Kronik

Nej, selvfølgelig er de ikke ens...

Med de to aborterede kalve kan det endnu en gang endeligt slås fast, at vi ikke kan reduceres til vores gener
Debat
14. januar 2003

Kronikken
I den seneste tid har vi hørt meget til tre køer og en italiensk biolog. Mens de førstnævnte ikke selv har bedt om opmærksomheden, og nok helst havde været fri, er sidstnævnte absolut ikke afvisende overfor sin status som midtpunkt. Scenen, hvor disse aktører er blevet hovedpersoner, er selvfølgelig kloningsmanegen, der i øjeblikket er en politisk varm kartoffel.
Vi har hørt professor Torben Greve fra Landbohøjskolen, hvor de tre klonede kalve blev fremstillet, fortælle om det for mange overraskende resultat, at ihvertfald de to første var meget forskellige, selv om de var genetisk identiske. Nærværende kronik er en kort forklaring på, hvorfor dette resultat måske ikke er så overraskende endda.
Hvad er gener? I 1953 offentliggjordes strukturen af DNA-molekylet. Ens kopier af disse molekyler er til stede i alle cellerne i en organisme, og en blanding af forældrenes DNA føres videre i afkommet. På DNA-molekylet findes der forholdsvist afgrænsede områder, der hver især så at sige er ’opskrifter’ på fremstillingen af ét eller flere af de funktionelle molekyler i cellen (RNA og proteiner). Disse områder kaldes for ’gener’.
Opdagelsen af generne har ført til indsigt i mange af de fantastiske reguleringsmekanismer, der foregår i biologiske systemer, og dermed den enorme opmærksomhed, genetikken og molekylærbiologien har opnået, ikke mindst fra medicinalindustrien. Samtidig er der desværre sket det, at man langsomt har glemt, at generne ikke har nogen aktivitet i sig selv. De er passive skabeloner, der snarere bliver aflæst af det omgivende miljø i cellen, end selv ’kontrollerer’ eller ’dirigerer’ sin egen udvikling, som det ofte uheldigt bliver beskrevet. Flere anerkendte forskere har længe påpeget, at brugen af denne form for metaforer i beskrivelsen af genernes rolle i organismen, fejlagtigt tildeler dem primær status, og ligefrem en egen vilje eller et ’program’ – selv af forskere, der i høj grad anerkender miljøets påvirkning. Hvilke gener, der i den enkelte celle ’tændes’ (oversættes til funktionelle molekyler), samt hvor meget og hvornår, er fuldkommen afhængig af cellens indre miljø, som igen er i samspil med kroppens og det ydre miljø, og kan derfor kun ses i en større sammenhæng. En øjencelle og en hudcelle har samme DNA, generne bliver bare aflæst forskelligt. Intet begynder fra generne, og de undersøgte fænomener kan således oftest ligeså vel forklares med start et andet sted i årsagskæden.
Dermed ikke sagt, at generne ikke er vigtige. De er absolut nødvendige, men ikke tilstrækkelige i udviklingen af en organisme, ligesom f.eks. de rette næringsstoffer og temperaturen i livmoderen. Er nogle af disse faktorer forkerte for processen, deformeres eller dør fosteret. Der findes som bekendt flere mutationer i generne, der er skadelige for organismen. Disse opdagelser er meget vigtige, idet de kan hjælpe med diagnosticering og dermed evt. forebyggelse
og behandling af de pågældende sygdomme. Sådanne eksempler er dog sandsynligvis samtidig en af årsagerne til, at vi har ladet os forføre til at tro, at alle træk og sygdomme kan forklares ud fra generne, om ikke alene så ihvertfald i meget høj grad.

Netop afhængigheden af omgivelserne er årsagen til, at de klonede kalve ikke er ens. Enæggede tvillinger er blevet undfanget af samme æg- og sædcelle. De har således samme DNA i samme befrugtede ægcelle, der så efterfølgende deler sig i samme livmoder i samme mor i samme graviditetsperiode, og får måske endda nogenlunde samme betingelser efter fødslen. Deres fysiske fremtræden er som bekendt oftest meget ensartet, og de ligner altså hinanden langt mere end de klonede organismer, der kun deler DNA, og dermed afviger i alle de øvrige af de ovennævnte forhold. Dette burde i sig selv være nok til at overbevise enhver om, at vi, selv med hensyn til vores fysiske fremtoning, skabes i løbet af vores udvikling, og ikke er bestemt i en opskrift på forhånd. Det er idag heldigvis de færreste, der tilslutter sig sidstnævnte synspunkt, men forestillingen om, at generne har en unik og primær rolle i dannelsen af en organisme, er stadig central hos mange. Hvorfor, kan der være flere bud på.
Én forklaring kunne være, at det postmoderne menneske, efter tabet af både gud og den korrekte politiske overbevisning, søger mod noget essens, noget der er ægte og uforanderligt, og noget, der ligger dybt i os. Noget, der gør mig unik i forhold til de andre. Med generne forholder det sig dog lige modsat, idet de netop er stort set identiske fra menneske til menneske, hvorfor man har kunnet gennemføre kortlægningen af hele det humane genom (alt DNA’et) udfra kun ganske få individer. Et andet bud er, at vi i vores forsøg på at forklare organismen som grundlæggende mekanisk, har problemer med, hvordan maskinen i første omgang opstod. Da vi ikke vil acceptere en opfinder, har vi brug for en anden central ’kontrolenhed’, og denne rolle har vi så pålagt generne. Endelig kan nævnes Gary Larsons humoristiske bud, hvor en tyk, hvidkitlet forsker kommer løbende ind til de andre tykke, hvidkitlede forskere, mens han råber: Heureka, jeg har fundet genet for, hvorfor vi tror, at alt ligger i generne!
Gener og kloning er ’hot’: Får, køer (de første i 1998), katte, mus, kaniner, geder og grise har bl.a. måttet lægge celler og kroppe til kloningsforsøg, og senest har den italienske fertilitetsspecialist Severino Antinori under stort ståhej påstået at have klonede babyer undervejs i forskellige rugemødre.
De børn, der måske kommer til verden i Italien i løbet af de kommende måneder, vil selvfølgelig heller ikke være ens, og lad det bare være helt klart: vi kan ikke – og kommer aldrig til at kunne – kontrollere alle de faktorer, der medvirker i dannelsen af en kompleks biologisk organisme, bl.a. fordi de jo har det med selv at påvirke deres egen udvikling. Det tætteste vi kommer på skabelsen af ens mennesker er de føromtalte enæggede tvillinger – eller sågar trillinger, men på trods af den fysiske lighed, er det nok alligevel de færreste, der vil gå med til, at disse individer er ens.

Skræmmebilledet af en hær af ens individer er altså en urealistisk dystopi, og det er helt andre problemstillinger politikerne og den moderne biologi skal forholde sig til. Vi skal bl.a. have udvidet arvelighedsbegrebet til ikke kun at omfatte et enkelt molekyle, som neodarwinismen så hårdnakket har påstået. Denne diskussion vil forhåbentlig få konsekvenser for det dominerende vestlige menneskesyn, hvor jagten på at forklare alt genetisk kan ophæve det individuelle ansvar. Den reduktionistiske tilgang til biologien har givet mange interessante resultater, men det er nu tid til at udvide horisonten. Vi skal, som mange allerede har indset, frem for kun at fokusere på enkelt-faktorer, til at inddrage system-adfærd, og vi skal f.eks. hurtigst muligt væk fra at tro, at fænomener som psykiske sygdomme udelukkende kan forklares ud fra det isolerede individ, når det nu i dén grad også er en kontekstafhængig, social- og samfundsrelateret lidelse. Vi molekylærbiologer skal med andre ord tage den opgave, vi har taget på os, ja, nærmest proklameret eneret på, nemlig at forsøge at forklare livet og mennesket, alvorligt.
En passende start ville være at begynde at snakke på tværs af faggrænser med de folk, der i mange, mange år seriøst har diskuteret, hvad mennesket egentlig er for en størrelse, som f.eks filosoffer, sociologer, psykologer og antropologer. Her kunne man især lade sig inspirere af, at det i disse kredse tages meget alvorligt at redegøre for, hvilken metode, man benytter sig af, og at være åben overfor at diskutere dens fordele og ulemper.
De ovenfor beskrevne forhold er ikke nye for forskerne. Jeg tror dog alligevel, det er meget vigtigt, at vi som forskere gør os helt bevidst, hvilken rolle, vi mener, generne har i dannelsen af en organisme, og hvorvidt vi videnskabeligt kan stå inde for dette. Dette er ikke kun centralt i forhold til forståelsen af de levende væsener, vi er så optagede af, men også med hensyn til formidlingen af resultaterne. Gentagne fejlformuleringer kan få store konsekvenser for det generelle menneskesyn, og for at ingen skal være i tvivl: Du bliver ikke, hvad du spiser, og du er ikke dine gener. Men det er vigtigt, hvad du putter i munden, og du er dine gener og så meget mere i den ufatteligt komplekse levende, tænkende, legende og drømmende organisme, der er dig.

*Mia Krause er molekylærbiolog, phd-studerende ved Molekylærbiologisk Institut samt Center for Naturfilosofi og Videnskabsstudier, Københavns Universitet

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her