Læsetid: 3 min.

Skat er tvang

Den liberalt sindede hader ikke regeringen og staten, men er kritisk overfor nogle af de aktiviteter, som den moderne stat påtager sig. Staten skal gøre alt dét, som kun staten kan gøre
Debat
2. januar 2003

Kommentar
I medier som DR’s P1 bliver man ofte konfronteret med ikke-liberales udlægning af liberalismen. Det er sjældent mennesker, som rent faktisk har forstand på det liberale tankegods. Årsagen til denne skødesløshed er sandsynligvis, at liberalismen betragtes som en simpel, ja nærmest vulgær ideologi, som primært handler om at rage til sig og skabe et effektivt samfund. Hvor svært kan det være at udlægge den tekst?
Mange liberale samfundsdebattører har selv bidraget til dette billede ved næsten udelukkende at fokusere på de økonomiske argumenter for liberalismen. Disse argumenter er da også overbevisende. Men det fundamentale grundlag for liberalismen er ikke økonomisk men moralfilosofisk.
Udgangspunktet for liberalismen er at sikre det enkelte menneske mest mulig frihed til at træffe egne valg og indrette sit eget liv – ikke primært fordi frihed skaber foretagsomhed og økonomisk vækst (det gør den også), men primært fordi liberalismen ser frihed som et gode i sig selv.
Den liberalt sindede hader ikke regeringen og staten, men er kritisk overfor nogle af de aktiviteter, som den moderne stat påtager sig.
Staten skal gøre alt dét, som kun staten kan gøre. Det er statens vigtige rolle at beskytte os mod hinanden – mod vold og kriminalitet. Staten skal sørge for, at markedet fungerer. Og mange liberale vil også mene, at staten har en rolle som en slags ’nationalt forsikringsselskab’, der kan forsikre os alle sammen mod nød og sygdom.
Men liberalisten stejler, når staten påtager sig opgaver, som ikke behøver at blive varetaget af staten. Ikke primært fordi staten er mindre effektiv end markedet, selvom det oftest er korrekt, men primært fordi staten dermed tager frihed fra det enkelte menneske.
For at kunne finansiere sine udgifter, må regeringen opkræve skat. Jeg kan ikke nægte at betale skat. Skat er altså tvang. Tvang er et middel, som man skal bruge med varsomhed, ja ydmyghed. Tvang er en form for frihedsberøvelse. Man skal derfor have sikret sig, at der ikke er nogen anden udvej, før man tyr til tvang. Bemærk, at tvang ikke i sig selv bliver legitimt af, at et flertal støtter den.
Mindretallets og individets rettigheder kan ikke tilsidesættes af flertallet. Den eneste ret til at udøve tvang er nødvendigheden. Den tvingende nødvendighed. Enhver tvivl bør komme individet til gode.
Men se den arrogance med hvilken de folkevalgte bruger deres magt til at tvinge os. Ikke fordi det er tvingende nødvendigt, men blot fordi de kan. I løbet af 50 år, er skattetrykket i Danmark steget fra omkring en fjerdedel af danskernes samlede indkomst til omkring 60 procent.
Går samtlige af disse hundredvis af milliarder i offentlige udgifter til formål, som berettiger tvang? Er det rimeligt at udøve tvang for at finansiere en generel efterløn til sunde og raske danskere? Er det rimeligt at tvangsudskrive skattekroner til finansiering af en børnecheck til velhavende forældre?

De folkevalgtes arrogance viser sig i særdeles i det faktum, at de ikke engang føler sig nødsagede til at argumentere for, at nye udgiftskrævende tiltag er tvingende nødvendige og altså legitimerer tvang.
Tværtimod er der i Danmark blevet indført omvendt bevis-byrde. Man skal kunne bevise, at tvang ikke er nødvendig. At det enkelte menneske kan administrere sit eget liv, træffe selvstændige beslutninger. At markedet kan løse en række velfærdsopgaver bedre end den offentlige sektor. Men det burde jo være omvendt.
Der burde være en løbende debat om balancen mellem individ og stat, og enhver tvivl burde komme individet til gode.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her