Kronik

Psykisk sygdom og fremtidshåb

Det er ikke tilstrækkeligt for den psykiatriske patient at opleve en helbredelse af psykotiske symptomer. Det er vigtigt at han eller hun genfinder sin selvforståelse og udstikker en retning for sit liv
9. januar 2003

Kronikken
For fire år siden, i efteråret 1998, blev 24-årige Jesper indlagt på Hvidovre Hospitals psykiatriske afdeling Brøndbylund. Han havde selv bedt om at blive indlagt, da han sammen med sin mor tog op til psykologen på det lokale distriktpsykiatriske center og fortalte, at han følte, at hans hoved var ved at eksplodere og det hele var blevet for meget. Men da døren blev lukket bag Jesper på den psykiatriske afdeling, fortrød han sin beslutning, og han bad om at blive lukket ud igen.
Selv om han var frivilligt indlagt, afviste personalet at udskrive ham. Da gik det hele op for ham: Der var arrangeret en konspira-
tion imod ham. Hans mor, farmor, Poul Nyrup, Clinton og CIA var alle med i et hemmeligt satanistisk kartel, og om nogle timer ville politiets efterretningstjeneste PET komme og hente ham. De ville hakke ham i småstykker og ofre ham som Guds søn. Men da Jesper lå i sin seng på den flermandsstue, hvor han havde fået tildelt en plads, gik det op for ham, at han skulle passe på med, hvad han tænkte. Der var hemmelige agenter alle vegne! Manden i sengen til højre holdt øje med, at han ikke stak af, og ham til venstre ville bedøve ham. Jesper kom dog igennem natten, og efter et par dage begyndte han at få antipsykotisk medicin. Om dagen kunne han gå ud i den lille have, men der var altid en sygeplejerske med ved siden af ham. De havde gættet hans tanke om at springe over hegnet, og holdt øje med at det ikke skulle ske.
Sammen med fem andre unge mennesker, der første gang kom i kontakt med det psykiatriske behandlingssystem, har Jesper skrevet om sine oplevelser til bogen Sindets labyrinter. Han skriver om den paranoide skizofrene psykose, om begivenheder, der ledte op til, og om hvordan han oplevede de syv måneder, han tilbragte på den psykiatriske afdeling. Han beskriver også sine erfaringer som deltager i OPUS-projektet for personer, der modtager en psykiatrisk diagnose inden for det skizofrene spektrum.
I en toårig periode var Jesper tildelt en personlig kontaktperson som han mødtes med ugentligt og som hjalp ham både med praktiske forhold i forbindelse med bolig, økonomi og beskæftigelse, og med at overvåge medicineringen og få en bedre forståelse for sine psykiske problemer. Ved siden af de
terapeutiske grupper han startede i efter udskrivelsen fra hospitalet, begyndte Jesper på et arbejde i et beskyttet værksted. Her kunne han bruge sin håndværksmæssige uddannelse og møde andre, som var i en lignende situation som ham selv. Det var vigtigt for ham
at have noget positivt at tage sig til og at arbejdsstedet kunne udvise forståelse, hvis han nogle dage måtte blive hjemme. Jesper led stadig under psykiske problemer og det var vanskeligt at finde en kombination af medicin som virkede optimalt for ham.

Psykisk sygdom er et komplekst fænomen, der kræver en omfattende indsats fra mange fronter. Både psykoterapi, medicinsk behandling og social støtte kan være påkrævet. I de alvorligste tilfælde kan noget af denne kompleksitet rummes af den ’totale behandling’ som de psykiatriske afdelingers 24-timers
opbevaring tilbyder. Siden begyndelsen af 1900-tallet har der dog været opmærksomhed omkring de uheldige følgevirkninger institutionaliseringen ofte bringer med sig.
Langtidsopholdene kan betyde, at den sindslidende bliver yderligere skadet og mister muligheden for at udvikle sig på centrale områder. Opholdet indebærer intens overvågning og det beskytter mod krav og stress, men det kan samtidig indebære, at patienten fralærer sig evnen til at klare sig selv. Yderligere kan samværet med de andre patienter være forstyrrende og bevirke en uheldig identifikation med de mest ’tunge’ tilfælde. At man mister håbet på at kunne få det bedre.
Kritik af langtidsophold på psykiatriske afdelingerne har betydet, at stigningen i antallet af sengepladser er faldet drastisk siden midten af 1970’erne. Det var dog ikke fordi alternative behandlingsmuligheder havde gjort pladserne overflødige, men på grund af det politiske ønske om at ’normalisere’ frem for at klient- eller ’patientgøre’. Resultatet af nedskæringerne var, at mange tidligere patienter befandt sig ’på gaden’, enten overladt til at klare sig selv eller til byrde for familien, som
ikke var rustet til at give den nødvendige støtte og behandling. Det førte ofte til menneskelige tragedier.
De-institutionaliseringen betød, at det blev vanskeligt at placere ansvaret for at den sindslidende person fik den nødvendige behandling og støtte, og at de forskellige indsatser blev koordineret. For eksempel, når en psykiatrisk afdeling udskriver en patient, vil der så være andre instanser, som kan tilbyde overvågning af den medicinske behandling? Er der praktisk støtte til at arrangere etableringen af en bolig? Er der adgang til terapi eller støttende samtaler, der kan vejlede personen i det virvar af livsbeslutninger, der skal træffes, og de eksistentielle spørgsmål sindslidelsen bragte med sig: »Kan jeg vende tilbage til mit job?«, »kan jeg fortsætte min uddannelse?«, »hvad sker der hvis jeg igen oplever en alvorlig psykisk krise?«, »skal jeg tage medicin resten af mit liv?«, »vil jeg nogensinde blive ’mit gamle jeg’ igen?«.

I de situationer, hvor deres behov er størst, vil sindslidende sjældent være i stand til at søge den behandling og støtte, som de har brug for. Somme tider indser de ikke, at de har et psykisk problem. I den psykotiske tilstand kan de mene, at de er på vej mod en højere indsigt i tingenes egentlige sammenhæng; eller de kan tro, at folk på gaden stirrer aggressivt og hånligt på dem, at en dæmon taler til dem, at naboerne overvåger dem, eller, som i Jes-pers tilfælde, at efterretningstjenesten er involveret i en sammensværgelse, der vil ofre ham i et satanistisk ritual.
Det er dog ikke alene manglende indsigt, der forhindrer personer i at opsøge psykiatrisk behandling og støtte. I den depressive tilstand kan tingene se så sort ud at behandling og støtte ikke lover noget håb, og andre, mere drastiske, udgange på situationen kan synes mere oplagte. Selvmord og selvmordsforsøg er hyppigt forekommende blandt sindslidende. Oplevelser med alvorlige psykiske problemer repræsenterer en eksistentiel krise. De utrolige og ofte skræmmende oplevelser i den psykotiske tilstand ryster individets tro på egne sanseindtryk og evnen til at bedømme virkeligheden og fungere normalt sammen med andre mennesker. Oplevelsernes intensitet kan ligeledes betyde, at nogle psykiatriske patienter oplever den medicinerede døs og hverdagens trummerum som et fravær af liv. Enkelte ligefrem længes efter at vende tilbage til den psykotiske tilstand.
Barrierer for at søge behandling og støtte relaterer også til de problemer med stigmatisering, statussen som psykiatrisk patient bærer med sig. Selv om de seneste tiår formentlig har set en større
accept af at modtage psykoterapi som et led i den personlige udvikling, så er det stadig forbundet med tabu at være psykiatrisk patient. Man skilter ikke med at have været indlagt på en psykiatrisk afdeling eller at have fået diagnosen skizofreni. Statussen som psykiatrisk patient stiller spørgsmålstegn ved individets status en kompetent og ansvarlig person. Muligheden for at blive udsat for stigmati-
sering kan betyde, at mange vælger ikke at søge støtte og behandling, selv om de erkender, at have behov herfor. I nogle tilfælde kan kuren for problemet synes at have mere skræmmende konsekvenser end problemet selv.
I forsøget på at tilpasse behandlingen og støtten til personer, der ikke længere er langtidsindlagte på psykiatriske afdelinger, har der siden 1980’erne været en eksplosiv fremvækst af distriktspsykiatriske centre, der, ideelt set, tilbyder let tilgængelig hjælp i patienternes nærområde. Med henblik på en mere omfattende og koordineret indsats er der i de seneste år ligeledes udviklet opsøgende behandlingsteam rettet mod isolerede og socialt sårbare personer, der ikke selv søger behandling og støtte for alvorlige sindslidelser. Yderligere er der udviklet opsøgende psykoseteam med et mere forebyggende sigte specielt for yngre personer, der første gang kommer i kontakt med det psykiatriske behandlingssystem. I København og Århus er OPUS eksempler på sådanne team.
Psykiatrien er således et område i udvikling, og der er stadig
meget der kan gøres bedre, men behandlingen og organiseringen af indsatsen for personer med
alvorlige sindslidelser synes at
bevæge sig i en retning, der fremmer deres muligheder for integration i det almindelige samfundsliv. Sociale støtteordninger, der muliggør revalidering og arbejdspladser for personer med sær-
lige behov, er også vigtige til at understøtte denne tendens. I Jespers tilfælde betød pladsen på det beskyttede værksted, at han kunne bruge sin uddannelse og langsomt komme sig, samtidig med at det arbejdsmæssige stressniveau blev kontrolleret, og uden at der var skrappe krav om fremmøde.
Udviklingen både inden for psykiatrien og socialpsykiatrien peger heldigvis på muligheden
af, at den ideologiske klient- eller ’patientgørelse’ kan reduceres i fremtiden. Specielt er interessen omkring begrebet recovery lovende – troen på at man kan komme sig. I dette perspektiv ses alvorlige sindslidelser ikke som (nødvendigvis) kroniske og permanent invaliderende. I
stedet fokuseres på opbygningen af individets kompetencer og
ressourcer, og at den pågældende integreres i samfundet i en aktiv og tilfredsstillende rolle. Personen hjælpes til at etablere et fundament, hvor han eller hun kan opstille personlige livsmål og
gøre en indsats for at realisere
disse. Individet respekteres
som en ansvarlig og kompetent person.

Det er ikke tilstrækkeligt for den psykiatriske patient at opleve en helbredelse af psykotiske symptomer. Perioden med en alvorlig sindslidelse repræsenterer et brud i individets livsforløb, og det er vigtigt at han eller hun genfinder sin selvforståelse og udstikker en retning for sit liv. Det kan være at vende tilbage til et job eller en tidligere påbegyndt uddannelse. For Jesper var det afgørende, at han blev støttet i troen på, at han igen kunne arbejde med sin uddannelse. Ligeledes kan der være behov for støtte og rådgivning i forbindelse med konkrete vanskeligheder: »Skal jeg lave en særlig aftale med min arbejdsgiver?«, »har jeg brug for en støtteordning i en periode?«, »hvordan skal jeg forklare mig fravær til kolleger?«, »kan jeg klare udfordringen fra jobbet eller studiet?«. Lige så vigtigt som det er, at den enkelte kan få støtte og vejledning i forbindelse med disse spørgsmål, er det, at han eller hun bliver respekteret som kompetent til at træffe informerede beslutninger. Hvis individets behov for støtte derimod ses som udtryk for en fundamental (og patologisk) manglende evne til at fungere, vil den pågældendes status og kompetence som ansvarlig person blive tilsidesat. Dette kan have den uheldige virkning at fastholde individet i en patient- eller klient-rolle.
Helbredelse eller recovery handler således ikke blot om at blive symptomfri, men mere om at genfinde et fundament for og en retning i individets liv. Det handler om selvopfattelse, identitet, drømme og livsmål. De sociale omgivelser præger denne vanskelige proces. Selv i situationer, hvor den medicinske behandling har gjort en psykotisk patient symptomfri, kan den pågældende måske ikke komme videre i sin helbredelsesproces, hvis han eller hun ikke har interesser, job eller en uddannelse at rette sin energi og sine forventninger mod. Der er intet fundament at stå på og ingen vej at gå. I sådanne tilfælde kan fremtiden synes usikker og statussen som psykisk syg kan tilbyde et fundament for en ny selvopfattelse. Dette understøttes af muligheden af at etablere et indtægtsgrundlag gennem samfundsmæssig understøttelse, hvis man kan præsentere en psykiatrisk diagnose som »skizofren«.
For at undgå, at den tidligere institutionaliserede ’patientgørelse’ blot afløses af en ideologisk ’klientgørelse’, er det afgørende, at sindslidende hjælpes til at udvikle planer og mål for deres liv. At de respekteres og understøttes som kompetente og ansvarlige personer, med drømme og fremtidshåb.

*I den for nyligt udkomne bog Sindets labyrinter – Seks beretninger fra mødet med psykiatrien (red. af John Aggergaard Larsen, Hans Reitzels Forlag, 2002) beskriver seks personer deres individuelle oplevelser med sindslidelser og psykiatrisk behandling. Beretningerne giver indblik i psykotiske oplevelser og alvorlige eksistentielle problemer, og hvordan de med støtte fra OPUS-projektet har været i stand til at komme videre i deres liv.

*John Aggergaard Larsen er antropolog og Research Fellow ved European Institute of Health and Medical Sciences, University of Surrey, England

FAKTA
OPUS-projektet
*OPUS tilbyder integreret psykosocial og medicinsk behandling for førstegangs-psykotiske unge, der diagnosticeres inden for »det skizofrene spektrum«. Projektet blev etableret på forsøgsbasis i København og Århus i 1998, og er nu blevet et permanent tilbud. Der foreligger en dokumentation og evaluering af projektets tre første år i rapporten Projekt OPUS i København (John Aggergaard Larsen, Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen, Københavns Kommune, 2001). Medarbejderne har udgivet en håndbog med beskrivelser af behandlingsformen: Unge med psykose – En integreret indsats: Erfaringer fra OPUS (red. af Merete Nordentoft m.fl., Hans Reitzels Forlag, 2002).

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu