Læsetid: 3 min.

Popularisering tæller med

En videnskabsmand, der ikke kan popularisere uden at forvrænge, er farlig
17. januar 2003

Lomborg
Sagen om Bjørn Lomborgs arbejde er desværre blevet kompliceret af, at Udvalget Vedrørende Videnskabelig Uredelighed (UVVU) ikke har villet dømme ham for uredelighed, men har dømt ham for uvidenskabelighed, hvilket er noget andet. Udvalgets tale om objektiv uredelighed er forvirrende, for man kan ikke være uredelig, hvis der ikke er en bevidst subjektiv hensigt om at være det.
Ganske vist er der altid en objektiv side i en uredelighedssag, idet det må kunne påvises, at forskeren foretager sig ting, som han i følge anerkendte standarder ikke burde gøre, men man kan ikke isolere denne side fra den subjektive side, der består i, at der er tale om snyd.
Videnskabelig uredelighed består for eksempel i bevidst at forfalske eksperimentelle resultater for at få anerkendelse og indflydelse, men noget sådant har udvalget ikke kunnet påvise, at Lomborg har gjort.
Nu har udvalget så i stedet udtalt sig om videnskabeligheden i hans skriverier, og det kan man så diskutere om det skulle have gjort. Det kan man dog næppe fortænke det i, når det nu skulle forholde sig til de anklager, det havde modtaget, men udvalget burde have holdt sig til en sådan kritik.

Tvivlsomt forsvar
Overfor denne kritik forsvares Lomborg på tvivlsom måde af formanden for Institut for miljøvurdering, professor Ole P. Kristensen, som har været med til at ansætte Lomborg som leder af instituttet. Han siger ifølge Politiken den 9. januar til forsvar for den engelske udgave af Lomborgs bog Verdens sande tilstand, at UVVU »har behandlet bogen som et strengt videnskabeligt værk, selv om den mere har karakter af en oplysende og udfordrende bog«.
Som bekendt har UVVU kritiseret Lomborg for ekstrem ensidighed i strid med god videnskabelig skik, og en sådan ensidighed må en videnskabsmand altså i følge Ole P. Kristensen gerne udvise, blot det sker i en populariserende bog.
Et sådant synspunkt holder ikke. En videnskabsmand, der ikke kan popularisere uden at forvrænge den forskning, han populariserer, er på et så følsomt område som miljøområdet ikke alene en dårlig formidler, men en farlig popularisator. Og hvis han ikke forvrænger virkeligheden med vilje er han en dårlig videnskabsmand, fordi hans videnskabelige indsigt ikke hindrer ham i forvrængningen.
God popularisering af videnskab og filosofisk-videnskabelige positioner må og skal naturligvis have en holdning til sit stof, men der må i alt hvad forfatteren skriver ligge en videnskabelig kritisk kompetence bag. Kunsten at popularisere videnskab og filosofi består i at kunne sige det indviklede enkelt og kunne forenkle uden at forråde sit stof. Den kan ikke bestå i at sige det, nogle gerne vil høre, eller fremlægge fikse ideer i strid med almindelig viden.

Populariseringer
Derfor skal en forskers populariseringer også kunne forsvares som rimeligt holdbare i forhold til den indsigt, som forskeren må formodes at sidde inde med. Det kan ikke være sådan, at nødvendigheden af formidling og populariseringer, som ikke mindst politikere skal kunne vejledes af, og udfordringer til vanetænkning, som tager nye synsvinkler op, har frit spil i forhold til de videnskabelige indsigter og metoder, der er almindelig anerkendte blandt forskere.
Det er en stor fejl at erklære Lomborg for uredelig, men hvis han ifølge fagfolk fra alle videnskabsgrene nægter at respektere de generelle forudsætninger, som det videnskabelige samfund opererer med, sætter han sig uden for den verden, hvor man får et godt videnskabeligt omdømme. Og så kan han have nok så meget ret på enkelte punkter.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu