International
Denne tid bringer uvilkårligt tankerne i retning af affald. Jeg tænker ikke primært på julen, skønt det er nærliggende, årstiden taget i betragtning.
Jeg tænker heller ikke på affald i metaforisk forstand underlødige produkter fra kulturindustrien, uønsket reklame i postkassen eller spammail fra internettet men slet og ret, bogstaveligt talt, på affald, skrald, rubbish, garbage, trash.
Den største losseplads i New York, Fresh Kills på Staten Island, dækker et areal på 20 kvadratkilometer, har en højde på 200 meter og er formentlig den største menneskeskabte struktur i Nordamerika. Tokyo har på sin side for længst fyldt sit havnebassin op og har i årevis været på kronisk jagt efter flere områder til at fylde op med husholdningsaffald.
Her i Skandinavien smider vi nu mellem 60 og 80 procent mere væk, end vi gjorde så sent som i 1985.
Skraldespandene bliver større og større og må tømmes oftere og oftere end for 20 år siden.
En ven, som for nylig købte en billig scanner fortalte, at den ikke virkede helt, som den skulle. Da han ringede til forretningen for at klage, svarede de: Bare kom her med kvitteringen, så giver vi dig en ny Men hvad så med den jeg købte for en time siden?, spurgte han. Gør med den, hvad du vil. Smid den væk, lød svaret. Og det gjorde han så.
Samtidig læser vi om krisen i Argentina, at den har tvunget 40.000 mennesker i Buenos Aires til at søge at tjene til deres livs opretholdelse ved at samle affald til genbrug, hovedsagelig papir og pap. Af og til finder de også madrester, de kan spise. For mange mennesker i vores del af verden er børn, som lever af at samle mad og ting i affaldsdynger, et af de frygteligste billeder, der kan tænkes på elendigheden i Syd.
På den anden side viser antropologiske studier, at mennesker, som lever af at samle affald, ofte har det økonomisk bedre end mange andre fattige. Der er også en god del økologisk fornuft i det groteske faktum, at de rigestes madrester kommer de fattige til gode.
Bleer blev genbrugt
For 100 år siden fandtes der ikke noget affaldsproblem i de vestlige samfund. Næsten intet gik til spilde.
Tiloversbleven mad blev spist af tjenestefolk eller tiggere, og ødelagte ting blev repareret, ikke smidt bort. I et land som USA fandtes en hel lille samfundsklasse af børn, som levede af at samle gammelt kluns, som senere blev solgt for få cent til tøjindustrien.
Stofrester af højere kvalitet blev brugt til at sy patchwork-tæpper. Jævne folks klæder blev ofte syet i hånden, da de var relativt dyre i indkøb, og de blev uophørligt lappet på. Aviser og reklamekataloger blev brugt som toiletpapir. Desuden var der meget lidt engangsemballage i omløb. Hvis der skulle dukke noget papir op, en lærredssæk eller en trækasse, var det ikke vanskeligt at finde noget at bruge det til.
Den vigtigste enkeltfaktor, kvantitativt set, hvis vi sammenligner situationen i dag og ved forrige århundredeskifte, er, at bleer og sanitetsbind den gang blev vasket og brugt mange gange.
Enkelte steder i den vestlige verden regner man med, at brugte engangsbleer står for så meget som en tredjedel af den totale affaldsvolumen. Til forskel fra meget af det andet, vi smider væk, er det vanskeligt at forestille sig genbrug af engangsbleer.
Et blik på affaldshåndtering i forskellige samfund påminder os bl.a. om, at definitionen på skrald er særdeles afhængig af den kulturelle kontekst. I Kina, hvor man ikke går så meget op i, at der flyder affald i vejkanten, bruges til gengæld menneskelige ekskrementer til gødning. Mange steder er det forbløffende lidt, som går til spilde, mens vores type samfund producerer en stor pose affald per indbygger hver eneste dag.
Det moderne velfærdssamfund overgår alle andre kendte samfundstyper på en række områder, men måske suverænt af alle netop på det område, som vil helst vil være fri for at tænke på altså affaldsproduktion.
Ind under tæppet
Nogle lande forsøger at eksportere deres affaldsproblemer de køber f.eks. lagringsplads for radioaktivt affald i fattige lande; og nogle forsøger at feje skarnet ind under tæppet de dumper deres affald på åbent hav.
Men verden skrumper. Og i vor tid præget som den er af internet og globale klimaændringer fremstår kloden mere som en lille skrøbelig bordtennisbold end som en uendelig horisont af jomfruelig jord.
Et eksporteret affaldsproblem kommer før eller siden tilbage. Vesttyskland måtte sande dette for godt 10 år siden: Landet havde igennem efterkrigstiden eksporteret meget af sit affald til DDR.
Og Thor Heyerdahl fortalte engang, at da han krydsede Stillehavet med Kon-Tiki i slutningen af 1940erne, kunne der gå dage og uger uden at man så tegn på menneskelige indgreb. Da han 20 år senere krydsede Atlanterhavet med sivbåden Ra, så de derimod dagligt oliepøle, plastikposer og andet affald.
Håb for kloden
Det har været sagt, at et samfunds etiske kvaliteter kommer tydeligst til udtryk i dets behandling af sine etniske, religiøse og seksuelle minoriteter.
Det er et sympatisk synspunkt. Men jeg vil ikke blive overrasket, hvis menneskeheden om nogle generationer vil vurdere sin fortid ud fra dens affaldshåndtering.
Set i et sådant perspektiv vil et øget genbrug kunne give en interessant og løfterig udsigt med henblik på vor civilisations eftermæle.
Vi forestiller os gerne, at når vi har kastet noget bort, så er vi blevet det kvit for altid. Der er gode grunde til at håbe, at denne opfattelse snart vil være undtagelsen snarere end reglen.
Forskere har beregnet, at sandsynligheden for, at du en dag indånder et af de samme atomer, som Julius Cæsar åndede ud, da han ytrede ordene »Et tu, Brute«, er næsten 100 procent.
Ligeledes er der grund til at håbe, at der en skønne dag vil være lige så stor sandsynlighed for, at papiret, som denne artikel er trykt på, indeholder mindst et atom fra den engangsble, som du smed væk for en måned siden. I så fald vil der nemlig være håb for kloden. I modsat fald risikerer vi derimod at drukne i vores eget affald.
*Oversat af Niels Ivar Larsen
