Kronik

Tvangs-ægteskaber – fup, fakta eller fidus

Rådgivningscentrerne »Broen« og Indsams regnskabsroderi sætter spørgsmålstegn ved foreningernes generelle troværdighed. Er centrenes tal for forekomsten af tvangsægteskaber blandt etniske minoriteter i Danmark fup, fakta eller en god fidus?
22. januar 2003

Kronikken
Så er den gal igen! Foreningen »Broen«, et rådgivningscenter for kvinder, der har været udsat for tvangsægteskab, har på en ekstraordinær generalforsamling i december afsat deres forkvinde og stifter Ayse Deveci efter rod i regnskaberne. Hun er bl.a. beskyldt for at have blandet sin private økonomi med foreningens midler. Tilbage i april kunne Jyllands-Posten ligeledes afsløre, hvordan paraplyorganisationen Indsam, det andet toneangivende rådgivningscenter vedrørende tvangsægteskaber, havde fiflet med deres medlemsliste, anvendt øremærkede offentlige midler til lønudbetaling og bevidst opfundet tilfælde af tvangsægteskaber for at bibeholde deres økonomiske tilskud. »Broen« og Indsams regnskabsproblemer sætter spørgsmålstegn ved foreningernes generelle troværdighed. Derfor må vi spørge, om de massive tal for forekomsten af tvangsægteskaber blandt etniske minoriteter i Danmark, som Rådgivningscentrerne i de forgangne tre-fire år har rapporteret via medierne, er fup, fakta eller en god fidus?
For ikke at udbygge begrebsforvirringen er det nødvendigt med to klare definitioner, der kan synliggøre forskellen mellem arrangerede ægteskaber og tvangsægteskaber. Et arrangeret ægteskab er: et ægteskab der kommer i stand gennem forhandling mellem to familier. Mellem de respektive forældre og deres børn samt deres bredere familier. I beslutningsprocessen forud for et arrangeret ægteskab vil man indenfor den respektive familien diskutere, hvilke muligheder man har, og vurdere for og imod. Naturligvis er det ikke altid de samme kriterier, som et forældrepar og deres søn eller datter vil lægge vægt på. Hvor forældrene måske fokuserer på den kommende ægtefælles huslige evner, opdragelse og familiebaggrund vil de unge i højere grad vægte f.eks. udseende, uddannelse eller drømme for fremtiden. Blandt mange etniske minoritetsgrupper er det imidlertid forældrenes ansvar at få deres børn gift. I tilfælde, hvor forældrene stivnakket holder på denne ret, kan det ende i pres eller direkte tvang. Derfor er tvangsægteskab betegnelsen for en afvigelse fra det arrangerede ægteskab, og må defineres som: et ægteskab hvor forældre eller slægt arrange-
rer ægteskab for et familiemedlem, uafhængigt af eller i direkte modstrid med denne persons ønsker og forventninger. Der er således en gråzone mellem et arrangeret og et påtvunget ægteskab. Men med udgangspunkt i mit etnografiske feltarbejde blandt pakistanere i Danmark, er det min opfattelse, at de fleste familier ender med at vælge en ægtefælle, som alle parter kan stå inde for, dvs. både den unge, der vil giftes og forældrene.
Selv om det i dag forekommer utænkeligt, var der for blot fem år siden ikke særlig meget fokus på tvangsægteskaber i den offentlige debat. Det kan man konstatere ved regulær optælling af, hvor hyppigt begrebet anvendes gennem de sidste 10 år i danske aviser.

Tvangsægteskaber kom på dagsordenen i forbindelse med integrationsloven fra 1998. Det var dog først året efter, at tvangsægteskab blev et af de ’hotteste’ emner i indvandrerdebatten. Det skete, da en anonym kilde fra den dengang nystartede telefonrådgivning hos Indsam den 20. august 1999 i Ekstra Bladet udtalte: »der går næsten ikke en dag, uden at vi har en ung kvinde i røret, som fortvivlet søger hjælp, fordi hun er tvunget til at gifte sig med en mand, hun måske ikke engang kender«. Så begyndte lavinen at rulle. For hvor mange tvangsægteskaber er der egentligt tale om i Danmark? I månederne omkring årtusindskiftet blev offentligheden præsenteret for forskellige bud på antallet af tvangsægteskaber. Bl.a. offentliggjorde Indsam den 22. december 1999 i Det fri Aktuelt en undersøgelse, der viste at: »Hvert tredje ægteskab mellem en ung indvandrer i Danmark og en udlænding er indgået under tvang«.
Mediedebatten gjorde tvangsægteskaber til et vigtigt politisk emne. Det blev derfor nyudnævnte Indenrigsminister Karen Jespersens (S) første og største opgave at efterleve medierne og vælgernes krav om handling mod de (tilsyneladende) allestedsnærværende tvangsægteskaber. Set i dette historiske perspektiv var det uhyre belejligt, at Ayse Deveci i januar 2000 på tv fortalte, hvordan hun som 16-årig blev bortgiftet mod sin vilje til en fætter i Tyrkiet. Og samtidig erklærede, at hun ville oprette et netværk for kvinder i Danmark, der havde gennemlevet et tvangsægteskab. Det blev foreningen »Broen«.

Siden dengang er det gået slag i slag. »Broen« og Indsam har modtaget økonomiske tilskud til deres arbejde i kampen mod tvangsægteskaber. Begge foreninger, men specielt Ayse Deveci, har haft enorm indflydelse på debatten om tvangsægteskaber i Danmark. Det faktum, at hun selv har været udsat for tvangsægteskab, har givet hende ’ekspertstatus’ – ingen kan betvivle hendes udsagn, for hun har jo mærket uhyrligheden på sin egen krop! Begge foreninger har levet op til deres ansvar. De har i årsrapporter og i medierne kunne fortælle, hvordan de ved rådgivning eller intervention har afværget hundredvis af tvangsægteskaber. Deres succes er dokumenteret.
I en evaluering af indsatsen mod tvangsægteskab i Norge påpeger sociolog Katrine Fangen (2002) en række forhold, der også gør sig gældende herhjemme. Den norske regering opfordrede i 1999 etniske organisationer til at formulere projekter og gå ind i kampen mod tvangsægteskaber. Udsigten til økonomiske tilskud skabte megen aktivitet omkring tvangsægteskaber, og har øget bevidstheden om emnet i indvandrermiljøerne. De lovede bevillinger skabte imidlertid også konkurrence mellem organisationerne. Nøjagtig det samme er tilfældet i Danmark. Enhver indvandrerforening med respekt for sig selv har haft et arrangement om tvangsægteskaber – det er nærmest blevet forventet af dem! Succeskriteriet for de forskellige rådgivningscentre har i høj grad været kvantitativt. Man har fremhævet, hvor mange nødstedte de kunne hjælpe, frem for kvalitativt: hvordan har de formået at hjælpe.

Konkurrencen om politikernes gunst har skabt en uhellig alliance mellem registrering af tvangsægteskaber, politisk velvilje og økonomiske bevillinger. De, der kraftigst råbte: »Ulven kommer!«, fik den største pose penge. Som det var tilfældet med Indsams fabrikerede henvendelser. Katrine Fangen påpeger endvidere, at det er et grundlæggende problem blandt de mange tiltag mod tvangsægteskaber i Norge, at de ikke eksplicit redegør for, hvordan de klassificerer deres henvendelser. Hvad er f.eks. forholdet mellem alvorlige tilfælde, der kræver intervention og så mere almene ungdomsproblemer eller familieskænderier, der kan løses gennem en telefonsamtale med en rådgiver? Lignende uklarheder optræder i Danmark. Der har aldrig været konsensus om, hvordan henvendelser bør klassificeres. Og flere, bl.a. Ayse Deveci, har sidestillet arrangerede ægteskaber med tvangsægteskaber – når begreberne sammenblandes, er det klart, at man vil få nogle store tal!
Når der nu kan stilles spørgsmålstegn ved måden, Rådgivningscentrerne har registreret tvangsægteskaber, må vi konkludere, at såvel SR regering (i 1998 og 2000) samt den nuværende VK regering (i 2002) har gennemført lovændringer på et falsk grundlag. Vi kan ikke være sikre på, at de mange tvangsægteskaber rent faktisk har eksisteret! På den baggrund vil det være klædeligt, hvis tidligere og nuværende ministre offentligt undskylder for den mistænkeliggørelse, som etniske minoriteter og deres ægteskabspraksis har været udsat for gennem de senere år. Det er samtidig en glimrende anledning for Folketinget til at afskaffe de restriktive love mod ægtefællesammenføring, som de har gennemtrumfet gennem årene for at stoppe tvangsægteskaber. Lad der ikke herske nogen tvivl – ét tilfælde af tvangsægteskab er et for meget. Men omvendt er det uanstændigt at indskrænke forskellige minoritetsgruppers rettigheder, blot fordi et fåtal forbryder sig mod loven. Samlet peger en række forhold på, at Rådgivningscentrerne kan have haft interesse i at fabrikere tal for at få fortsatte eller øgede bevillinger. Det er således et faktum, at tvangsægteskaber i enkelte tilfælde forekommer i Danmark, men det er fup, når man postulerer, at der er hundredvis af dem – det er en myte, skabt i medierne gennem de seneste fem år. Endelig må det på baggrund af den aktuelle sag siges, at ’bekæmpelse’ af tvangsægteskaber har været en god økonomisk fidus, der har givet offentlige bevillinger til forskellige initiativer.

Mikkel Rytter
Specialeskrivende ved Institut for Antropologi, Københavns Universitet
Har lavet feltarbejde blandt pakistanere i Danmark, med fokus på unge mænds strategier til at opnå indflydelse på deres arrangerede ægteskab.
Afhandlingen forventes færdig i begyndelsen af 2003

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu