Læsetid: 3 min.

Tove Videbæk tørrer ansvaret af

Stands den ulige kamp – tag dog et ansvar
3. januar 2003

Socialt
I Information den 20. december kunne jeg under overskriften ‘Ældre får gjort for lidt rent’ læse noget så usædvanligt og fascinerende som en politikers erkendelse: Forkonen for Folketingets sociale udvalg, Tove Videbæk, udtaler frejdigt, at hun ikke fatter en lyd af, hvad der foregår på det sociale område i landets kommuner! Det interessante er så, at Videbæk også udtaler, at hun vil dele sin uvidenhed med vores asocialmedister Henr-ylette Selvkær, som heller ikke ved noget.
Det såkaldt ’frie valg’ på hjemmehjælpsområdet er illusorisk. Den nye fritvalgsordning tvinger kommunerne til at bruge uforholdsmæssigt mange ressourcer på administration, dokumentation og rapportering. Det er sørgeligt – men tydeligt – nok ikke de ældre, der er tænkt på. Loven forringer vilkårene for at bruge tilstrækkelige økonomiske og faglige ressourcer på de svage ældre, der måske ikke har nogen til at tale deres sag og ikke selv kan gøre det.
Til hverdag arbejder jeg i en kommune på Københavns vestegn. Her ser jeg, hvordan både hjemmehjælpere og deres ledere knokler finalen ud af pantalonerne for følge det regelmakværk, som Videbæk og Selvkær har kastet ned over dem, og samtidig forsøger de at afbøde de værste katastrofer af lovens og reglernes konsekvenser for kommunens borgere – især de svageste. Ja, de fleste gør faktisk hvad de kan og lidt til! OK, der er da mindre kompetente og engagerede hjemmehjælpere. Ligesom der også er uduelige politikere.

Forargelse og mistro
At dømme efter Videbæks forargelse og mistro over det kommunale styre på det sociale område, må det antages, at hun er af den opfattelse, at de kommunale socialudvalg og -chefer nyder at genere de mennesker, der har brug for hjælp. Min erfaring fra ’min egen’ kommune er, at disse mennesker tager deres ansvar meget alvorligt og de vil det faktisk godt for kommunens borgere. Hvis dette også var Selvkærs og Videbæks intention, kunne de måske tale med – undtagelsesvis ikke ned til! – de kommunale politikere og ledere, der har fingrene i virkeligheden til daglig. Men så bliver det måske lidt for meget smagsdommeri. Viden og indsigt er jo ikke just comme il faut i vores nuværende blåsorte kabinet. Men med lidt mod kunne de damer måske risikere at lære noget!
Det er interessant, at Videbæk tyer til den samme løsningsmodel, som hun har erkendt i hvert fald ikke virker: Fjog-kabinettets mantra ’KONTROL’! Så det vil hun gerne have mere af for at kunne fastholde en nærmest pianistisk forargelse. Udgangspunktet i den holdning må vel være – måske også støttet af føromtalte bagkone for danske folkeparodisters paranoide forening – ’at alle kommunalt ansatte alene går på arbejde for at snyde og bedrage – ikke mindst regeringen.’ Det kunne være en behagelig fornyelse, om Videbæk og de andre Fjog-støtter vil tage ansvar for den gang lovsjusk og -makværk, som de alene har sig selv at takke for!
Så opfordringen til Videbæk og Selvkær skal lyde: Prøv om I kan lade være med at tørre jeres ansvar af på hjemmehjælpere, deres ledere og de kommunale politikere. De har faktisk reelle ønsker om at gøre deres arbejde godt. Så lad dem nu få arbejdsro! Prøv i stedet at kigge på, hvad I selv render rundt og laver og konsekvenserne af det. Tag ansvaret, lyt, lær og være store nok til at ændre mening, når I opdager, at selv I kan tage fejl!

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu