Læsetid: 4 min.

Irakkrigens flygtningeproblem

For at sige det rent ud – ikke mange stater vil være villige til at tage imod de flygtninge, som en intervention i Irak vil medføre
Debat
28. februar 2003

International
Forberedelserne til et angreb mod Irak falder på makaber vis sammen med overvejelser om, hvordan man bedst hindrer krigens flygtninge i at nå Europa. For øjeblikket overvejer den britiske regering at sende asylansøgere tilbage fra Storbritannien til regionale ghettoer, som man pynter på ved at kalde dem ’sikre tilflugtssteder’ (safe havens). Asylansøgere fra Irak ville så umiddelbart kunne deporteres til Iran, det nordlige Irak eller Tyrkiet. Samtidig annoncerer regeringen et ønske om at diskutere en ’revision’ af flygtningekonventionen fra 1951 med FN’s flygtningehøjkommissær Ruud Lubbers. Tilbagesending af flygtninge uden retshandling bryder med konventionen, og derfor vil man ændre den. Men hvor sikre er disse tilflugtssteder i området? Og kan man bare uden videre ændre flygtningekonventionen?
Lad os begynde med regionens kapacitet. Hvis krigen bryder ud, regner FN med, at mellem 600.000 og 1 million mennesker tvinges til at forlade Irak. Op mod to millioner mennesker bliver interne flygtninge indenfor Iraks grænser (beregningerne er dels fra FN’s flygtningehøjkommissariat og dels fra en rapport fra FN’s humanitære organ OCHA). FN har også gjort det klart, at man ikke har tilstrækkelige ressourcer til at forsyne disse flygtninge med de mest basale fornødenheder.

Tyrkiet som lager
Disse flygtninge kommer først og fremmest til at flygte til Iraks nabolande. Et af dem er Iran, som bortset fra at landet selv tvinger dele af sin befolkning på flugt, faktisk er et af de lande i verden, som modtager flest flygtninge. For øjeblikket er der omkring to millioner irakiske flygtninge i Iran, som i stigende grad tilsidesætter internationale forpligtelser og simpelthen sender flygtningene tilbage til trusler og forfølgelse i nabolandene. Jordan har ingen ordning om flygtningemodtagelse og veksler mellem informel tolerance og hårdhændethed. I Saudi Arabien er der stadig 5.000 irakere, som revolutionerede mod Saddam Hussein under Kuwait-krigen. De sidder indespærret i flygtningelejren Rafha. Kvinderne i Rafha må kun bevæge sig rundt i lejren med mandlig ledsagelse, hvilket på ubehagelig vis minder om talibanernes Afghanistan. Intet andet land vil tage imod flygtningene i Rafha, som vovede at rejse sig mod en diktatorledet hærskare.
Det mest ironiske – og virkelighedsfremmende – er måske planen om at bruge Tyrkiet som flygtningelager. Det var netop Tyrkiets vægren sig mod at tage imod flygtninge under golfkrigen, som førte til eufemismen ’safe haven’. De allierede så sig nødtvunget til hastigt at indrette en bufferzone ved grænsen mellem Tyrkiet og Irak, hvor de flygtende kurdere simpelthen blev parkeret mellem det tyrkiske militær og Saddam Husseins tropper. At gøre en ustabil nødløsning til reglen vidner måske om indenrigspolitisk taktik eller viljen til at udnytte vælgernes uvidenhed, men ikke om en realistisk vurdering af en regional stats egen politiske dagsorden.

Ingen vil tage imod
For at sige det rent ud: ingen af de nævnte stater i den del af verden vil være villige til at tage imod de flygtninge, som en intervention i Irak vil medføre. Tony Blairs regering har antydet, at EU kunne spille en rolle ved at købe sig til denne villighed med økonomisk støtte. EU råder ikke over de nødvendige økonomiske og politiske midler til at ændre på regionens uvilje. Og det ville være en sørgelig pervertering af den europæiske integration at medvirke til tvivlsomme ghettodannelser udenfor Europa.
Hvad så med flygtningekonventionen? Tanken om sikre zoner i krigsregioner er der faktisk allerede blevet gjort rede for af ICG, 1994/5, en mellemstatslig organisation med speciale i spørgsmål om migrationskontrol. Det er tankevækkende, at ICG nåede frem til, at en umiddelbar tilbagesending til sikre zoner er i strid med flygtningekonventionen. I 2002 har jeg haft til opgave at udrede problematikken for den europæiske kommis-
sion, og jeg kunne bekræfte ICG’s konklusion med den tilføjelse, at tilbagesendelsen også ville være i strid med Europakonventionen og FN’s torturkonvention. Det står selvfølgelig Storbritannien frit for at forsøge at ændre alle disse konven-tioner eller formelt at træde ud af konventionerne og de tilknyttede forpligtelser. Men så kan de lige så godt træde ud af EU, eftersom de grundlæggende aftaler i både flygtningekonventionen og Europakonventionen er målestok for den europæiske integration. Det vil tage lang tid at ændre alle disse aftaler, eftersom hver enkelt af aftalens parter skal konsulteres og give sit samtykke.
Den danske regering har valgt at støtte en kurs, som kan føre til krig, i eller udenfor dets folkeretslige rammer. Hvis danske styrker deltager i en militærintervention, vil Danmark producere en flygtningestrøm ligesom under krigen mod Afghanistan. På den baggrund er det overordentlig vigtigt, at Danmark tager afstand fra den britiske regerings overvejelser og stiller sig på folkerettens og flygtningenes side. Under det danske EU-formandskab rejste Bertel Haarder spørgsmålet om, hvordan EU kan medvirke til at beskyttelse og sikkerhed i kriseområder bliver bedre. Nu bør han klart og tydeligt understrege, at det ikke var internationale ghettoer, han havde i tankerne.

*Oversat af Runa Trosborg

*Gregor Noll er lektor i folkeret ved det juridiske fakultet på universitetet i Lund, Sverige og tidligere forskningsleder ved Det Danske Center for Menneskerettigheder

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her