Læsetid: 2 min.

LÆSERDEBAT

Debat
3. januar 2003


66 og udbrændt
Aksel Hundslev er den 20. december sur på chefredaktør Trads over hans yuppieagtige og alderstyranniske indstilling til den del af befolkningen, som er fyldt det halve århundrede. Det er der da ikke noget at sige til, det er allerhelvedes irriterende, at man ikke i fred og ro kan få lov til at fylde halvtreds uden at blive nedgjort af yngre kolleger, ungdommelig ledelse og drengerøvede konsulenter, hvis primære viden består i, at man såvidt muligt ikke bør vide noget som helst.
Det er vores (68’ernes) egen skyld. Det var os, som gjorde oprør mod alderstyranniet, med det resultat, at vi fik skabt et nyt. Og indtil nu har vi undladt at tage til genmæle. Nogle holder kæft, fordi de sidder i for fede stillinger eller er blevet politisk (over)modne til at kunne/ville eller især turde sige fra over for den nedgørelse og disrespekt, der foregår. Vi andre vil i højere grad gribe til de våben, vi har, og det er først og fremmest det verbale oprør. Derfor er det også helt urimeligt, at Aksel Hundslev nu sætter en grænse på 60 år for begyndende senilitet.
Det handler om åbenhed, nysgerrighed og engageret vurdering af den verden, vi lever i, og disse elementer finder jeg i mindst lige så høj grad hos dem over 60 som hos en 30-årig.

Erik Kramshøj
Byskriverstræde 1, Dragør

Hellere tabe ansigt end krig
Det er lige ved, man må have lidt ondt af Bush & Co. for tiden. Alle disse hadske, hånske og aggressive tv-bravader, og alligevel har irakerne ikke ladet sig provokere til at svare igen med samme mønt.
Tværtimod har man taget imod FN’s våbeninspektører med åbne arme og i det hele taget udvist en forbløffende åbenhed og imødekommenhed (grænsende til det sarkastiske), fuldstændigt som om man havde aldeles rent mel i posen, og våbeninspektørerne har til og med trods nok så mange overraskende og ihærdige paladsransagninger mv. hidtil ikke været i stand til at opsnuse belastende materiale, der har kunnet bruges af Imperialists Inc. som plausibelt alibi for et militært angreb.
Fortsætter det på den måde, så risikerer USA’s og Storbritanniens forestående angreb jo i verdensopinionens øjne – mere end en heltemodig indsats mod denne verdens ondskab – at komme til at ligne et skrupelløst rovmorderisk overfald udført
alene med den stærkeres ret til at udbytte og dominere globalt over alt og alle.
Men hvad er alternativet? Afblæse aktionen kan man jo ikke, idet dette vil betyde et nærmest ubærligt prestigetab for verdens eneste tilbaværende supermagt ovenpå de storstilede angrebsforberedelser, der allerede er sat i scene – og dog måske, med
Piet Hein: »The noble art of losing face may one day save the human race.«

Søren Blaabjerg
Rosenvænget 135, Hørning

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her