Kronik

Kertész og pigen i den røde frakke

I Holocaust ligger der en understregning af det civilisationsbegreb, der sætter medborgerskabet før det kulturelle fællesskab
Debat
15. januar 2003

Kronikken
Jeg ligger med min datter Esther på seks år i mit skød, og fortæller om pigen i den røde frakke.
»Hvordan ser hun ud«, spørger Esther, og jeg viser hende omslaget på den bog, jeg er ved at læse.
»Det er Roma«, siger jeg.
»Hun er jøde, og måtte gemme sig under krigen hos en dame, der hed Manuela. Ellers havde tyskerne sendt hende i fangelejr. Så farvede de hendes hår hvidt og holdt hende indenfor i tre år. Hun måtte ikke gå ud og lege.«
Esther tænker sig om, kigger på billedet og siger så: »Fortæl noget mere om Roma.«

Pigen i den røde frakke er den pige, der i Spielbergs film, Schindlers liste, er pigen i den røde frakke. Den eneste i den ellers sorthvide film med farve. Man ser hende ganske tydeligt, og det gør Roma Ligocka også, da hun en martsdag i 1994 genkender sig selv på film, og med et bliver klar over, hvad hendes liv er bestemt af. Holocaust. Bogen udkom i efteråret og er ikke noget stort værk, sine steder endda forceret og melodramatisk, og dog er det en fin lille erindringsbrog fra en kvinde, der har gennemlevet vor tids værste regimer, nazismen og kommunismen.
Roma Ligocka blev født i 1938. Hendes familie var velstående jødiske borgere i den polske by Krakow. Der var kunst og kultur i moderens hjem. Smukke møbler og musik. Og en have til det store hus. Roma husker det ikke, for hun kender ikke til andet end ghettoen, men hver gang hun er bange, fortæller moderen om livet før krigen. Før Holocaust. Sammen med moderen flygter hun gennem kloakken for at undgå deportationen. Det lykkes dem at gemme sig i krigens sidste år bl.a. ved at spille familie fra landet hos nogle velmenende, men også bange ikke-jøder.
Efter krigen kommer Roma i jødisk skole, og den tid er næsten sværere end krigsårene, for det er eftertiden, hvor de overlevende vender hjem, og hvor alle er så chockerede over folkemordet, at enhver form for normalitet er fuldstændig udelukket. I disse første efterkrigsår er der kun gråd og angst og lidelse og beretninger om dem, som forsvandt, og børn der uden forældre klarer sig selv, og folk der skilles ad, fordi de rejser til Israel og USA, eller fordi de nye kommunistiske magthavere sætter dem i fængsel, som også Romas hjemvendte far, der i en slags historiens ironi overlever KZ-lejren, men dør af sygdom efter et ophold i polsk fængsel få uger før, man kan købe penicillin på det sorte marked.
Orden på sit liv får Roma først, da hun kommer i den almindelige skole og får nye kommunistiske lærerinder, der møder op med stramt hår og ungdommelig vitalitet og smider alle de gamle ikke-kommunistiske lærerinder ud. Her i den kommunistiske disciplin finder hun på mærkelig vis fred, og den voksende Roma tager kommunismen til sig i sine teenageår uden at stille spørgsmål og til sin moders store fortrydelse. For i kommunismen møder Roma et nyt hiearki, der for første gang sætter hende, jøden, forrest og tildeler hende nogle muligheder i det fælles, som hun aldrig før har haft. Men prisen er splittelsen med moderen og hele den jødiske baggrund, der i Romas eget hoved kun er traumatiske oplevelser, men som hos hendes moder er en hel kultur og en hel historie, der i kommunismens år langsomt forsvinder.

Den splittelse får Ligocka fortalt meget nøgternt og meget enkelt, måske fordi hun ikke forstår sammenhængen mellem Holocaust-traumet og den kommunistiske fortrængningsmekanisme. Hendes historie bliver i stedet bygget op som én lang rejse mod den endelige forløsning; det, der sætter hendes sjæl fri. Og det bliver i Romas eget sprog mødet med Spielberg og den lille pige i den røde frakke. Pludselig kan Roma i en alder af 66 år se, hvad hendes liv er bestemt af, og hvad der har fået hendes voksenliv til at bryde sammen. For da Roma som voksen omsider bosætter sig efter en lang nomadetilværelse som teaterkunstner med sin polske instruktørmand og sin lille søn i en forstad til München falder hendes tilværelse langsomt fra hinanden. Mødet med den tyske småborgerlighed i efterkrigtiden bliver for meget, og Roma bryder ud af sit ægteskab for kun at bryde endeligt ned.
Det sammenbrud løfter hun sig først endeligt fra, da hun efter Spielberg beslutter at fortælle sin historie. Fortælle om den lille pige i den røde frakke, der hele tiden har været så bange. Hun lægger angsten fra sig og forsoner sig med den skæbne, hun som østeuropæisk jøde er blevet tildelt med Holocaust og derpå kommunisme. Og hun giver Spielberg en stor del af æren for denne forløsning.
Det er klart, at Roma Ligockas erindringsbog rummer flere temaer. Der er jøden, som finder tilbage til sin sabbat. Der er østeuropæeren, som genopbygger sin historie efter knap 60 år med kommunismen. Og der er den voksne kvinde, der genfinder barnet i sig selv. Spørgsmålet er, hvordan man som læser skal tolke Romas historie? Hvad er den del af? Er Den lille pige i den røde frakke Holocaust-industri af værste skuffe med det eneste formål at understrege jøden i offerrollen og fastholde forestillingen om det forfulgte folk? Eller kan vi tolke bogen ind i en større proces, hvor Holocaust er den historiske erfaring, der knytter europæerne sammen?
Jeg tror det, og jeg gør det med hjælp fra dette års nobelpristager i litteratur, den ungarnske forfatter, Imre Kertész. De østeuropæiske lande har under sovjettiden ikke konfronteret sig med den lærdom, der ligger i Holocaust, siger han. Tværtimod har det totalitære sprog i kommunismen lært mennesket at fortrænge sig selv og sin historie til fordel for den nye rolle, mennesket blev tildelt i det nye samfund. Som Kertész skriver, blev mennesket i kommunismen spærret ude fra sit eget indre liv. For Kertész gælder det da, at rejsen tilbage til Holocaust også er rejsen til friheden ikke som Holocaust-offer, der i værste Spielberg-regi indpasser Holocaust i kontinuiteten af det jødiske folks lidelseshistorie, men som et oplyst menneske, der har set direkte ind i Europas mørke hjerte og ikke længere gør sig nogle forestillinger om en bedre verden. Deri ligger friheden. En konstatering af, hvad den europæiske civilisation også rummer. Som han siger et sted: »Af Holocaust er der blevet en værdi, da den via umådelig smerte fører til umådelig viden og indsigt, og således gemmer den på umådelige moralske reserver.«
Gennem negationen bliver vi bevidste om det, der kendetegner den europæiske civilisation. I den forstand fungerer Holocaust som en prisme for en kritik af selve civilisationen. Og som en advarsel. I Holocaust ligger der advarsler mod nationalisme, mod xenofobi, mod etniske udrensninger, mod det at forfølge mennesker på baggrund af deres kultur, race, religion. Og der ligger en enorm advarsel i forhold til, hvad vores rationalistiske tænkning og al vores videnskab og teknik kan føre til. Holocaust er den ultimative rationalisme, der sammen med et romantisk ideal om et rent folkelegeme fører til den mest forfærdelige hændelse i Europas historie.
Således ligger der også i Holocaust en understregning af det civilisationsbegreb, der sætter medborgerskabet før det kulturelle fællesskab. Nazisternes mord på jøder, sigøjnere og slaver udgik fra det tyske kulturbegreb, hvor et fællesskab konstitueres ud fra den fælles historie og kultur. De, som ligger udenfor den fælles kultur, kan ikke blive medlemmer. I nazisternes optik var jøderne
ikke medlemmer af det organiske Gemeinschaft i Tyskland. De
var som en knast i det tyske folkelegeme, der skulle bortelimineres.
Denne opfattelse af fællesskabet har faktisk været den dominerende i hele det 20. århundrede trods det, at Europa som civilisation definerer sig ud fra de værdier, der sætter alle lige. Ved at beskæftige os med dette for den europæiske civilisation så store traume, er vi med til at understrege det civilisationsbegreb, der er baseret på rettigheder, ikke på nation og kultur. Det er den lære, vi med historierne om Holocaust giver videre. Og det er de spørgsmål, vi stadig tumler med. Er Holocaust en del af civilisationen? Kertész giver selv et første svar:
»Jeg tror fortsat og uforandret, at Holocaust er den europæiske civilisations traume, og det er denne civilisations eksistentielle spørgsmål, om dette traume vil leve videre i de europæiske samfund i form af kultur eller i form af neurose, i form af skabelse eller i form af ødelæggelse.«

Cecilie Felicia Stokholm Banke
er historiker, ph.d. og forsker ved Dansk Center for Holocaust og Folkedrabsstudier

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her