Læsetid: 12 min.

Systemernes kamp

Debat
11. januar 2003


Er kommunismen ond og USA god? Uddrag af læserbreve om chefredaktør David Trads’ leder og kronikker
God/ond

Per Vadmand, Ringsted:
*David Trads slutter sin kronik om Det Gode USA med spørgsmålet: »Hvem ville du helst have som dominerende magt i dag – Sovjetunionen eller Amerika? Svaret synes åbenlyst.«
Hermed opsummerer han absurditeten i hele problemstillingen. For alle os, der slet ikke ønker nogen »dominerende« er svaret ganske rigtigt indlysende, men det er ikke det svar, Trads forventer. Jeg tror ikke, jeg er ene om at finde selve begrebet »dominerende magt« afskyeligt.
Svaret er altså hverken-eller.

Hanne Schmidt, Amager:
*Socialistiske teorier stammer helt tilbage fra Thomas Mores Utopia fra 1520 og fra Proudhon og Owen i 1700-tallet – længe før Lenin og Stalin forsøgte at implementere deres diktatoriske styre. Det socialistiske demokrati handler stadig om et utopia med social retfærdighed og lige muligheder for alle. Dette har været bærende for mange almindelige mennesker som kalder sig socialister, også for folk som har været medlemmer af både DKP og Socialdemokratiet i det 20.århundrede.
Gert Petersen får den 7. januar af Jan Ifversen et gevaldig hak i tuden for at komme ind på, at en af grundene at mange i sin tid forsvarede Sovjetunionen var, at man trods alt løste den enorme materielle nød i Rusland i årtierne efter zardømmets sammenbrud.
Alt andet lige var den russiske revolution et konkret svar på en ubegribelig elendighed, fattigdom og slaveri i det daværende Rusland, ligesom socialismens opblomstring i Europa var et svar på forfærdende vilkår for arbejderklassen her.
Gert Petersen er i modsætning til Davids Trads gammel nok til selv at have oplevet fattigdommen og de usle bolig- og arbejdsforhold her i landet, og dette er formodentlig udgangspunktet for både hans og mange andres politiske stillingtagen dengang. Hvis man ikke begriber elendigheden eller fattigdommen og hvis man ikke evner empati med de millioner af forarmede mennesker, som døde og dør af sult og sygdomme i denne verden, forstår man selvfølgelig ikke socialismens sande væsen eller hvorfor at essensen i Thomas Mores ideer kan overleve i 500 år som en stadig inspiration, der nærer en vedvarende drøm om et ægte socialistisk samfund.

Curt Sørensen, Aarhus Universitet:
nI deres berømte analyse af fattigdom, hungersnød og tilbageståenhedens ofre i Indien og Kina siden Anden Verdenskrig fremhæver Jean Dreze og Amartya Sen det indiske demokrati’s større evne til at opfange og imødgå optrækkende hungersnød. Men de fremhæver også det bedre sundhedssystem i Kina, den lavere dødelighed, det bedre uddannelsessystem, den generelt bedre levestandard. Som følge af disse forhold har overskudsdødeligheden i Indien i forhold til Kina været ca. 4 millioner om året. For hvert ottende år koster overskudsdødeligheden flere menneskeliv i Indien end antallet af ofre i Kina for hungersnøden under »det store spring fremad« fra 1958-61. I løbet af en 30-årig periode bliver det til 120 millioner, langt flere end Courtois med fleres sammentælling af samtlige »kommunismens« ofre gennem hele århundredet. Det er tankevækkende tal. De undskylder ikke Maos forbrydelser, men de understreger, at problemerne i verden er langt større og mere komplicerede end som så.

Malene Steen Nielsen Flagga, Amager:
*David Trads Gospel lyder: Hvis du er socialist, og selv om du taler mod Sovjetunionens grusomheder, da er du alligevel knyttet til Lenin og Stalin, oh vantro socialist. Mod denne religion fejler al logik og rationel argumentering, som den gør mod enhver anden religion. Det nytter intet at fortælle, at socialister sagtens kan være overbeviste om at Karl Marx havde fat i den lange ende, men aldrig i deres vildeste fantasi ville støtte Sovjetregimet. Det nytter intet at forklare ’pastor’ Trads, at der aldrig var kommunisme i Sovjetunionen, men statskapitalisme. Enron erstattet med USSR, bestyrelsen med politbureauet. Nånej, Enron findes ikke længere. Leve det fri marked. Halle-vækst-lujah.

Frank Klevenhaus, Kastrup:
*Det er som om David Trads helt forbigår, at Hitler faktisk erklærede USA krig den 11. december 1941 som følge af USA’s krigserklæring over for Japan. Desværre bevirker denne forglemmelse, at kronikken kammer lidt over med hensyn til USA’s uselviske og altopofrende rolle. Når både Tyskland og Italien erklærede krig måtte selv isolationisterne reagere. Nazister eller ej.

Morten Andersen, Åbybro:
*David Trads’ to kronikker forekommer at være fuldmodne eksempler på den primitive forsvarsmekanisme ’splitting’. Som læser kunne jeg godt være foruden denne indvielse i hans indre konflikter.

Søren Skriver Tillisch, Vanløse:
*Den genopståede debat om kommunisme vs. kapitalisme føres på et forkert grundlag: skyld. Det må være nogens ’skyld’, synes at være alles mantra. Det er amerikanernes skyld at de vesteuropæiske demokratier overlevede Første og Anden Verdenskrig. Det er også amerikanernes skyld, at verden i dag ser ud, som den gør.
Problemet er ikke om USA er en bedre herre end Sovjetunionen. Det er et hypotetisk spørgsmål. Problemet er, hvilken supermagt USA vil være. En supermagt, der har brug for resten af verden, eller en supermagt, der vil bruge resten af verden? I øjeblikket er svaret tilsyneladende mest det sidste.

Kirsten Netteberg, Birkerød:
*Helt slem bliver manglen på analytisk evne og refleksion, når David Trads argumenterer med friheden i demokratiet. Frihed i sig selv kan da bruges til mange ting, både godt og ondt – og er også blevet det. Min skolelærdom fortalte, at til demokratiet hører et par begreber mere med, nemlig lighed og broderskab. I kommunistiske regimer var friheden totalt fraværende – hvordan er det med ligheden og broderskabet i det højt besungne USA? Både nu og historisk? Da jeg i mine unge dage gik i demonstration mod Vietnam-krigen, blev SF’er, lyserødstrømpe og protesterede mod atomvåben, var det dels et naturligt oprør i forhold til mine forældres moderat borgerlige politiske holdninger, dels var det et udtryk for kritik af det vi selv tilhørte, nemlig det vestlige demokrati, som var det bedste, der fandtes og derfor hele tiden skulle udsættes for kritik. Frihed og demokrati er som bekendt ikke noget man bare har – det skal tilkæmpes og værnes om altid.

Eva Goldbech, Ølsted:
*Vi har frihed til at rejse, siger David Trads. Ja, nogle har. Det kræver, at man har penge. Jeg tror ikke at kontanthjælpsmodtagere oplever stor frihed i den retning. I det gamle Østtyskland kunne man ikke rejse, men til gengæld havde man arbejde. Da de frie markedskræfter efter Murens fald holdt deres indtog, mistede mange deres arbejde, men nu havde de teoretisk set friheden til at rejse. Hvad er reel frihed? Hvor stor indflydelse har vi egentlig på vores egen dagligdag?

Ole Thorbek, Solidarisk Alternativ:
*David Trads understreger, at han ikke har nogen teoretisk baggrund for at analysere emnet, men at hans analysemetode består i, at han altid tager udgangspunkt i det enkelte menneskes skæbne, og at han på rejser har talt med mennesker i en række lande. På denne baggrund er det ikke overraskende, at Trads undlader at analysere årsagerne til, at det kommunistiske projekt gik så galt.
Det borgerlige samfund har et dobbelt medansvar: De iværksatte den Første Verdenskrig, hvor millioner af unge mænd – ikke blev sendt til Gulag – men til slagtning i skyttegravene. Krigen var den direkte forudsætning for den russiske revolution. Denne fandt sted med udgangspunkt i omfattende selvforvaltning og demokratiske strukturer, der omfattede en gigantisk jordreform, hvor bønderne selv delte godsejernes jord imellem sig, og arbejderne etablerede selvstyre på fabrikkerne. Der var tale om et enestående demokratisk eksperiment, der engagerede og involverede befolkningen i hverdagen. Et demokrati, der – hvis det havde fået lov til at fortsætte – kunne have fungeret som en vældig og global demokratisk inspiration, også for alle de mange undertrykte i USA. Magteliterne i USA og andre lande så selvforvaltningen og demokratiet som en alvorlig trussel mod deres privilegier. Det var dette demokrati, USA og de borgerlige i Rusland gennem borgerkrig og intervention – målbevidst – fik smadret, og det var i borger- og interventionskrigen, at bolsjevikkerne etablerede deres diktatur og lagde grunden til kommunismens ondskab.

Bo Richardt, Espergærde:
*Vi lever i en syg tid, hvor vi dagligt konfronteres med skizofrenien mellem lyst og moral. På den ene side i avisen er der reklamer for fedeste tider – tag på powershopping i London – og på den anden side videnskabeligt holdbare belæg for at miljøet segner under vore fedeste aktiviteter. Som individer kan vi ikke se at vores potenslyst udrydder næsehornene. Men når de er udryddet og vi opdager at vi alligevel ikke fik horn af deres horn, ville vi nok ønske at fællesskabet havde indført et forbud inden det var for sent.
Det ’onde’ ved kommunismen var at den forsøgte at sætte fællesskabets tarv højere end individets. Resten af ondskaben havde ikke noget med kommunismen at gøre. Den beroede på almen magtsyge, som ved Gud trives under hvilken som helst ideologisk hat. I vore dage hedder det for eksempel ikke Gulag, men Guantanamo.

Ib Nyhus, Amager:
*David Trads stiller mig et spørgsmål: »Nærede du selv eller nogen i din omgangskreds nogensinde et ønske om at udvandre fra det kapitalistiske Danmark til et kommunistisk land?«
Jeg havde i sommer et møde med det cubanske ministerium for informatik med henblik på at etablere en virksomhed på Cuba. Mit motiv er ikke, at jeg ønsker at tjene penge på en import/eksport virksomhed, men alene, at skaffe mig et grundlag for at eksistere i et land, som jeg er kommet til at holde af – Castros »ondskabsfulde diktatur«. Jeg har i de sidste seks-syv år været på Cuba mange gange og har fået venner på Cuba og cubanske venner i Danmark. Ellers er jeg kernedansk med bedsteforældre fra det jyske og det sjællandske landbrugssamfund. Jeg er magister i filosofi og har undervist ved højere læreranstalter og arbejdet i it-firmaer. Jeg er ikke medlem af Dansk-Cubansk forening. Mine venner på Cuba er ikke medlemmer af det kommunistiske parti på Cuba, og jeg føler mig ikke forpligtet til at forsvare Castros synspunkter, hvis jeg ikke er enig i dem. Jeg påstår ikke, at Cuba repræsenterer et samfundssystem, som jeg vil kalde demokratisk. Jeg benægter ikke, at cubanerne mangler vigtige retsgarantier og rettigheder, som jeg har i Danmark. Jeg har ikke hørt om »lukkede byer« eller set en nomenklatura drøne rundt i sorte limosiner, som man f.eks. kan se det i København og Washington. Min banale påstand er blot, at Danmark og USA mv. har parlamentariske styreformer der, som Cuba, har en række demokratiske elementer og en række demokratiske mangler.

Poul Erik Hornstrup, Frederiksberg:
*Trads tror at ondskaben er en iboende egenskab ved kommunismen. Men eftersom han ikke kan stille med nogen forklaring, bidrager han kun til en mytologi. Sandheden er langt uhyggeligere: Despoterne fik deres magtbasis fra idealistiske menneskers vilje til at acceptere onde handlinger for at fremme det, de anså for et større gode. Fundamentalime, ikke en mystisk, elementær ondskab, er den drivende kraft. Fundamentalisme er en videreudvikling af idealisme, som i sig selv er et sundt stadium i et menneskes karakterudvikling. Hvis man ikke som barn kommer til erkendelsen af, at noget er godt og noget er ondt, risikerer man at udvikle psykopatiske træk (eller risikoen er måske snarere omgivelsernes). Drengebøger skal ikke undervurderes som karakterdannere. Problemet opstår, hvis en person ikke kommer ud af drengebogs-universet, men i sit voksne liv bliver ved med at insistere på den rene idealverden frem for den grumsede og tvetydige virkelighed, som omgiver ham. Næste stadium i forløbet er fanatisme, som i sjældne tilfælde manifesterer sig i vilde øjne og fråde om munden, men langt hyppigere og farligere i et inderligt ønske om at rense verden for det onde.
Her er vi ved kernen i min utilpashed ved David Trads’ budskab: Det minder om en indkaldelse til et korstog.

John Jakobsen, Valby:
*David Trads nævner, at begge parter mener, at kun USA kan løse konflikten i Mellemøsten. Så længe USA fodrer Israels militær med mange, mange milliarder dollars, så kan konflikten vist ikke løses uden at USA vælger at satse på fred i Mellemøsten?
Trads nævner, at Gorbatjov sendte kampvogne til Baltikum i 1986. Men Ninn Hansen ville sætte hæren ind mod de danske arbejdere under påskestrejken i 1985 – er det et spørgsmål om godt eller ondt eller det et spørgsmål om at bevare magten?
Reagan var ifølge Trads den der skubbede allermest til østblokken, da jerntæppet faldt – kunne det ikke være befolkningerne på den anden side af jerntæppet, der havde fået nok? Har Trads ingen tro på det enkelte menneske som drivkraft i et oprør mod magten?

Holger Terp, Hvidovre:
*David Trads’ kronik ’Det gode Amerika’ er et godt eksempel på, at der stadig er nogle der mener, at krige kan være retfærdige. Men krig er en lang række forbrydelser, både før og efter freden er brudt ud. Dette gælder også krigen 1939-45.
Det gode Amerika har aldrig eksisteret. Allerede under den amerikanske frihedskrig var en af forudsætningerne for opbyggelsen af det moderne USA anvendelsen af slaver, og de forhenværende engelske kolonier i Nord-amerika kunne kun udvides gennem indianerkrigene.
I forbindelse med forberedelserne til USA’s indtrædelse i Første Verdenskrig bekrigede landets magtelite de voksende politiske alternativer. Politiske modstandere, fagforeningsfolk og militærnægtere overvåges, forfølges, fratages borgerlige rettigheder og kastes i fængsel.
Da USA forberedte deltagelsen i Anden Verdenskrig blev militærnægtere anbragt i lejre i stedet for fængsler, men de skulle selv bekoste opholdet.
Den kolde krig medførte en ny forfølgelse af den politiske opposition i USA. Mens landets militær-industrielle kompleks var under opbygning. Amerikanske socialister og pacifister gik i hi og ventede på bedre tider. De kom i slutningen af 1950’erne med de verdensomspændende protester mod de atmofæriske atombombeforsøg.
Den nuværende amerikanske krig mod terror afspejler ledende amerikanske politikeres frygt for en voksende opposition mod en planlagt kolonialisering af rummet som indebærer afholdelse af enorme udgifter og en stærk centralregering.
Pacifister har i øvrigt altid protesteret mod statskommunismen i Sovjetunionen – fra forfølgelsen af militærnægterne i begyndelsen af 1920’erne og fremefter.

Drude Dahlerup, JuniBevægelsen:
*Først kom der en række ledere om EU, hvor Trads og Annegrethe Rasmussen lovpriste EU og talte hånligt om EU-modstanden. Information, der vel har en større andel EU-skeptikere i sin læserkreds end nogen anden dansk avis, leverer ikke længere kritiske analyser af magt og interesser i EU.
Dernæst kom Trads’ berygtede leder om de gode amerikanere og den onde kommunisme. Netop i Danmark har den Sovjet-kritiske venstrefløj været særlig stærk, på højdepunktet i 70’erne og 80’erne med over 15 procent af Folketingets pladser. De fleste i fredsbevægelsen kritiserede netop både USA og Sovjet, de fleste i kvindebevægelsen ligeså.

Michael Voss, Roskilde:
*Da jeg havde læst David Trads’ kronik ’Det Gode Amerika’ om hans fem-årige ungdomsophold i USA og hans deraf følgende USA-begejstring, spekulerede jeg over, hvor jeg havde set det før. Jo, det var præcis den stil, den logik og de følelser, som gennemsyrede beretninger og debatindlæg fra Kina- og Sovjet-begejstrede danskere, der vendte hjem fra delega-
tionsbesøg og studieophold.

John Goodwin, Kbh. V:
*Kære David Trads, du skriver, at USA konstant støttede de enkelte borgere, aldrig regimerne. Det vil sige, at USA ikke har støttet Saddam med efterretninger, teknologi og forsyninger, der hjalp ham til at myrde sin egen befolkning i 80’erne, for da var USA på frihedens spor. Så måske var kurderne kommunister? Jeg troede ellers jeg havde læst... Nå, fuck det. De siger, at der er døde hundrede tusinder af irakere pga. amerikanernes og englændernes handelsembargo og luftbombardementer af Irak. Kan de allesammen være kommunister da? Nej, undskyld, det der med støtten til »enkelte borgere« gælder kun dem der pintes under kommunismen. Det vil sige ikke kurderne, der blev myrdet af et USA-støttet regime i Irak. Eller Tyrkiet. De (kurderne) er selv lidt kommunistiske, er de ikke? Klart de skal dø. Tak Trads. Jeg troede et øjeblik, at jeg boede i en verden med en hensynløs, krigerisk hypermagt. Men nu ved jeg, at hvis ikke Uncle Sam havde reddet os, så snakkede vi alle tysk i dag. Hvilken lettelse. Hellere en napalmet børneslave i en slumbolig i Argentina end være uvenner med det mest frihedselskende, demokratiske land i hele verden.

Gode kronikker
Kære David Trads. Jeg er stort set enig med dig i det hele. Også jeg har tit undret mig over den generelle skepsis fra os danskeres side over almindelige amerikanere (dog, Bush er ikke lige min kop te, men han er vist heller ikke helt almindelig), men ligesom dig har jeg boet derovre i flere år. Det slår mig, at det måske er nødvendigt for at forstå den amerikanske pragmatisme. Der er lige én ting: Dette med det uantastede demokrati derovre under Anden Verdenskrig: Hvad med japanere, der blev spærret inde?

Peer Bentzen, Italien

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her