Læsetid: 4 min.

Paragraf 23!

Paragraf om statshemmeligheder har splittet Hong Kongs befolkning
Debat
27. januar 2003

International
Gennem de sidste par måneder har nogle af de største demonstrationer siden 1989 fundet sted i Hong Kong. Og mange af dem, der ikke lige har været på gaderne, har taget del i den heftige debat. §23-sagen er endt med at splitte befolkningen på kryds og tværs.
Forhistorien er, at regeringen er kommet med en følgelovgivning til den lokale forfatning, hvor der i afsnittet, der regulerer forholdet mellem Kina og Hong Kong, i § 23 klart står, at »Hong Kong skal gennemføre egen lovgivning for at forhindre enhver handling, der vedrører forræderi, løsrivelse, undergravende virksomhed eller statsfjendtlige aktiviteter rettet mod Kinas regering, eller tyveri af statshemmeligheder. Ligeledes skal man udelukke udenlandske politiske organisationer eller sammenslutninger fra at udføre politiske aktiviteter på sit område og forhindre politiske organisationer eller sammenslutninger i at etablere forbindelse til udenlandske politiske organisationer eller sammenslutninger«.
Formelt set er der således ikke meget at rafle om, idet regeringen lige siden forfatningens ikrafttræden den 1. januar 1997 har haft en pligt til ved lejlighed at sørge for, at denne paragraf blev udmøntet i en lokal lov. I princippet vedrører sagen ikke de interne forhold i Hong Kong. Der er udelukkende tale om aktiviteter, der finder sted i Hong Kong, men er rettet mod centralregeringen i Beijing. Finder sådanne aktiviteter sted i Kina, gælder selvfølgelig kinesisk lov. Og tilsvarende aktiviteter udført i Hong Kong rettet mod Hong Kongs regering er naturligvis omfattet af de gældende love i Hong Kong.
Så § 23 handler om aktiviteter udført uden for selve Kina, men opfattet som rettet mod Kina. Sådanne ting kan den kinesiske regering normalt ikke fordre lovgivning omkring – men den kan selvfølgelig gøre det inden for rammerne af det »rigsfællesskab«, som Hong Kong er en del af.
Når det har vakt så megen lokal uro, skyldes det, at man i fem år levede fremragende uden denne følgelovgivning.
Efter det lange tilløb kom der så et udspil fra regeringen i Hong Kong. Det havde form af en hensigtserklæring fremsendt til den lovgivende forsamling og til konsultation hos vælgerne og interesseorganisationer. Kritikken samlede sig om et centralt spørgsmål: Hvorfor havde regeringen ikke i en så vigtig sag fremlagt et egentligt detaljeret lovforslag, så man vidste helt nøjagtig hvad det var, man skulle tage stilling til frem for en bredt formuleret hensigtserklæring?

Alfaderlige kinesere
Den forskelligartede opfattelse af loven som konsultativ proces eller detaljeret statut er imidlertid kun en del af problemet. Bagved ligger en opfattelse af, hvad der overhovedet er statshemmeligheder. I Kina er det et noget videre begreb, end hvad vi traditionelt forbinder med spionage og militære hemmeligheder.
Visse økonomiske data kan også være statshemmeligheder, og det er denne usikkerhed i henseende til afgrænsningen, der vækker frygt blandt lokale folk i Hong Kong. Specielt blandt mediernes folk. Det er nemlig en meget vanskelig balancegang, at de samme mennesker, der bor og lever i Hong Kong skal arbejde med hele to opfattelser af undergravende virksomhed: En smal opfattelse, når det gælder Kina og aktiviteter med Kina i fokus, men en noget bredere opfattelse, hvis det er Hong Kong eller den øvrige verden, der er i centrum.
Det nye – og demokratisk set positive – er, at der har været store demonstrationer både for og imod. Der var formodentlig flest modstandere. Men synspunkterne er ikke symmetriske: Modstanderne er mest samlet om kravet om at kende detaljerne i sagen, mens tilhængerne er mere alment patriotiske og tillidsfulde. Der er i Hong Kong ikke noget underligt i, at selv meget liberale eller pro-kapitalistiske mennesker samtidig er tilhængere af Kina. I Hong Kong kan man sagtens være pro-kinesisk uden at være pro-kommunistisk. Troen på en uforanderlig kinesiskhed bag ved ethvert aktuelt regime er meget fremherskende.
Men polariseringen er på den anden side regeringens egentlige problem. Man skal jo vælge jo side – og tabe ansigt i forhold til den side, man desavouerer. Regeringen har et valg: enten at støtte den generelle frygt eller at vælge den almene patriotisme.
Hong Kong er ikke et land, hvor Hørups gamle slagord om at »dele sig efter anskuelser« ville kunne opfattes som noget positivt. Landets ledelse vil helst se, at folket har tillid til den, og den indtager en på mange måder nedladende, alfaderlig holdning til borgerne: Stol på vores hensigter i almindelighed, men fri os fra at skulle offentliggøre detaljerne til fri
diskussion. Alfaderligheden er i dette tilfælde også ’almoderlighed’, idet to af de mest konfrontative ministre på regeringens side er sikkerhedsministeren, Regina Ip, og justitsministeren, Elsie Leung. Den førstnævnte har lige reddet sit politiske liv ved at hævde sig ufuldstændigt citeret efter en udtalelse om, at ikke al demokrati er af det gode og »Hitler blev jo også valgt«. Ingen regeringsmedlemmer er i øvrigt i nogen forstand folkevalgte.
Sat på spidsen er det princippet om ’et land – to systemer’, der er til debat. Kan man i praksis have et retstilstand, der skelner mellem to sider af en og samme person, nemlig når vedkommende skriver om Kina og om Danmark? Og at de samme kritikpunkter af et andet land i det ene tilfælde er landsskadelig og strafbar virksomhed, mens det i det andet tilfælde er et demokratisk indlæg i den globale debat?
Svaret blæser i vinden. Men et klart flertal vil gerne konsulteres om sagen, efter at detaljerne er fastlagt. Det er trods alt de detaljerede paragraffer og ikke hensigtserklæringen, man i yderste konsekvens vil blive dømt på.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her