Læsetid: 4 min.

Indien og USA i uhellig alliance

Washington har indrulleret New Delhi i sine bestræbelser på at sabotere den internationale straffedomstol, ICC
Debat
22. januar 2003

International
Da julefred og medmenneskelig velvilje havde sænket sig over det velstående Vesten og endnu en stemningsfuld højtidsdag i blev fejret i familiens skød, underskrev USA og Indien en traktat, der var som et slag i ansigtet på alle, som ønsker at bekæmpe folkemord og forbrydelser imod menneskeheden.
Den 26. december 2002 underskrev de to lande en aftale om, at ingen af dem ville udlevere egne statsborgere for at lade dem retsforfølge for menneskerettighedskrænkelser. Hverken til hinanden; til nogen international domstol; eller til noget tredje land. Dermed forsøgte de to nationer åbenlyst at undergrave det princip, der lå til grund for oprettelsen af den internationale straffedomstol (ICC), og som netop går ud på at sikre, at personer, der kan mistænkes for menneskerettighedskrænkelser, krigsforbrydelser og folkemord, kan blive retsforfulgt.
Aftalen, der blev underskrevet af chefen for det indiske udenrigsministerium, Kanwal Sibal og Robert Blackwill, USA’s ambassadør i New Delhi, er blevet modtaget med skarp misbilligelse og ikke kun af menneskeretsaktivister. Den indiske regering er af flere kritikere blevet bebrejdet, at den ikke forstår traktatens skadelige implikationer, og regeringens underskrift på den stiplede linje er blevet set som eftergivenhed over for et diktat fra Washington, der strider imod Indiens interesser. Nogle har endda antydet, at det indiske skridt kan opfattes, som om landet ønsker garanti for straffrihed for dets egne eventuelle menneskeretskrænkere.
Uanset om denne anklage nu er berettiget, var det ikke nogen glorværdig stund for Indien, da det sluttede sig til det skammens geled af 16 andre lande, som tidligere har bøjet sig for det amerikanske diktat. USA har en så stor økonomisk og militær styrke og dets demokratiske institutioner et så sundt ry, at det i modsætning til Indien ikke i samme grad bliver udsat for verdenssamfundets ubehag ved dette skridt. Men Indien har altså valgt at ofre hensynet til sit omdømme – blot for at få et klap på skulderen af det, som ekspræsident Clinton betegnede som »verdens eneste uundværlige nation«.

Undergravende
Immunitetsaftalen, som ICC-fortalere har kaldt ’straffrihedsaftalen’, er tidligere blevet afvist af EU. Angiveligt skal USA have søgt at indgå lignende bilaterale aftaler med flere end 100 lande. Alle, på nær 16, har afvist dette. Derimod har 138 lande underskrevet den statut, der førte til oprettelse af ICC, mens 87 lande siden har underskrevet selve ICC-traktaten – trods Washingtons pressionstaktik.
Den bilaterale aftale om ikke-udlevering henviser ellers til artikel 98 i ICC-traktaten, der pålægger nationale regeringer at indføre retsregler og retsprocedurer, der lever op til internationale menneskeretsnormer, inden for egne grænser. Artiklen blev udformet for at gøre det lettere for ICC at tiltage sig retsmyndighed for en given sag, hvis ikke denne sag blev håndteret efter acceptable internationale retsnormer. Hensigten bag er, at ICC skal supplere og komplettere de nationale retsmyndigheder.
Imidlertid bliver denne bestemmelse, der skal sikre, at national retsforfølgelse sker i overensstemmelse med international menneskeretslovgivning, undergravet, når det i aftalen samtidig fastlås, at det skal være muligt at unddrage sig den internationale domstols jurisdiktion. De 16 lande er blot et alibi-påhæng, som Washington har sikret sig, for ikke at USA skal fremstå som den eneste, der vil hæve sig over international lov og stå uden for ICC’s jurisdiktion. Indien er den største fangst, der er gået i Washingtons net, da alle de øvrige enten er små lande eller nære allierede til USA.
For USA er der tale om en kovending i forhold til, da Bill Clinton satte sin underskrift på ICC’s Rom-statut i 1998. Bush-regeringen ser imidlertid ICC som en trussel mod amerikansk suverænitet og gjorde i juli sidste år klart, at USA ikke vil anerkende domstolens overhøjhed over sine statsborgere. Washington vedtog også en lov, den såkaldte American Servicemembers Protection Act, ifølge hvilken USA skal undlade at yde militærstøtte til regeringer (uden for NATO og andre specificerede allierede), der ikke vil indgå bilaterale særaftaler USA. Siden har USA også med trussel om økonomiske sanktioner forsøgt at få andre regeringer til at undtage amerikanske statsborgere fra ICC.

Underskrev uden debat
USA ønsker frem for alt at sikre, at dets væbnede styrker, der deltager i fredsbevarende eller andre militære operationer i udlandet, ikke risikerer at blive retsforfulgt af ICC, som er den eneste internationale retsinstans, der har mandat til at træde til, når de nationale regeringer ikke er i stand til at leve op til internationale retsnormer. Og i modsætning til de fleste nationale regeringer, der vil være tilbøjelige til at ligge under for Washingtons skræmme- og tvangsmetoder, vil ICC også være i stand til at retsforfølge amerikanske statsborgere, der måtte blive anklaget for krigsforbrydelser, folkemord og forbrydelser imod menneskeheden.
USA’s forsøg på at afspore oprettelsen af nødvendige rammer for et internationalt retssamfund er for EU overordentlig kritisabelt, men acceptabel for Indien af flere grunde. Selv om Indien har en mangfoldighed af nationale love, kommissioner og domstole har mange formodede menneskeretskrænkere herfra formået at undslippe lovens lange arm.
Selv om Indien underskrev FN’s folkemordskonvention i FN’s konvention om civile og politiske rettigheder i 1979, så har landet ingen strafferetslige lovbestemmelser, der formelt gør det muligt at rejse tiltale imod og retsforfølge personer, der har begået eller medvirket til folkemord eller andre forbrydelser mod menneskeheden.
Med sin klart tilkendegivne modstand imod ICC søger Indien åbenlyst at tækkes Washington i dets bestræbelser for at modarbejde etableringen af et internationalt retssamfund. Og hvad der må besudle Indiens omdømme som demokratisk retsstat yderligere, er, at der ikke var nogen debat, hverken i offentligheden eller i parlamentet, før regeringen underskrev ikke-udleveringsaftalen med USA.

*Oversat af Niels Ivar Larsen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her