Læsetid: 3 min.

Rundt om mr. Nicholson

En række kvinder har på det seneste skrevet om kønslivet som midaldrende. Hvorfor er reaktionen fuldstændigt anderledes, når Jack Nicholson fortæller om samme emne?
28. januar 2003

En række kvinder har på det seneste skrevet om kønslivet som midaldrende. Hvorfor er reaktionen fuldstændigt anderledes, når Jack Nicholson fortæller
om samme emne?

Kommentar
Man skal unde sig at gå ind og se, About Schmidt.
Filmen er et kompromisløst opgør med den borgerlige konformitet og Nicholson i hovedrollen som den pensionerede forsikringsmand, hvis kone pludselig dør, er simpelthen et under.
Men det var alligevel ikke så meget det, jeg tænkte på i forbindelse med medieomtalen, da About Schmidt ramte biograferne. Det var mere, at Nicholson fandt lejlighed til at sige, at han er blevet gammel og træt og ikke mere har behov for at dyrke sex hver
aften for at kunne sove. Faktisk foretrækker han oftere og oftere at ligge alene. Hans største bekymring er, at han skal blive helt afhængig af freden og roen i sengen. Den svada har ryddet forsider verden over, og det kan man jo mene forskelligt om. Men jeg kom til at tænke på den litterære bølge, vi har haft i efteråret, hvor midaldrende kvinder skriver personligt om kønslivet: Maria Marcus (Med krop og sjæl), Suzanne Bjerrehus (Livet i mine mænd) og Bettina Heltberg (Deadline).
Og jeg spurgte mig selv: Hvad er det, der er så meget anderledes, når Jack Nicholson fortæller om det samme? Om kønslivet som midaldrende. Jo.
Kvinderne udleveres i den offentlige gabestok: »Saml benene, Suzanne« lød opfordringen i B.T. »27 års ulykkelige samlejer med Auken«, skrev Ekstra-Bladet. »Vil så du helst have lyset slukket?« spurgte Poul Pilgaard Johnsen Maria Marcus i Weekendavisen. Det sker ikke for Nicholson. Han er stadigvæk en helvedes karl med nosser og hår på brystet. Men hvorfor?
Der er ingen tvivl om, at en mand, alene fordi han er en mand, har en anden uanfægtelighed i offentlighedens øjne end en kvinde. Offentligheden sårer kvinder på en anden måde, end den sårer mænd. Man er mere personlig i sine angreb? Tænk bare på alle de satiriske tegninger, vi har set i tidens løb af Ritt Bjerregaard som lak og læderklædt domina, der slår knald med pisken.
Alene fordi hun er en kvinde med magt. Det er simpelthen sværere for kvinder end for mænd at komme igennem med værdigheden og den personlige integritet intakt, når de viser sig frem i offentligheden med deres ambitioner og begær.
Men der er flere grunde til, at det samme, som ramte Bjerrehus, Marcus og Heltberg, ikke ramte Jack Nicholson. Ret beset fortæller han jo ellers historien om vigende potens. Et ganske sårbart sted at stille sig for en mand, der gennem en menneskealder har
givet den som hele verdens ustyrligt virile førsteelsker, skulle man tro. Det interessante er imidlertid, at Nicholson samtidig demonstrerer en suverænitet. Han fortæller måske nok om en sårbarhed, men han taler et helt andet sted fra, end kvinderne gør.

Selv om det er et offensivt projekt som kvinde at ville vise sit køn og sin seksualitet frem i en kultur, der har haft tradition for at undertrykke kvinders tilstedeværelse i det offentlige rum, kommer deres historie dog over en bred bank til at handle om, at de behøver blikket. »Jeg har brug for blikket, og jeg får det stadigvæk«, kunne være overskriften på Suzanne Bjerrehus kvindelige succeshistorie. Sådan siger Nicholson ikke. Han har
ikke brug for sexen mere. Derfor ligger han alene. Den største fristelse er... hans eget selskab. Og når han fortæller om det i offentligheden, er det ikke en del af et personligt projekt med at blive set som mand.
Dette projekt med at blive set som køn stikker forbløffende tit næsen frem hos kvinder. Selv om de har opnået position i offentligheden via talenter og kompetencer, der intet har med deres udseende at gøre, er det forbløffende tit, at kvinder takker ja til rollen som pin up – oveni den øvrige succes så at sige – hvis de får den tilbudt.
Hvilke tennis-, badminton- og håndboldpiger har vi efterhånden ikke set optræde mere eller mindre afklædte i herremagasinerne? Og selv var jeg ved at dåne af forbløffelse, da Lone Dybkjær gik catwalk for nogle år siden.
En anden side af sagen er så, at man som kvinde uanset sine kompetencer slet ikke kan slippe for samtidig at blive vurderet som køn. Blikkets forskellige betydning for mænd og kvinder spiller stadig en fatal rolle i kvinders liv.
Også når de vil gøre sig gældende i det offentlige rum.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu