder ud i panik over tilsynekomsten af fredens spøgelse, kan I måske finde trøst i, at det også har vist sig, at »støtten til en militær løsning vil være meget stor – 81 procent – såfremt USA handler med fuld støtte fra sine allierede og med opbakning fra FN’s sikkerhedsråd.«
På den anden side synes I måske, at en sådan fuld støtte og opbakning er overflødig. I vores nation ligger der jo lige under folkedybets overflade en betragtelig krigsfeber og gærer, som let kan opflammes efter behov. Derfor er det ikke nødvendigvis så afgørende for at få fikset den der krig at have en stor majoritet i ryggen i den indledende fase.

Flirt med forræderi
Måske kan I også overbevise modvillige borgere ved at fremstille jeres allierede som drillesyge spielverderbere, som »gammeleuropæere« (bravo, Rumsfeld!), som krystere eller det, der er værre. Nogle medier anslår allerede sådanne toner. I må sende en venlig tanke til vennerne på Washington Post, hvis lederskribenters stærke støtte til ’retfærdig krig’ ofte indgår i smukke synteser med nyhedsartiklerne. Da The Post for nylig på sin forside rapporterede, at Frankrig synes at have planer for »at udkæmpe en større diplomatisk strid, herunder at gøre brug af sin vetoret i Sikkerhedsrådet«, betegnede avisen på lederplads Frankrigs og andre fodslæbende landes taktik som »diplomatiets svar på snigmordet.«
At antyde at USA’s allierede flirter med forræderiets fristelse, kan være et nyttigt medietrick i dette kritiske øjeblik. Det forlener de amerikanske diplomater med en status som underhunde, der må redde, hvad reddes kan. Og det giver dem alibi for at føre sig frem som modige og globalt tænkende visionære – en positur, der lover godt for tiden efter præsidentens State of the Union-tale, hvor hans krigsråb givetvis vil blive indhyllet i skyer af højstemt og selvretfærdig retorik.
Jeres talsmænd og repræsentanter fra jeres ideologiske bagland er naturligvis travlt beskæftiget med at finde skarp ammunition frem i tv’s talkshows. På hver deres måde er de i færd med at forklare, at USA’s krigstog er ved at forlade perronen, og at andre nationer gør klogt i at hoppe om bord, mens tid er.
Ikke mange af de indkaldte ’eksperter’ fremhæver, at I – beslutningstagerne i Washington – sidder solidt på den største trumf: Det er jer, der har magt til at udløse et blodbad i overstørrelse og lade djævlen tage de bageste. Når krig bliver et fait accompli, hightech-missilerne begynder at flyve rundt, og amerikanske soldater bliver beskudt og dræbt, så vil krigsmodstanden i offentligheden fordufte som dug for solen – i alt fald i et stykke tid. Det er altså ikke nødvendigt for jer at sikre jer et folkeflertals støtte, før I lader krigsmaskinen rulle.

Hjemmefronten i dvale
Som de sande moderne krigsherrer I er, forstår I til fulde fjernsynets fængslende magt til på en gang at hypnotisere og bedøve. Når først krigen er brudt løs, og Pentagons omhyggeligt redigerede videoklip løber hen over tv-skærmen, vil en særlig art beruselse sætte ind; som fintmærkende seismografer vil journalisterne opfange denne stemning, ride med på den, videreformidle og forstørre den. Mediernes dækning vil komme op i frenetiske omdrejninger, og adrenalinen vil pumpe løs. Disse nye vilkår for at gå videre med blodbadet må spille fint sammen med jeres enorme militære styrke og evne til at påføre massiv og overvældende vold, som ingen i hele verden kan konkurrere med. Takket være dette mediespin vil I altså let kunne lulle de fleste på hjemmefronten ind i en hyldest til den uundgåelige vinder.
»En erobrer er altid en fredselsker,« bemærkede den prøjsiske general Karl von Clausewitz for 200 år siden. Jo mere brændende I ønsker at kunne komme i gang med jeres krig, desto mere må I også stræbe efter at polere jeres omdømme som en regering, der kræver fred i verden. På jeres egne vilkår, naturligvis.

*Norman Solomons nye bog (skrevet sammen med udenrigskorrespondent Reese Er-lich), Target Iraq: What the News Media Didn’t Tell You, er netop udkommet på forlaget Context Books.

*Oversat af Niels Ivar Larsen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her