Læsetid: 2 min.

LÆSERDEBAT

Debat
27. februar 2003


Et blondinespørgsmål
Når USA kalder sine raketter for intelligente raketter, er det så fordi, disse raketter kan finde alle de der fabrikker med masseødelæggelsesvåben, som FN’s våbeninspektører ikke kan finde? Hvis det ikke er meget intelligente raketter, kan de jo let komme til at ramme alt muligt
andet – almindelige mennesker for eksempel.

Eina Berg, Georginehaven 35, Smørum

Frigør lægevalget
Svar til Jens Damsgaard vedrørende frit lægevalg den 19.
februar.
Jeg er langt hen ad vejen enig i argumenterne om familielægeinstitutionens fortræffelighed. Der dog nogle men’er.
Forleden kom det frem, at det ikke kunne betale sig for lægerne at tage på hjemmebesøg, hvorfor antallet af telefonkonsultationer var steget.
Herved øges risikoen for fejl naturligvis. Dertil kommer, at mange (alle?) praktiserende læger har så mange tilmeldt, at det ofte er umuligt at komme igennem i telefontiden, og at der kan være mange dages ventetid på en konsultation. Dette har tilsyneladende også noget med kassetænkning at gøre. Derud-over sker det, at et læge-patientforhold går i selvsving, således at den gensidige tillid forsvinder, og patienten derfor ikke får den nødvendige opmærksomhed. Så af flere grunde kan det være en god ide at frigøre lægevalget, som det jo er tilfældet med så megen anden service.

Hans Prag
Glænøvej 97, Skælskør

I Saddams ærinde
Hvis en masse englændere, russere og amerikanere i 40’erne havde demonstreret og sagt:
’Vi siger Nej til krig mod Nazi-tyskland – men det er ikke fordi vi støtter Hitler’, så tror jeg ikke kun, de var blevet kaldt naive idioter og beskyldt for at gå
Hitlers ærinde.
Jeg synes, det er ret let at forstå, at fredsdemonstranterne af i dag bliver beskyldt for at gå Saddam Husseins ærinde og bliver kaldt naive idioter.
Det hjælper ikke pligtskyldigt at demonstrere mod Saddam og understrege, at man ikke demonstrerer til fordel for Saddam – men for det Irakiske folk og mod krig. Ja, men resultatet er altså stadig det samme – nemlig at man hjælper Saddam
Husseins sag.
Der er ingen, der synes, krig er sjovt – men nogle gange er det et af livets onder.

Jesper Schou Hansen
Strandboulevarden 97, Kbh.

Ærligt talt
Her gik jeg og troede, at nutidens gymnasieungdom var unuancerede og objektivt velinformerede og ikke som os, der i 60’erne og 70’erne var ensidigt indoktrinerede af venstrefløjs-uvæsnet.
Men nej – Kasper Koch formår at skrive en kronik, som skulle retfærdiggøre ethvert tiltag, hvis det bare skaffer Saddam Hussein af vejen. Det er da muligt, at venstrefløjen tumler rundt, men det kan måske skyldes de mange unuancerede facts, medieverdnen byder på. Kasper Kochs indlæg ligner nu mest en klon mellem CNN og TV 2 tilsat lidt A.F.R.-retorik. Godt valgalderen stadig er 18 år.
Jeg gider ikke gentage alle de mange tænkelige argumenter ud over hegemoni, som USA måtte have til at starte netop denne krig. Men det, at betragte Georg W. Bush på tv med de flakkende øjne og besværet med at udtale ord på mere end 10 bogstaver, er virkelig bekymrende. Hvis jeg viste mig hos lægen eller på hospitalet med det blik, ville man sikkert tilbyde mig psykiatrisk behandling på stedet.

Bent Brogaard
Provstevænget, Galten

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her