Læsetid: 2 min.

LÆSERDEBAT

Debat
21. februar 2003


Vi riges ansvar
*I sin spareiver stiller finansministeren tingene på hovedet. Han lægger op til, at u-landsorganisationerne selv skal finansiere projekterne i
u-landene. Som et af verdens rigeste lande hviler der et moralsk ansvar på Danmark om at hjælpe fattige u-lande. U-landshjælpen er alle danskes langsigtede hjælp ydet over skatten til fattige u-lande. Før den
nuværende regering kom til, udgjorde u-landshjælpen en procent af bruttonationalproduktet. Der skal den op på igen. U-landsorganisationerne har blot til opgave at bringe u-landshjælpen frem til modtagerne.

Alice Hansen, Brønshøj

Radikale ideer med perspektiv
Har I tænkt over, hvilke fantastiske perspektiver der er i regeringens og de radikales ideer om at gribe ind, således at de, der ikke ønsker at betale til de politiske partier, slipper billigere i fagforeningskontingent? Ideen er jo oplagt. Jeg har f.eks. ikke lyst til at støtte amerikanernes krig i Irak. Med andre ord skal min skat i så fald reduceres med det beløb, som bliver anvendt af mine penge til den opgave.
Kildeskattesystemet umuliggør desværre en aktion med selvtægt og civil ulydighed. Ellers kunne den udvej være anvendt til at demonstrere, hvor stor modstanden er mod dansk deltagelse i amerikanernes imperialistiske forehavende i Mellemøsten.

Hans Kristiansen
Skrejrupvej 12, Rønde

PS: Tak til Keld Koplev og Carl Pedersen for deres øjenåbner i Koplevs Krydsfelt den 6. februar

Avisen part i sagen
I forbindelse med en planlagt og delvist produceret udsendelse i DR’s kulturprogram Viva om direktør ved Statens Museum for Kunst, Allis Helleland, blev jeg kontaktet af produceren, der var ked af, at de indhentede udsagn om Allis Helleland savnede nuancer i den tilstræbte objektivitet.
Allis Helleland har et job, som jeg, og tilsyneladende mange andre fagfolk, helst er foruden. Alene det burde udløse et vist storsind i vurderingen af hendes resultater i en besværlig og urolig embedsperiode, men tværtimod ser man hende meget uskånsomt behandlet af adskillige, der i og med deres fremstilling ofte dokumenterer et vældigt ukendskab til hendes arbejdsområde.
Jeg ville på nogle områder varetage Kunstmuseets interesser anderledes, end Allis Helleland har gjort det. Derfor kom jeg i udsendelsen bl.a. ikke ind på nogle af de udstillinger, der efter mit skøn befinder sig i yderkanten af museets virkeområde, men i en ondskabsfuld tegning (Information den 8. februar) fremstilles jeg som en støtte i forhold til bl.a. Tage Andersens gæsteoptræden med blomster på museet.
Jeg vil gerne bekende en vældig uvilje mod de standretter, som med mellemrum bliver stablet på benene, når man gerne vil se et nyt og ubrugt ansigt i et embede. Derfor må jeg naturligvis også acceptere et så primitivt angreb på min person, men som tidligere Information-journalist gør det mig naturligvis ondt, at avisen i den grad har gjort sig til part i sagen.

Hans Edvard Nørregård-Nielsen
Ny Carlsbergfondet

Svar: Når associationerne til Humpty-dumpty og Fritz Jürgensensk biedermeier er tabt, kan jeg kun være enig med Nørregård-Nielsen.
Per Marquard Otzen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her