Kronik

Vintereventyrets anden akt

I Klaus Rifbjergs roman om Hjalmar Johansens deltagelse i Fritjof Nansens nordpolsekspedition (1893-96), formaster han sig til at digte sin version af disse to skæbners gang på jorden og isen
Debat
31. januar 2003

Kronikken
Klaus Rifbjergs korte roman om den unge Hjalmar Johansens deltagelse i Fritjof Nansens nordpolsekspedition i 1893-96, Nansen og Johansen, satte enkelte norske temperamenter i kog. Forfatterens frivole fantasi lod nemlig de to herrer indlede et homoseksuelt forhold i den dobbelte sovepose i minus 55 grader på 82. nordlige breddegrads drivende isflager. Foreningen finder sted julenat, efter at de har drukket tæt og indset, at de alligevel ikke kan nå Nordpolen: »Bjørnefedtet, hviskede den store mand, ræk armen ud efter bjørnefedtet. Jeg vil jo ikke gøre Dem ondt, Johansen, det er det sidste jeg vil, det eneste, jeg ikke vil, er at gøre Dem ondt ...«
Ekspeditionen var i høj grad et nationalt og imperialistisk anliggende, som skulle styrke Norges løsrivelsesbestræbelser fra Unionsfællesskabet med Sverige.
Til trods for at Nansen ikke nåede Nordpolen, vendte han tilbage som landets urokkelige nationalsymbol. Karrieren kulminerede med Nobels fredspris i 1922. Skal hans minde nu sværtes til i bjørnefedt? Indvendingerne fra romanens modstandere kredsede alle om lemfældig omgang med historiske kendsgerninger og om det erotiske forholds rimelighed. Eller rettere urimelighed. »Jamen, hvorfor skriver Rifbjerg ikke bare som ’det egentlig var’?« synes indvendingen at lyde. Hvad pokker er meningen med at lade Johansen skyde sig selv kort efter heltemodtagelsen i Kristiania i 1896, når selvmordet i virkeligheden først fandt sted i 1913? Hvorfor undlader Rifbjerg dramaets anden og sidste akt, den (for Johansen) fatale sydpolsekspedition i 1911 under Roald Amundsens ledelse, hvor Johansen anklages for mytteri og ikke får lov at følge med det sidste stykke til polen?
Svaret på disse spørgsmål er, at Rifbjerg har skrevet en roman, og ikke en biografi. Det han har formastet sig til, er at digte sin version af disse to skæbners gang på jorden og på isen, og ud af tusindvis af detaljer at destillere et – på én og samme gang – knivskarpt og almengyldigt portræt af noget, vi i mangel af bedre kan kalde frihedslængsel. Imidlertid er det værd at kaste et blik på vintereventyrets anden akt, rejsen til Sydpolen;
ikke kun fordi der udspilles et drama af dimensioner, men fordi Rifbjergs udeladelse af dette vigtige kapitel i Johansens liv i sidste ende kaster lys over hans egen roman, som netop roman.
Johansen var kommet med på ekspeditionen på grund af sin heltemodige færd i ishavet sammen med Nansen og på grund af sit uovertrufne kendskab til de arktiske egne. Han var kort sagt en bundsolid ankermand, der, når det gjaldt at overleve under disse ekstreme forhold, ikke havde sin ligemand i Norge. Ingen kunne udholde mere kulde, skyde bedre eller føre et hundespand så godt som han.

Amundsen var besat af at skulle være den første mand på Sydpolen, han vidste at englænderen Robert Scott også forberedte en ekspedition,og at der ikke var nogen tid at spilde.
I januar 1911 ankommer de til Hvalbugten, Antarktisk, hvor de slår lejr og påbegynder at lægge depoter ud til det kommende endelige angreb mod Sydpolen. Amundsen sætter afgangsdatoen til den 24. august, den dag hvor solen vender tilbage – men Johansen advarer om, at det er for tidligt. Det er endnu for koldt, både for de 99 hunde og de otte mænd som skal tilbagelægge de ca. 1.400 km.
Den 8. september gøres et forsøg, men vinteren har endnu ikke sluppet sit greb, hverken hundene eller mændene er i en optimal form, og de må atter vende om. Amundsens autoritet står på spil, og der er ingen tvivl om at han har følt sig presset af Johansens overlegenhed. Imidlertid skyer han ingen midler for at blive den første, og den 16. går det løs igen, men denne gang går det galt.
Efter blot seks dage må de otte mænd atter vende om. Også dette forsøg var urealistisk. Temperaturen ligger fortsat omkring minus 55 grader, flere af hundene er omkomne i den stærke kulde, og nu gælder det kun om at redde livet. Johansen skal danne par med ekspeditionens yngste deltager, Kristian Prestrud, som er slemt medtaget af forfrysninger. Inden længe er også Prestruds hundespand gået i opløsning, og Johansen tager ham på slæb. Det er ekstra arbejde for Johansens hunde, og de er snart langt efter de andre. Efter 20 kilometer i bidende frost har de endnu ikke kontakt med de andre, og det går op for dem, at der er ingen, som venter på dem. Johansen er rasende. Ingen værdig ekspeditionsleder sætter mandskabets ve og vel over styr på den måde. Og Amundsen ved udmærket, at de hverken har primus eller telt. Hvis en storm overrasker dem, er de chanceløse. Johansen stavrer sig tilbage til Prestrud, som nu er nær et sammenbrud. Hundene kan ikke klare dem begge, og Prestud må i streng kulde og i isnende blæst fra nordvest tilbagelægge de sidste 50 kilometer på ski. Vel ankommet til lejren er Amundsen og resten af mandskabet synlig nervøse over deres manglende kammerater, men de finder håb i Johansens store erfaring. Mørket har sænket sig og det er for de to sidste umuligt at følge sporene i sneen. De er nær hytten, men har svært ved at orientere sig. Pludselig får hundene færten af de andre hunde, og de er reddet.

I døren spørger Amundsen hvordan de har haft det, men Johansen undlader at svare. Opgøret kommer den følgende morgen, da Amundsen spørger, hvorfor de kom så sent hjem. Det er for meget for Johansen, som kaster sig ud i et rasende foredrag, der opsummerer alle Amundsens fejl som leder, og som afslutter med ordene: »Dette kaller jeg ikke en ekspedisjon, dette kaller jeg panikk.« Kilderne er noget usikre, og ingen af deltagerne har nævnt episoden i deres dagbøger, men rygtet går, at Johansen og Amundsen gik til korporligheder, og at Johansen gik sejrrigt ud af den dyst. Men den vigtigste var tabt. Amundsen, hvis autoritet nu for alvor var sat på en prøve, slettede ham fra listen over de udvalgte, og Johansen missede dermed også den anden pol. Stemningen i lejren var nu så anspændt, at al kommunikation mellem Johansen og Amundsen foregik pr. brev.
Mens Amundsen erobrede Sydpolen gjorde Johansen, sammen med Prestrud og Jørgen Stubberud, optegnelser i Kong Edward VII’s land. Den 14. december 1911 nåede Amundsen Sydpolen, og allerede dem 26. januar var de tilbage i lejren. Ekspeditionen var intet mindre end en dundrede succes. Amundsen sætter nu kursen mod den nærmeste telegrafstation på Tasmaniens kyst, nyheden skal spredes, og Johansen benytter
anledningen, som den eneste fra besætningen, til at afmønstre.
Amundsen gør opmærksom på den kontrakt, som blev indgået i Kristiania inden afrejsen, hvor Johansen skrev under på ikke at udtale sig om ekspeditionen i mindst tre år efter dens hjemkomst, men eftersom Amundsen vil fortsætte ekspeditionen op gennem Beringstrædet til Polarhavet, vil Johansens tavshedspligt i virkeligheden gælde de næste ti år. Ti år skal der gå, før han kan fortælle verden, og ikke mindst Nansen, den sande årsag til, at han ikke var blandt de fem, som nåede Sydpolen. Hvad Johansen ikke vidste var, at Amundsen, hvis han ikke frivilligt var afmønstret, ville anklage ham for mytteri. Nå, men det gjorde han så alligevel: uden at Johansen fik det at vide, sendte Amundsen telegram til Norge om, at Johansen var sat af borde pga. af mytteri.
I betragtning af at Johansen længe havde gjort en svært dårlig figur i Norge, skilsmisse, drikkeri, voksende gæld og afsat fra tjenesten, lå bevisbyrden på hans side. Eller rettere sagt, Amundsen kunne roligt sende sine insinuationer af sted, for jorden var på forhånd gødet. Bag på et billede fra ekspeditionen har Amundsen skrevet: »Johansen kjørt på porten. Umu-lius.« Det værste ved hele affæren er, at Nansen ind til videre kun kender den ene version, nemlig Amundsens. Johansen er strandet i Melbourne og sender telegram til Nansen om, at han skal hjælpe ham hjem. Han får intet svar. Med bistand fra generalkonsulatet kommer Johansen endelig tilbage til Oslo. Han holder tavshedsløftet, men betragtes alligevel som en trussel af ekspeditionens andre deltagere. Den 3. januar 1913 skyder Johansen sig i en park i Oslo. Han nåede ikke at møde Nansen, som i øvrigt heller ikke mødte op til hans begravelse.

Ovenstående gennemgang af vintereventyrets anden akt bygger på en fremragende biografi om Johansen, Den tredje mann af Ragnar Kvam Jr. (udkom 1997). Her omdigtes ikke. Her holder man sig til fakta: Johansen gjorde selvmord med den pistol, han erhvervede sig kort inden Nordpolsekspeditionen. Færdig.
I Rifbjergs version skyder han sig med det gevær, han i forskellige situationer fejrede så store triumfer med, og som mere eller mindre blev hans indgangsbillet til selve eventyret.
Historikeren fremlægger en cirkel, men lader den hvile i fred; forfatteren ophæver cirkelen til skæbne, hæver den over livsbanens kolde fakta og sætter luft under Ikarosmyten. Johansen fløj meget tæt på solen, og intet sted var han så nær, som da han vandrede af sted med Nansen over isen. Og intet sted så fjern, da Nansen ikke svarer ham efter sydpolsekspeditionen.
Når Rifbjerg ikke holder sig til fakta, men lader Johansen redde Nansen fra en isbjørn, kaste sig i ishavet efter kajakkerne som har revet sig løs, selvom det i begge tilfælde var Nansens bedrifter, så er der ikke tale om ’fejl’ eller ’ukorrektheder’ – der er tale om valg. Ligeledes er det et valg at undlade dramaets anden akt, for på den måde koncentreres dramaet til et skæbnesvangert møde mellem den ’store’ og den ’lille’ mand, hvor den ’lille’ for et kort øjeblik lykkes at kysse stjernerne.
Den historiske biografi fremlægger fakta; romanforfatteren bruger dem som affyringsrampe.
I Ragnar Kvams bog fremstår Johansen som en forbløffende hårdfør mand, som til trods for, at han stod i skyggen af de to giganter, ikke desto mindre var deres succes’ sine qua non. Rifbjerg tegner det samme billede, men det er ikke dette billede, som hæfter sig på nethinden. Det er ikke statuer af modige polarforskere eller nationalhelte, bredde- og minusgrader, som man kommer i hu, ej heller bjørnefedtet og den dobbelte sovepose – nej, det som hæfter sig, er ikke historien om Hjalmar Johansen og hans gerninger, men det genkendelsens sug i maven, da alle bastionerne og konventionerne falder i det store hvide intet. Kort sagt frihedslængsel, og viljen til at følge den, om man så skal gå planken ud.
Aristoteles’ foretrak skønlitteraturen frem for historiske værker, for mens historikerens område var begrænset til det allerede skete, så var der ingen grænser for forfatteren. Og højt til loftet i Rifbjergs roman, det er der.

*Litteratur:
Kvam Jr., Ragnar, Den tredje mann, Gyldendal 1997.
Rifbjerg, Klaus, Nansen og Johansen, Gyldendal 2002.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her