Læsetid 6 min.

Alle diktatorens mænd

Fattigdom, angst og en håbløs fremtid gør 90 procent af irakerne til modstandere af Saddam Hussein. Her er et nærbillede af – de sidste 10 procent...
19. februar 2003

Kronikken
Mange journalister hævder i disse dage, at helt op i mod 90 procent af den irakiske befolkning ønsker at komme af med Saddam Hussein.
Om det er et udtryk for virkeligheden eller et udslag af amerikansk krigsretorik, ved vi i sagens natur ikke, for der er ikke lavet meningsmålinger, der kan måle modstanden – den slags tillader Saddam selvsagt ikke.
Og valgresultater fra sidste præsidentvalg, som gav Saddam Hussein i nærheden af 100 procent af stemmerne, er heller ikke noget godt udtryk for hans popularitet: For når udlevering af rationeringsmærker gøres afhængig af, om man sætter sit kryds på rette sted, er der ikke noget at sige til, at sultne og forarmede irakere stemmer med maven og ikke med hjertet.
Trods usikkerheden er det dog overvejede sandsynligt, at størstedelen af irakerne ønsker at komme af med Saddam Hussein. Det skyldes den almindelige erfaring, at folk der lever under dårlige økonomiske kår og stærk politisk undertrykkelse, naturligt nok ønsker et bedre liv.
Og irakernes dagligdag er blevet stadig værre over de sidste 20 år: I takt med, at krigsøkonomi og internationale sanktioner har gjort stort indhug i den ellers lovende irakiske olieøkonomi, er gennemsnitsindkomsten faldet fra ca. 33.000 kr. i 1983 til 3.800 kr i 1993 og siden yderligere forringet, arbejdsløsheden er steget eksplosivt, der er ikke længere job at få i den offentlige sektor, priserne er steget med flere hundrede procent og der er mangel på fødevarer og medicin.
Så det er ikke overraskende, hvis irakerne gerne vil have et andet styre. Det koster måske en krig og er som sådan et valg mellem pest og kolera, men om ikke andet kan fjernelsen af Saddam Hussein i det mindste give håb om en bedre fremtid.

Som udenforstående kan man undre sig over, at Saddam Hussein har kunnet bevare magten, hvis modstanden mod hans regime er så omfattende. Hvorfor har der ikke været kup, oprør, folkelig modstand, drabsforsøg eller andet, der kunne vælte manden af pinden og sætte nye kræfter ind?
Svaret er enkelt: Saddam
Husseins brutalitet over for eventuelle modstandere, kombineret med effektive kontrolmekanis-
mer af befolkningen og styr på militæret, har stort set taget al modstand i opløbet. Og de rela-tivt få gange, hvor modstanden alligevel er kommet op til over-fladen, er den blevet slået så brutalt ned, at det har givet andre med lignende ideer noget at tænke over.
Hvor effektivt styrets kontrol er, kan man få et indblik i ved at se på, hvordan efterretningstjenesterne fungerer i Irak. Det har Ibrahim al-Marashi, en amerikansk forsker, forsøgt at give et bud på. Resulta-
tet blev i parentes bemærket så overbevisende, at den britiske efterretningstjeneste udgav en rapport »baseret på højtstående britiske efterretninger og diplomatiske kilder«, der i mange passager var en ordret gengivelse af al-Marashis artikel.
Det har skabt stor ravage i den britiske offentlighed i de seneste måneder, og kaster et interessant lys på, hvordan selv store landes efterretningstjenester arbejder.
Men tilbage til de irakiske ef-terretningstjenester. Ifølge al-Marashi er der i princippet fem efterretningstjenester, der styres af et nationalt sikkerhedsråd med Saddam Hussein som formand og hans søn Qusai som stedfortræder.

Sikkerhedsrådet har officielt til formål at koordinere indsatsen mellem de fem tjenester. I praksis er det snarere beregnet til at skabe indbyrdes konkurrence og sørge for, at de først og fremmest kontrollerer hinanden. Og selv om de enkelte efterretningstjenester har forskellige arbejdsområder, har de en del til fælles:
De styres typisk af Saddam Husseins familie, klan og venner, deres primære funktion er at passe på præsidenten, de har betydelige midler til rådighed, og de rapporterer direkte til Saddam Hussein og ikke til de ministerier, de i princippet hører under.
Det giver Saddam Hussein en stærk position, som han har forstået at udnytte til at få fuld kontrol med befolkningen.
Den vigtigste og stærkeste af de fem er »den særlige sikkerhedstjeneste«, der blev oprettet under krigen mod Iran, efter at Saddam Hussein havde været udsat for et kupforsøg. Den blev opbygget af Saddam Husseins svigersøn, Hussein Kamil – det var ham, der sammen med en bror flygtede til Jordan i 1995, for kort tid efter at vende tilbage med løfter om præsidentens tilgivelse, men i stedet blev likvideret med hele sin familie.
Oprindelig var Hussein Kamils opgave at skaffe de bedste og mest loyale agenter fra de øvrige efterretningstjenester, som så skulle fungere som bodyguards for Saddam Hussein, men tjenesten udviklede sig hurtigt til en større organisation med 5.000 ansatte, der nu også overvåger ministerier, hærledelsen og de øvrige efterretningstjenester og tillige opkøber udenlandske våben og teknologi. Organisationen ledes af Saddam Husseins søn Qusai, som af mange opfattes som Husseins efterfølger, i fald der ikke skulle komme krig.
Så er der ’den almene sikkerhedstjeneste’. Den har til opgave at overvåge befolkningen, finde modstandere af regimet og opfange det, der i irakisk politisk jargon hedder ’kriminel politisk aktivitet’.
Med sine 8.000 ansatte og et meget stort netværk af informanter – nogle kilder anslår det til at være helt op til 70.000 – driver de store arkiver over irakere både i og uden for Irak, overvåger telefonsamtaler, møder, radiofrekvenser m.m. De driver endda deres eget fængsel, hvor mistænkte irakere kan stilles til ansvar for påståede holdninger og gerninger. Hvis man skal tro de beretninger, der kommer fra både irakiske flygtninge og internationale organisationer, foregår det med meget håndfaste midler (læs: tortur).
Bath-partiet er det eneste tilladte parti i Irak, og det har også en efterretningstjeneste. Den blev oprindelig opbygget af Saddam Hussein i midten af 1960’erne – det er her, han har trådt sine politiske barnesko og gradvis har opbygget sin kontrol over partiet, hvilket i 1979 gav adgang til præsidentembedet.
Selv om denne efterretningstjeneste primært har til formål at overvåge partiets medlemmer, udfører den også opgaver for staten: Den kontrollerer udlændinge og udenlandske ambassader i Irak, truer irakiske journalister, oppo-
sitionsgrupper og almindelige irakere i udlandet, laver sabotage mod fjendtligt indstillede magter, m.m.
Irak har som alle andre landet også en militær efterretningstjeneste, der skal holde øje med fjendtlige lande, udefrakommende militære trusler og overvåge det irakiske militær, dets installationer og våben.
Til at overvåge denne tjeneste har militæret også en sikkerhedstjeneste, der skal finde modstandere af styret inden for de militære rækker – og den er igen underlagt kontrol fra den særlige sikkerhedstjeneste.

Ud over de store efterretningstjenester, der altså overvåger hhv. befolkningen, partiet, statsapparatet og militæret samt en særlig tjeneste, der overvåger de andre tjenester, findes der en række mindre (men ikke mindre betydningsfulde) sikkerhedstjenester, som f.eks. »den særlige beskyttelsestjeneste« – det er de eneste, der må bære våben i nærheden af Saddam Hussein – Bath-partiets særlige sikkerhedstjenste etc. Der er altså et omfattende sikkerhedsapparat under Saddam Husseins personlige kontrol, der har formået at holde befolkningen og alle andre aktører på plads og hindre utilfredshed, kritik og det der er værre, i at komme op til overfladen.
Det siger sig selv, at Saddam Hussein ikke har kunnet undertrykke al modstand alene – han har fået hjælp fra familie, klaner, hæren og altså af en række efterretningstjenester.
Så hvis det er rigtigt, at 90 procent af den irakiske befolkning gerne vil slippe af med Saddam Hussein, er det ikke desto mindre også rigtigt, at en del af de sidste 10 procent er knyttet tæt til Saddam Husseins styre og derfor har interesser i at bevare det.
Man kan selvsagt ikke skyde dem allesammen ved en amerikansk invasion – mange af Saddam Husseins nuværende støtter vil være en del af det Irak, som skal bygges op, hvis Saddam Hussein fjernes.
Og hvis disse støtter ellers undgår at blive klynget op i den nærmeste lygtepæl i den udrensning, der sandsynligvis vil følge et sejrrigt amerikansk angreb, vil de næppe uden videre give slip på magten og de privilegier, de har nydt i mange år.
Hvad det kan føre til, er ikke rart at tænke på – hverken for menige irakere eller for alle os andre.

*Kilder: Ibrahim al-Marashi: Iraq’s Security and Intelligence
Network: a Guide and Analysis, i: Middle East Review of International Affairs, vol. 6, No. 3 (September 2002). s. 1-11.

Bliv opdateret med nyt om disse emner

Træt af forstyrrende annoncer?

Få Information.dk uden annoncer for 20. kr. pr. måned

Køb

Er du abonnent? Så slipper du allerede for annoncer. Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu