Læsetid: 2 min.

Gladsaxes smukke bakker

Da bakkerne i Gladsaxe blev bebygget
Debat
15. februar 2003

Erindring
Forfatteren til Jorden under Høje Gladsaxe, Camilla Christensen, fortæller den 29. januar, at hun aldrig har kunnet forstå, hvad det er for en tankegang, der ligger bag byggerier af ’den slags’.
’Høje Gladsaxe’ blev til, da Erhard Jakobsen – i 1960’erne – var borgmester.
De meget store bebyggelser var højmoderne dengang, hjulpet på vej af nogle arkitekt-tegnestuer, der mente, at man i et sådant byggeri kunne leve kollektivt på en god måde. Hovedårsagen var dog, at det var blevet muligt at udnytte ny teknik industrielt i store enheder såvel til nedbringelse af bolignøden som i slagsmålet mellem omegnskommunerne om hovedstadens borgere – nu de store indlemmelser i København var opgivet. Beton ansås for at være omtrent så stærkt som granit.
En kammerat af mig var boligministeriel tilsynsførende med et af de store boligselskaber. Han fortalte om en runde for at skaffe kunder. I Lyngby sagde borgmesteren, at det da vist var et udmærket projekt, men mon ikke der burde være lidt flere fire-værelsers lejligheder. I Ballerup fandt borgmesteren også, at projektet var godt, men mon ikke der burde være lidt flere to-værelsers lejligheder.

Energiske opringninger
Erhard kæmpede for Høje Gladsaxe. Der var lagt servitut om fredningsplan på det smukke bakkeland (efter nogle for længst ophævede regler. Servitutten betød, at der skulle tilladelse til bebyggelse fra Overfredningsnævnet Naturklagenævnets forgænger) – ved afslag skulle der rejses fredningssag. Det var ikke meningen, at der slet ikke skulle bygges. Jeg deltog som nyudnævnt viceformand i Overfredningsnævnets møde i januar 1962, hvor sagen om Høje Gladsaxe skulle behandles. Normalt måtte interesserede vente på skriftlig underretning efter mødet, men, fortalte formanden (juraprofessor Bent Christensen) borgmesteren havde ringet ham så overordentlig energisk op, at han havde måttet love Erhard Jakobsen, at han kunne få besked ved opringning efter kl. 22. Diskussionen på mødet var kort – der var enighed om, at nævnets opgave var at holde en passende del af området ubebygget ved en frivillig fredning, ikke at være ’smagsdommer’. Det byplanmæssige måtte gå sin gang efter byplanloven, kommuneplanlovens forgænger.
Nogle år efter skulle jeg med kulturministeriets konsulent i naturfredningssager se på en lille sag i Gladsaxe. Turen sluttede med, at stadsgartneren inviterede på et stykke mad i rådhusets kantine. Lokalet var delt af et lagenlignende tæppe – mystisk, men vi genkendte straks Erhard Jakobsens stemme, som man ikke fejl af. Han sad og spiste frokost med en kvindelig gæst, men foreslog hurtigt, at kantinen skulle være ’Up ewig ungedeelt’.
Erhard Jakobsen underholdt bl.a. om Høje Gladsaxe. Der burde være nøddehegn. »Jeg ved nok, at ungerne plukker nødderne, før de bliver modne, men det gør ikke noget, bare de får en sjov tur.« Erhard talte også for, at der skulle være heste. »Børnene skal have nogle oplevelser, så de ikke går og laver utyskestreger.« Traktementet var fornuftigvis beskedent, men underholdningen var god.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her