Kronik

Latinamerika uimponeret over USA

– eller hvorfor så mange var aktive i solidaritetsarbejdet med sandinisterne i Nicaragua
21. januar 2003

Kronikken
Yes, he’s a son of a bitch, but he’s our son of a bitch«. Udtalelsen stammer fra USA’s præsident Franklin Roosevelt og var møntet på Nicaraguas diktator Anastasio Somoza. USA støttede trofast Somoza helt frem til, hans repressive styre blev væltet af sandinisternes folkelige opstand i 1979. En uacceptabel udvikling for USA, som Ronald Reagan for alvor tog fat på ved sin tiltrædelse som præsident i 1981, hvor han indledte en aldrig-erklæret krig mod den sandinistiske regering i Nicaragua.
Reagans politik lå i forlængelse af Monroedoktrinen, som i 1823 erklærede hele Latinamerika for sit interesseområde. Opfattelsen af Latinamerika som USA’s baggård havde tidligere ført til USA- ledede militære aktioner, som afsatte progressive demokratisk valgte regeringer i Guatemala i 1954, den Dominikanske Republik i 1965, Chile i 1973 og Grenada i 1993.
Reagan indførte en handelsblokade mod Nicaragua og gav de oprørsgrupper, der bekæmpede sandinisterne (de såkaldte contraer), 390 mio. dollars i de følgende år. Oberstløjtnant Oliver North fra Det Nationale Sikkerhedsråd var yderst opfindsom med at finde midler til den militære støtte til contraerne. I strid med den amerikanske våbenembargo af Iran blev våben i hemmelighed solgt til Iran og overskuddet brugt til at støtte contraernes krig.
Rygraden hos contraerne bestod af ca. 7.000 nationalgardister, som efter Somozas fald flygtede til fortrinsvis nabolandet Honduras. For at styrke contraernes offensiv indsatte CIA specialuddannede kommandogrupper i Nicaragua. De gennemførte enkelte luftangreb og placerede i 1984 med hurtiggående motorbåde 600 miner ved nicaraguanske havne. Nicaragua indklagede USA for Den Internationale Domstol i Haag, som i 1986 afsagde en klar kendelse i Nicaraguas favør. USA fulgte aldrig dommen med at betale en stor erstatning for de forvoldte skader. Det bekræfter mønsteret om, at USA fører sig internationalt frem som menneskerettighedernes forkæmper, men samtidig
er meget lidt villig til at lade sig binde af det internationale hu-
manitære retssystem – som vi
senest har set ved USA’s modstand mod en international straffedomstol.

Den aggressive amerikanske politik overfor Nicaragua blev kraftigt kritiseret af de fleste europæiske regeringer, hvilket ligefrem skabte San José dialogen mellem Mellemamerika og EU med henblik på at modgå USA’s isolation af Nicaragua. Sandinistfronten, FSLN, fik således observatørstatus i det socialdemokratiske Socialistisk Internationale.
I Danmark blev solidaritetsarbejdet med Nicaragua fortrinsvis kørt af aktive fra centrum-venstre. Nicaragua komiteen blev vidt forskellig fra venskabsforeninger med Albanien og Sovjet. De fleste var ikke medlem af noget politisk parti, men havde som drivkraft et idealistisk solidaritetsarbejde byggende på vores tiltro til igangsatte reformer med forebyggende sundhed, uddeling af jord til tusindvis af bondefamilier, og at en stor andel af den voksne befolkning fik lært at læse og skrive.
Dette havde en tæt sammenhæng med den personlige oplevelse, som det var at bo tre måneder i en fattig bondefamilie, mens vi hjalp landsbyen med at bygge en skole eller plukke kaffe. Den store Mitch-oversvømmelse i 1998 viste for øvrigt, at en stor kreds af danskere stadigvæk har et forhold til Nicaragua. I løbet af få uger var 25 lokalgrupper i hele landet aktive med at oplyse og samle penge ind.
Når Informations chefredaktør, David Trads, kalder sandinisterne for kommunister og sammenstiller Daniel Ortega i Nicaragua, Pinochet i Chile og Franco i Spanien, er der tale om en overfladisk generalisering og over-
dreven følgagtighed overfor ’tidsåndens’ hyldest af USA. En tilgang som står i kontrast til, at Informations læsere og journalister netop bruger megen energi på at nuancere vores opfattelse af verden.
Vi sympatiserede klart med Daniel Ortega i de første år efter sejren over Somozadiktaturet, men David Trads overser hele tidsforløbet og karakteren af sandinistregeringen. Nok var sandinistlederne inspireret af Cuba, men de adskilte sig også fundamentalt herfra:
*Der var et fungerende markedsøkonomi
*Der var politisk pluralisme med et parlament og fungerende oppositionspartier
*Eksistensen af kritiske radiostationer og oppositionsavisen La Prensa
*Sandinisterne afgav fredeligt magten efter valgnederlaget i februar 1990.
Men det er rigtigt, at krigen desværre styrkede den hårde linje i FSLN. Uden Reagans krig er det muligt, at den mere socialdemokratiske fløj med bl.a. forfatteren og tidligere vicepresident Sergio Ramirez i højere grad ville have kunnet præge FSLN’s udvikling.
David Trads skriver om tortur og omfattende henrettelser i Nicaragua i 1980’erne med henvisning til internationale undersøgelser, hvilket han får svært ved at finde troværdige kilder til. Der synes ikke at være belæg for nogen officiel støtte til henrettelser fra sandinistledelsen. I Amnestys årsrapporter fra disse år tales der om mange politiske fanger samt om tilfælde, hvor sandinisthæren primært i krigszonerne gjorde sig skyldig i drab på fanger. Rapporterne fortæller samtidig om et mønster af tortur og henrettelser udført af contraerne. David Trads ville få mere ud af at studere den massive udryddelse af Mayaindianere i Guatemala, hvor over 150 massegrave er blevet gravet op.
Efter min opfattelse var de to vigtigste problemer med sandinisterne flytningen af miskitobefolkningen på Østkysten samt at håndtere menneskerettighederne i en krigssituation i et politisk underudviklet samfund. Under Nicaraguakomiteens fredsvagt i 1994 tog vi rundt med Preben Wilhjelm for at besøge politiske fanger i fængsler, snakke ytringsfrihed med La Prensas chefredaktør, mødte oppositionens menneskerettighedsgrupper og besøgte miskitoindianerne på østkysten. Wilhjelms metode var baseret på at vurdere et regime på, hvordan man behandler sine modstandere.
Bondelederen Daniel Nuñez begyndte i midten af 1980’erne at kritisere regeringens landbrugspolitik for at gøre for lidt for de individuelle bønder – og i for høj grad tilgodeså de dårligt fungerende statsfarme. Dette fik den danske bistandsorganisation Ibis (dengang WUS) til allerede i 1986 at indlede et samarbejde med bondeorganisationen UNAG i stedet for det sandinistiske landbrugsministerium. Den overvældende valgsejr i 1984 steg øjensynligt FSLN’s ledelse til hovedet, hvilket fik os til at være mere kritiske overfor sandinistledelsen. I 1990-91 tog vi direkte afstand fra Ortega efter at han og andre sandinist-
ledere overtog store huse i det såkaldte fastelavnsgilde (piñata). Ortega er nu endt som en magtsyg person, som for at undgå en retssag for incest mod sin steddatter indgik en beskidt studehandel med den korrupte, tidligere liberale præsident Aleman.

Eksemplet med Ortega peger på, at venstrefløjens største fejltagelse i Latinamerika var manglen på et klart demokratisk projekt. I stedet blev mange af lederne selv mandschauvinistiske ledere (caudillos) byggende på autoritære traditioner og elitens privilegier. Vi fæster nu håb til Lula som nyvalgt præsident i Brasilien. Til forskel fra sandinisternes militære baggrund har Lula stor erfaring med demokrati fra sine mange år som fagforeningsmand og leder af det brasilianske arbejderparti.
Jeg fortryder på ingen måde at have været med i solidaritetsarbejdet med Nicaragua. Mange af os bruger i dag erfaringerne fra dengang, hvilket har medvirket til en stærk fokus i danske programmer i en række latinamerikanske lande til støtte for opbygningen af velfungerende demokratiske institutioner indenfor såvel statsapparatet som civilsamfundet. Et interessant eksempel for Latinamerika er den igangværende reformproces i Bolivia, som inkluderer en vidtgående decentralisering med 20 procent af statens budget til kommunerne og en perspektivrig ’lov om folkelig deltagelse’ med borgernes ret til at deltage i kommunens planlægning og budgetlægning og til at kontrollere regnskaberne.
Da jeg sidst besøgte ’min landsby’ i Nicaragua, spurgte de, hvorfor de er ligeså fattige, som dengang vi byggede skolen for 20 år siden. De fik ikke noget ud af de konservative og liberale regeringer, som fulgte efter sandinisterne. Jeg kunne så fortælle dem, at præsident Bush er i gang med en kraftig forøgelse af støtten til amerikanske bønder på bekostning af bønder i u-landene – samtidig med at USA er det industriland, som giver den laveste ulandsbistand pr. indbygger.
USA har også forøget sit forsvarsbudget voldsomt. Med 396 milliarder dollars i år udgør det ca. syv gange mere end verdens samlede u-landsbistand. Under mit næste besøg i landsbyen vil jeg fortælle dem, at USA konsekvent modarbejdede et resultat af Johannesburg topmødet om bæredygtig udvikling.

Hans Peter Dejgaard
var aktiv i Nicaragua-komiteen i 1980’erne. Tidligere formand for ulandsorganisationen Ibis

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu