Læsetid: 4 min.

Socialisme og fascisme er ikke et fedt

Det er unuanceret og ukritisk at ligestille Honecker Botha, Castro, Franco og Ortega
Debat
2. januar 2003

Opgør om fortid
I den nye politiske korrekthed terminologi er der ikke forskel på socialisme og fascisme, på rødt eller på sort, og ikke på befrielseskampe og på den vold, der undertrykker et demokrati. Jeg føler mig trist til mode over, at dette ligemageri og den tendens til overfladisk ensretning også er ved at omfatte en avis, der udspringer af en kamp for frihed.
I sin leder den 28. december ligestiller David Trads Daniel Ortega i Nicaragua, Pinochet i Chile og Franco i Spanien. De havde forskellige etiketter, men ifølge David Trads var der ellers »ingen nævneværdige forskelle – graden af forbrydelser mod deres egne folk lignede hinanden«.
Men det gjorde de ikke. For at tage den mest oplagte forskel: Pinochet stod i spidsen for et militærkup vendt mod et demokrati. Han blev med USA’s aktive bistand den diktator, der afløste demokratiet i Chile. Den demokratiske leder Allende blev myrdet.

Ortega ikke hæslig
Daniel Ortega var leder i en befrielsesbevægelse, som efter årtiers kamp væltede et USA-støttet Somoza-familiediktatur. Der kan siges meget skidt om sandinisternes styre under Ortega, men sandinisterne demokratiserede landet, og Ortega forlod præsidentposten i 1990, efter at demokratiske valg var indført, og han blev stemt ud.
I Chile var det diktatoren som undertrykte demokratiet, i Nicaragua var det en befrielse for diktatur og et styre, som trods USAs modstand skabte et begyndende demokrati. Hverken sandinisterne eller deres efterfølgere har været særligt succesrige, men jeg tror end ikke, at Bent Jensen vil hævde at Ortega, var en »hæslig diktator« som påstået af David Trads.
Og så var der Franco, som også kæmpede imod demokrati og socialisme og derudover for en med nazismen beslægtet fascistisk ideologi.
Ifølge David Trads kan det være lige fedt, og i den store sidestilling af hvad som helst, medtager han også Erik Honecker fra DDR, Botha fra Sydafrika og Castro fra Cuba. Det ene kan være lige så slemt som det andet.
Jeg tror på, at vi kan lære noget af Bent Jensen og hans Gulag og glemsel. Jeg har ikke noget imod at indrømme, at vi en gang imellem kvajede os og var naive i 1970’erne og 80’erne.
Men jeg vil hævde, at vi trods naiviteten havde voldsom sans for nuancer. Vi kendte forskel på socialisme og kommunisme, og på den påståede kommunistiske variant i Sovjetunionen (som vi ikke gav meget for) og forsøgene på at finde frem til en Eurokommunistisk demokratisk model.

Gavner ikke debatten
Vi havde også sans for revolutioner og frihedskampen mod diktaturer, som var nødvendige men som nogle gange løb af sporet. Vi ledte med lys og lygte efter alternativer til den herskende uretfærdige udvikling, og i vort ønske om at finde noget bedre, lod vi nogle gange ønskedrømmene løbe af med os.
Der var – i modsætning til i dag – mere end én udviklingsmulighed i verden, og vi følte en forpligtelse til at vurdere og prioritere. Men vi var ved Gud ikke unuancerede ligemagere, som skar alt over en kam.
Vi analyserede og kritiserede, og vi brugte blandt andet Information til det.
Jeg tror ikke på, at man gavner samfundsdebatten ved, som David Trads, at lade som om, at i det store betydningsfulde perspektiv kæmper USA i reglen for det gode, mens kommunisme »udelukkende er den levendegjorte ondskab«.
Ud fra den holdning var det vel godt, at Franco blev Spaniens diktator, fint at USA myrdede Allende uden ret eller dom, godt at Cuba er ekskluderet fra det gode selskab, perfekt at USA har myrdet og understøttet diktatorer i Centralamerika, Sydamerika, Mellemøsten og Asien. For deres mord var jo for det godes skyld og for at holde den levendegjorte ondskab væk. Eller hvad?
Hvis David Trads mener, hvad han skriver, er det sært, at han slutter sin leder af med et par forsigtige forbehold overfor George W. Bush. Der var ingen fair rettergang mod Allende som var demokrat, hvorfor skal der så være det overfor krigsfanger? Og hverken det demokratiske Chile eller det sandinistiske Nicaragua truede USA, men man brugte alligevel militær og efterretningstjenester til at vælte deres regeringer. Hvorfor synes Trads, at Saddam Hussein, som virkelig er en skurk, skal have bedre vilkår???
David Trads skriver om gamle og halvgamle mennesker, som er ude af stand til at skille godt fra ondt. Selv løser han problemet ved at hævde, at det gode er at holde med den rigtige, uanset hvad den rigtige gør, og hvem det går ud over. Det handler ikke om indholdet, men om alliancen.
Jeg tror, at David Trads kan lære både om tvivl og nuancer ved at læse i gamle årgange af Information.
Han skal ikke høre meget ondt for, at han kvajer sig, for det gjorde vi andre også tit. Men han bør lære, at uanset ønsker om politisk korrekthed, respekt for tidsånden og håb om placering i det pæne selskab bør der være respekt for nuancering, og der bør være kritisk sans.
En gang imellem kan det derudover være nødvendigt at placere sig uden for det pæne selskab, hvis sandheden kræver det.

*David Trads svarer de mange læserindlæg i to kronikker på mandag og onsdag.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her