Kronik

Tid til forandring på universiteterne

Som nylig studerende har dagens kronikør været øjenvidne til, hvordan tingene reelt foregår inden for murene på de danske universiteter. Med udgangspunkt i disse forhold argumenterer han for, at videnskabsminister Helge Sanders nye forslag til en ny universitetslov faktisk slet ikke er så ringe, som den massive kritik vil gøre den til
Debat
23. januar 2003

Kronikken
I sidste uge kom videnskabsminister Helge Sanders endelige forslag til en ny universitetslov. Forslaget har mødt en heftig kritik både efter offentliggørelsen og i løbet af december, hvor et udkast var sendt til høring. Udgangspunktet for kritikken har i bund og grund været, at der ikke er noget galt med universiteterne og den måde, de drives på i dag. Og at det derfor ikke er nødvendigt med den reform, ministeren har lagt op til.
Denne kritiske holdning vil jeg gerne stille spørgsmålstegn ved. Jeg har nemlig som nylig studerende på et af landets største universiteter været øjenvidne til, hvordan universiteterne konkret drives inden for murene i dag. Og der er slående mange ting, der ikke fungerer – ting som Sanders lovforslag gør op med. Samtidig er det åbenlyst, at visse dele af kritikken af det nye forslag bygger på misforståelser og fordomme.

Lad mig nævne tre autentiske eksempler på dansk universitetsdrift anno 2003:
Eksempel 1: Der findes et universitetsinstitut, hvor en kvindelig lektor i mere end 10 år ikke har publiceret én eneste videnskabelig artikel. Hun er efterhånden i en betragtelig lønramme og tjener derfor ganske godt. Det gør hun blandt andet for at forske »til højeste niveau«, som det hedder i den nuværende universitetslov.
På trods af komplet manglende dokumenterede forskningsaktiviteter går forskeren fuldstændigt i fred fra instituttets ledelse.
Eksempel 2: Der findes et fakultet, som hvert år uddanner mange tusinde studerende til et felt, der er præget af en markant arbejdsløshed. På dette fakultet er der
ingen fastansat erhvervsvejleder, der kan vejlede de studerende i at planlægge deres fremtidige karriere. Og der er ingen kompetente kræfter, der fortæller de studerende, hvad arbejdspladserne rent faktisk vil have.
Det betyder, at en del af de nyuddannede kandidater står med et kandidatbevis, der i erhvervsmæssige sammenhænge er værdiløst, fordi kandidaterne ikke allerede i studietiden har fået understreget vigtigheden af eksempelvis kompetencegivende aktiviteter uden for studiet eller tillært sig erfaringsmæssigt nødvendige evner inden for IT og mundtlig præsentation.
Eksempel 3: Der findes et universitet – ja der findes faktisk mange – hvor lederne på de enkelte institutter vælges af de ansatte. Det betyder, at man som leder for måske 50 medarbejdere ikke skal have dokumenteret ledererfaring. Man skal heller ikke have været på lederkurser og fået undervisning i ledelse. Dette giver ingen sikker-
hed for, at den enkelte leder reelt har professionelle kvalifikationer for at lede arbejdspladsen.
Ledelsesstrukturen på institutterne har ydermere den interessante detalje, at posten som institutleder jævnligt går på skift. Derfor risikerer institutlederen principielt at skulle have sin ’underordnede’ som chef året efter. Det giver åbenlyse risici for, at upopulære beslutninger ikke tages, eller at de udskydes til den næstes tur – for upopulære beslutninger ryger jo blot direkte tilbage i hovedet på lederen, næste gang rollerne byttes om.
Dette er helt tilfældige eksempler. Andre eksempler på, hvordan universiteterne reelt fungerer i dag, kunne være de mildest talt besværlige og bureaukratiske regler for meritoverførsel af fag og studieår; de studerendes reelt
ikke-eksisterende sanktionsmuligheder over for dårlige undervisere; det enorme frafald på mange universitetsuddannelser; eller det faktum at kun tre procent af de studerende på visse fakulteter gennemfører deres uddannelse
på normeret tid.

Når først man kommer under overfladen, er der altså mange ting at være kritisk over for. Og det er mange af disse ting, videnskabsminister Helge Sander vil gøre op med i sin nye universitetslov. I forlængelse af de tre nævnte eksempler vil han således stramme reglerne for forskningsformidling, øge erhvervsvejledningen til de studerende og effektivisere ledelsen gennem ledere ansat på kompetencer og erfaring i stedet for ledere ansat efter jævnlige valg.
Han vil også tilføre studierne større fleksibilitet, så det bliver lettere for den studerende at sammensætte sin færdige uddannelse efter jobønsker og behov, ligesom han vil åbne universiteterne i forhold til omverdenen gennem eksternt flertal i universiteternes bestyrelser.
Men rigtigt mange kan altså ikke lide det. Såvel studenterorganisationerne, medarbejdernes fagforeninger som universiteterne selv har kritiseret det nye lovforslag. Primært fordi det ifølge protesterne vil medføre universiteter uden nogen form for selvbestemmelse og kontrolleret 100 procent af erhvervslivet.
Det er jo fair nok, at man protesterer, når man er uenig. Markant for kritikken er imidlertid, at den nærmest kun har været negativ over for forslaget til en ny ledelsesstruktur i stedet for positiv over for de punkter, man eventuelt er enige i. Dette har været tilfældet i talrige debatindlæg i dagspressen og i fagmedier som Magisterbladet og Universitetsavisen.
Og det er paradoksalt. Lovforslaget omhandler jo faktisk mange forskellige emner – for eksempel undervisningsstruktur, forskning, studievejledning og ejerforhold på universiteterne. Men langt de fleste findes altså sjældent værdige til at kommentere i debatindlæg og udtalelser til pressen. I den pæne tolkning fordi kritikerne er enige, i den mindre pæne tolkning fordi de ganske enkelt ikke er nøjere bekendt med lovforslaget.
Dertil kommer, at mange kritikere tilsyneladende har misforstået lovforslagets regler om et flertal af eksterne bestyrelsesmedlemmer i universitetets bestyrelse. Kritikerne lader til konstant at forveksle bestyrelsesmedlemmerne med repræsentanter fra erhvervslivet, men det er der jo på ingen måde tale om.

Sander skitserer derimod en bestyrelse med et flertal af repræsentanter fra kulturlivet, andre universiteter, offentlige virksomheder, uddannelsesinstitutioner, interesseorganisationer – og erhvervslivet. Eller med andre ord i høj grad de instanser, der til sin tid skal aftage de uddannede kandidater. Og det er vel ikke uvæsentligt.
Samtidig pointeres det i lovforslaget, at bestyrelsens eksterne medlemmer skal udpeges i kraft af egen person og eksplicit ikke som repræsentanter for bestemte særinteresser. Det gør jo en vis forskel, må man sige.
Der er også en anden væsentlig misforståelse af lovforslaget, der ofte skinner igennem i kritikernes indlæg. Det er, når talen kommer ind på forslagets punkter om, at ledere på alle niveauer skal ansættes på kompetencer i stedet for gennem valg.
Her forestiller visse kritikere sig tilsyneladende, at disse ansatte ledere er ensbetydende med benhårde, pengefikserede ledere fra erhvervslivet uden nogen som helst forstand på forskning og undervisning på universitetsniveau, der kommer ind og tromler medarbejderne og de studerende. Det er ikke tilfældet.
Som der står i lovforslaget, skal der naturligvis på både rektor-, dekan- og institutlederniveau være tale om anerkendte forskere inden for de respektive områder. Forskellen er bare, at der på for eksempel institutlederniveau oven i det faglige kan tilføres en række professionelle lederkompetencer og erfaringer, som kan effektivisere driften af de enkelte institutter med fordele for såvel medarbejdere som studerende – jævnfør eksempel 1 og eksempel 3 ovenfor.
I forlængelse af denne kritik er det i øvrigt ganske markant, i hvor høj grad de kritiske indlæg har båret præg af en på det nærmeste stigmatisering af erhvervslivet. Den private sektor ses grundlæggende som et monster, der kun tænker på penge og indtjening, og som pr definition vil universiteterne og forskningen det ondt. Denne mildest talt reaktionære udlægning falder ikke nødvendigvis ud til kritikernes fordel.
Det er synd, hvis de mange nye tanker i lovforslaget skal skydes ned af så åbenlyse fordomme og misforståelser. For lovforslaget giver faktisk en række oplagte muligheder for at effektivisere og professionalisere de danske universiteter til gavn for både forskningen, medarbejderne og de studerende.
Jeg er naturligvis klar over, at det nye lovforslag naturligvis ikke er fejlfrit. Men essensen er, at de danske universiteter faktisk har
en masse reelle problemer og uheldige forhold, som den skitserede reform vil gøre op med. Og derfor nytter det altså ikke bevidst at læse forslaget mod hårene med en forudindtaget negativ grundholdning.
Det er på tide at vågne op.
For det er faktisk tid til forandring på de danske universiteter, når man først kommer under overfladen.

Mikkel Krogh
er BA i Nordisk Sprog og litteratur, kommunikationsrådgiver

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her