Læsetid: 1 min.

Uvidenskabelig kritik

Forskningsstyrelsen snubler i politisk korrekthed
Debat
10. januar 2003

Lomborg
Udvalgene Vedrørende Videnskabelig Uredelighed (UVVU) under Forskningsstyrelsen tildelte tirsdag Bjørn Lomborg en irettesættelse for brud på »normerne for god videnskabelig skik«. Fremgangsmåden er deprimerende uvidenskabelig.
Videnskabelig uredelighed består i f.eks. at udgive andres tanker for sine egne, hvilket relativt nemt kan konstateres objektivt. Det er bare ikke det, udvalget bedriver her. I stedet har UVVU sat sig op som domstol for videnskabelig sandhed. Det er katastrofalt, hvis forskere i dette land kan risikere at blive hængt ud for at mene noget andet end den officielle politik. Sammenligning med Inkvisitionens dom over Galileo i 1600-tallet for at benægte, at Jorden er verdens centrum, er nærliggende.

Meningscensur
Udvalget, som består af jurister, filosoffer, læger m.fl. uden relevant sagkundskab, fælder dommen ensidigt på baggrund af Lomborgs modstanderes udsagn, som formanden for udvalget gør til sine. I fineste juridiske skrivestil refereres argumenterne, men der tages ikke på videnskabelig vis argumenteret stilling til konkrete fejl i Lomborgs bog. UVVU lever således ikke selv op til sine egne præmisser om videnskabelig redelighed og saglighed.
Jeg har ikke her taget stilling til hvis miljøvurderinger, der er rigtigst, det vil fremtidig forskning vise. Men jeg er dybt bekymret over den meningscensur, som herved er blevet indført i dansk forskning. Søgning efter sandhed trives kun, når der er højt til loftet.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her