Læsetid: 1 min.

Et ikon faldt ned

Lomborg fremstår som ønsket om, at vor succes ikke har selvnegerende tilbøjeligheder
15. januar 2003

Lomborg
Lomborg som mediehistorie er illustrerende for den måde, lystfænomenet virker. Oplevelsen af succes virker tiltrækkende og stimulerende i mere eller mindre kunstneriske former for kulturprodukter. Filmen, romanen og teatret har altid bragt tilskuerens jeg følelsesmæssigt ind i den identificerede episke position af jeg-fænomener, hvilket til alle tider har været den egentlige kilde til menneskets tiltrækning af fortællingen.
Lomborg fremstår som kastet fra himlen eller fra ønsket om, at vor succes her på jorden ikke har selvnegerende tilbøjeligheder. Men hvis man er bare nogenlunde velorienteret i forhold til den etablerede videnskab på områder, der har med miljøproblemer at gøre, vil man være klar over, at der er en del selvnegerende tendenser i de succeskriterier det moderne menneske forfølger. Det drejer sig om at mulighedsbetingelser elimineres i forlængelsen af bestræbelserne på at realisere dem, eller om den blinde stræben efter økonomisk vækst, som det liberale samfund har opkastet som løsningen på alle problemer og som det hårdnakket benægter kan være kilde til problemer som er større end dem væksten skal løse.

Succes eller succes
At Lomborg var diskvalificeret af videnskaben fra begyndelsen, medførte i første omgang blot et lille sidespring i mediernes tematisering af ham. Han fik ved sin genudgivelse af Verdens sande tilstand på engelsk lov til at fortælle sin historie igen, som er at det går glimrende, uden at blive konfronteret med andre videnskabsfolks tilbagevisninger af hans budskab, fordi den indfaldsvinkel der blev lagt på ham, var at han er interessant som positiv person, fortælling og direktør for sin egen opfindelse. Han fik ikke lov fordi de skyldige (mediefolk og politikere) ville indrømme, at medieverdenen og det politiske system lever af at fortælle at det går godt, men fordi, undskylder man sig, udlandet fandt ham interessant.
Det er spændende at se hvordan fortællingen fortsætter efter UVVU’s dom over hans ’videnskabelige sandhed’. Måske har medierne og regeringen brug for en ny profet på området ’succes eller succes’.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Steen Rasmussen

Medierne og det politiske system har gennem lang tid afsløret deres modvilje over for det på nuanceret og differentieret vis at beskæftige sig med især problematikken omkring global opvarmning. I stedet har man bevidst manipuleret med offentligheden, ved at fordreje sandheden og fejlinformere, foruden det, at man har forsøgt at gøre de reelle problemer til noget, der figurerer på niveau med almindelig ideologi.

Medierne har forsøgt at skabe et billede i forhold til problemstillingen, hvor fronterne og iagttagelserne er delt op i først og fremmest ideologisk politisk begrundede modsætninger. Man har forsøgt at gøre det til et spørgsmål om at være for eller imod ”dommedag”. Således også Dagbladet Ínformation, der d.15/2 -08 på hele forsiden forsøger på at sælge budskabet om at ”Dommedag” er et salgstrick, og at Lomborg har fat i den lange tilbagelænede ende af ”verdens sande tilstand”.

Avisen lader sig i øvrigt præge af den meget ideologiserede linie i forhold til problemstillingen. Den forsøger på at få den enkelte sat ind i den ene eller den anden form for personligt ansvarsforhold til sagen, uden på nogen måde at ville reflektere over sig selv, det at man sælger avisen godt på problemstillingen, at man helt bevidst fordummer og polariserer debatten for debattens skyld, og for det spektakulære og det salgsfremmendes skyld.

Der er ingen proportioner eller vilje til at se proportioner. Man laver det grød, som man trives bedst i selv, også i Ínformation.

Det korte og det lange er at miljøproblemerne udgør en anden slags udfordring, end dem, der bør gøres til almindeligt salgsfremmende tema. De handler om, at det moderne samfund tenderer mod at negere sine forudsætninger for succes i forlængelse af forsøget på at realisere sine succeskriterier.

Begrebet selvnegation kan differentieres og anvendes i den sammenhæng på mange forskellige måder. Og det behøver absolut ikke at handle om dommedag, når man taler om at vore succeskriterier er selvnegerende.

Performativ selvnegation (Betyder at et mål med en handling resultere i sin egen modsætning i samme akt, selvmål)

Generelt har det været et levende og fungerende tabu i hele det politiske system, at vækstidealet inden for økonomi tenderer mod at negere sine egne forudsætninger på mange områder. Siden 1972 har temaet været dette ”ikke tema”, forbudet mod at reflektere over formålsmæssigheden i den moderne formålsmæssighed.

Ejvind Larsen, som kender historien, ser ud til at være den eneste medarbejder på avisen som ser ud til at turde forholde sig til paradoksien i de vækstidealer som avisen lider under.

Når intentionen om at fremstille en bestemt udgave af sandheden afslører sig alt for tydeligt, så virker det mod hensigten som i følgende eksempler:

Den danske regering, Bush administrationen og verdens største oliefirma, Exxon er i skøn forening blevet taget i helt bevidst at have manipuleret med den videnskabelige sandhed omkring sammenhængen mellem afbrænding af fossilt brændstof og den globale opvarmning.

Letters sent by the American Enterprise Institute (AEI), an ExxonMobil-funded thinktank with close links to the Bush administration, offered the payments for articles that emphasise the shortcomings of a report from the UN's Intergovernmental Panel on Climate Change (IPCC):

http://www.guardian.co.uk/environment/2007/feb/02/frontpagenews.climatec...

I december udkom der en rapport omkring Bush administrationens manipulation viden og forsøg på at misinformere om samme tema:
POLITICAL INTERFERENCE WITH
CLIMATE CHANGE SCIENCE
UNDER THE BUSH ADMINISTRATION:

http://oversight.house.gov/documents/20071210101633.pdf

Den danske regering har gjort sig skyldig i samme form for misinformation af befolkningen:
DR 18. okt. 2007 01.59 Indland Opdat.: 18. okt. 2007 05.32
Regeringen brugte i perioden 2001-04 flere gange den røde tusch til at ændre i forskeres konklusioner om global opvarmning, skriver Politiken.
Fagkundskabens advarsler blev ifølge avisen nedtonet, afsnit blev fjernet, og billedet af fremtidens klima blev gjort mere positivt.
- ”Jeg blev efterhånden vant til, at tekster fra min hånd om den globale opvarmning blev syltet eller forenklet for groft, fortæller seniorforsker Jes Fenger fra Danmarks Miljøundersøgelser til Politiken. Han var hovedforfatter til regeringens udgivelser om klimatilpasning.”

Der er således kaskader af beviser for, hvordan man inden for erhvervslivet og det politiske system har fortolket, hvad der er den største trussel i problemstillingen. Det udbredte kendskab til sandheden omkring sammenhængen mellem de globale klimaændringer og afbrændingen af fossile brændsler, er for disse kræfter værre, end de trusler som videnskaben beskriver. Men deres afslørede intentioner om at skjule sandheden er et klart eksempel på performativ selvnegeret intention. Deres afslørede intentioner er blevet et af deres problemer.

Dommedagsretorikken har taget over. Mediernes og det politiske system gør nu alt, hvad de kan for at reducere det hele til ideologi.

Men hvis man lægger mærke til det, så er der ikke mange i IPCC der taler om dommedag. De taler om sandsynlige kolossale omvæltninger i klimasystemet og helt uoverskuelige konsekvenser især for de i forvejen dårligt stillede mennesker i den tredje verden. Det er ikke dem, der taler om den absolutte selvnegation, eller dommedag.

De ”succesrige”, de økonomisk højtflyvende, som hænger med røven nedad i økologisk forstand, har stadig held med at styre billedet af, hvad der er sandt og falsk i problemstillingen.

Konfronteret med beskrivelsen af sig selv, som sin tids største trussel, vælger de købedygtige, at kaste spørgsmålet om sandheden ud til almindelig demokratisk debat. Man bryder sig ikke om sandheden, og vil hellere bruge sin demokratiske ret til at finde en anden beskrivelse.

Evnen til at skelne, mellem hvad der kan kvalificeres som forpligtende demokratisk konsensus, og hvad der er udtryk for kvalificeret videnskabelig konsensus, glimrer ved sit fravær i det demokratiske system.

Igen og igen påkalder man sig demokratisk konsensus og retten til i demokratiets navn at afgøre, hvad der er videnskabeligt. Man orienterer sig som om spørgsmålene om den videnskabelige sandhed kunne afgøres demokratisk.

Det eneste, der afslører på den måde, er, at nogle ikke vil se, at den demokratiske proces tenderer mod at diskvalificere sig selv, der hvor den ud fra almindelige demokratiske og økonomiske præferencer forsøger at tiltage sig afgørende indflydelse på, hvad det videnskabelige system skal fremstille som viden i forhold til problemstillinger som:
- Menneskeskabt global opvarmning
- ressourcemangel
- udpiningen af havet og jorden omkring os selv og i tredjeverdens lande
- forsvindende biodiversitet
- marginalisering og forarmelse af medmennesker over alt, som resultat af overforbrug hos de succesfulde
- knaphedens paradoks (pengeøkonomiens eksterne mulighedsbetingelse)

De fleste her til lands går dog stadig til DMI, når de vil have et videnskabeligt bud på morgendagens vejr. Og de gør det uden at forlange demokratisk indflydelse på DMI’s vejrudsigt, fordi de kan se, at vejrudsigten bliver upålidelig, hvis den skal laves ved almindelig demokratisk flertalsvalg. Men lige så snart det drejer sig om de globale klimaforandringer, så forlanger man demokratisk indflydelse. Ikke fordi de misforståede demokrater har bedre viden, nej, men fordi videnskaben er ”udemokratisk”. DMI refererer kompetent til den almindelige videnskabeligt udbredte antagelse, som går på at vor livsform er forklaringen på de øgede udslip af drivhusgasser, og skyld i en del af den konstaterede globale opvarmning:

http://www.dmi.dk/dmi/index/viden/fremtidens_klima-2.htm

Denne sandhed er af en karakter, som det demokratiske og politiske system ikke bryder sig om, hvorfor det pludseligt agerer, som om det var kompetent til at afgøre, hvad der er rigtigt og forkert i relation til fremtidens klima.

Ingen videnskab skal komme med nogen form for forpligtende forklaring på den egentlige årsag, til at livsvilkårene ændrer sig drastisk på jorden. Ingen skal komme med et forpligtende bud på, hvor uoverskuelige konsekvenser vore succeskriterier har for livet på jorden. For det er ikke rart at vide, at de indarbejdede succeskriterier truer med at vende sig selv på hovedet.

Det gør ondt for de økonomisk succesfulde at vide, at de selv er problemet. Det kan let forklares psykologisk og sociologisk. Heltebilledet truer med at bryde sammen, hvorfor de misforståede demokrater hellere vil stemme om sandheden, end høre den, opleve den, lugte den, være den.