Læsetid: 1 min.

Grundlov eller forfatning?

Uholdbart, hvis Grundloven skal vige for EU-lovgivning
Debat
19. februar 2003

EU
Når vi næste gang skal stemme om en ny unionstraktat, formodentlig i 2004, vil temaet være fundamentalt anderledes end ved de foregående afstemninger. Denne gang skal vi tage stilling til en forfatning for Europas Forenede Stater eller Det Forenede Europa – hvad man nu vælger at kalde konstruktionen. Bliver den vedtaget, udgår Romtraktaten.
Den mest markante ændring i forhold til de foregående traktater vil være, at Europaunionen vil få status som juridisk person. Det betyder på almindelig dansk, at Unionen får status som en stat og følgelig vil kunne indgå aftaler på samtlige nationalstaters vegne, f. eks i forhold til FN, WTO og USA.
Men hvad så med Danmarks grundlov? Vi kan jo ikke have en grundlov, som er underlagt en anden statsdannelse.
Vore politikere er udmærket klar over problemet, og Folketinget har da også sat nogle millioner kroner af til en debat om Grundloven. Men hvis man tror, det er muligt at udforme en ny grundlov, som er tilpasset en europæisk statsdannelse, går man galt i byen.

Vinkelskriveri
Allerede nu er det jo i praksis således, at vor grundlov gælder for Færøerne og Grønland, her hos os er Grundloven en undtagelsesbestemmelse, som træder i kraft i de tilfælde, hvor vi ikke er dækket ind af forordninger, direktiver og andre retsakter fra EU. EF-domstolen har nemlig vedtaget, at national lovgivning skal vige for EU-lovgivning, hvis der er uoverensstemmelse. En ganske uholdbar situation.
Dette er opstået, fordi vore politikere har gjort Grundlovens § 20 til en gummiparagraf. Sådan har den aldrig været tænkt, her er tale om juridisk vinkelskriveri og mangel på ansvarlighed. Nogle vil kalde det forræderi.
Vi skal fremover ikke blot tage stilling til en ny traktat, vi skal ud i en forfatningskamp, hvor vi skal vælge mellem en dansk grundlov baseret på folkestyret eller en fælles europæisk forfatning baseret på centralisme.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her