Læsetid: 2 min.

LÆSERDEBAT

31. januar 2003


Kunstfordøjelse
Jeg har på nogen afstand fulgt med i omstruktureringen af Information.
Som jeg forstår det, er tankegangen i store træk den at lade læserne på kulturområdet i høj grad selv fordøje kunsten eller kulturen, hvorfor der luges ud i anmeldelser og anden, hvad jeg vil kalde sekundær præsenta-
tion af stoffet, så der i stedet kan fokuseres på at lade kunsten selv, eller kunstnerne, filosofferne, filmfolkene osv. egenhændigt komme til orde, evt. gennem interviews, som nu med Ole Thyssen forleden dag.
Hvis dette er rigtigt, så der dermed vil blive brugt væsentligt færre ressourcer på, at læserne kan orientere sig om, hvad de/vi kan mene om det enkelte værk eller stykke kunst, og at der omvendt vil blive lagt langt større vægt på, at grundlaget skabes for, at – ved at kulturen præsenterer sig selv – man som læser føler, at forudsætningerne er opfyldt for en selvstændig stillingtagen, ser jeg frem til den nye linje med den allerstørste spænding.

Peer Bentzen
Via E. Ferri 2, Grottaferrata
Italien

Guantanamo
Den 21. januar skriver Charlotte Aagaard, at regeringen og »oppositionen« optræder som dikkende lammehaler overfor USA i sagen om den danske fange på Guantanamo-basen.
Det er ærlig talt uklart, hvad Charlotte Aagaard tænker på.
Hvis hun har den opfattelse, at oppositionen udelukkende består af Socialdemokratiet og de radikale, er hun ualmindelig dårligt informeret om dansk politik. Hvis Charlotte Aagaard mener, at også SF og Enhedslisten har været dikkende lammehaler, er hun ualmindelig dårligt informeret om Guantanamo-sagen.
I alt fald undertegnede, Anne Baastrup, Søren Søndergård og Line Barfoed har stillet spørgsmål på spørgsmål om den danske fanges retsstilling. Vi har gang på gang kritiseret den danske regerings følgagtighed overfor USA.
Det er ganske vist primært Politiken, som har interesseret sig for sagen, men det bør Information vel ikke råde bod på ved at kolportere så meningsløse udsagn som i Charlotte Aagaards leder?

Holger K. Nielsen
formand for SF

Strategi for hvad?
Mikkel Rytter mener den 22. januar i kronikken, at nuværende og tidligere ministre skylder de etniske minoriteter en undskyldning for, hvad han kalder ’den mistænkeliggørelse, som deres ægteskabspraksis har været udsat for’. Baggrunden for dette krav er regnskabsrod hos Indsam og ’Broen’, to indvandrerorganisationer, der angiveligt har tjent fedt på at tale imod bemeldte praksis. Ganske uberettiget, forstås. Kronikøren præsenterer sig selv ’specialeskrivende ved Institut for Antropologi ved Københavns Universitet. Har lavet feltarbejde blandt pakistanere’ (...) med fokus på unge mænds strategier til at opnå indflydelse på deres arrangerede ægteskab’. Men hvad i alverden skal de unge mænd dog overhovedet med sådan nogle strategier? Skaffe penge til Indsam og ’Broen’ eller hvad?

Niels Chr. Sauer
Meistersvej 42, Næstved

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu