Læsetid: 2 min.

LÆSERDEBAT

3. februar 2003


Pluralis majestatis?
Jeg finder det uanstændigt, når en Lars Hutters – den 23. januar – eller nogen anden end avisens redaktion bestemmer artikler i Information som ’letkøbte fristile’, ’vi’ ikke har brug for. Jeg læser avisen, men er ikke del af Hutters ’vi’; jeg har ikke brug for en anden læser til at fortælle mig, hvad jeg har brug for i avisen eller ej. Jeg har både brug for og lyst og tid til at læse den avis, hvis artikler jeg selv kan bestemme som f.eks. ’letkøbte fristile’, når jeg har haft lejlighed til at læse dem.

Peter Hansen
Sprogøvej 19, Frederiksberg

Nyttige idioter
USA er tvunget til at angribe Irak, og Danmark er, som man fra regeringens side har spillet kortene ud, også tvunget til at deltage med symbolske militære kræfter, hvis vi vil beholde de vestlige ’værdier’ (læs bevare kontrollen over oliereserverne). Vil vi, USA og Vesten, fortsat køre med på Globaliseringstoget og stadig kunne lukrere på en stadig fattigere Trejde Verden, for at kunne øge vores velstand og forbrug, må vi sætte os på alle verdens ressourcer med magt, og her drejer det sig ikke om Saddam Hussein og hans masseødelæggelsesvåben, som Krigspropagandaen siger, men om olie. Den danske regering har som ’nyttige idioter’ hele tiden lagt sig i god afstand fra Tyskland og Frankrig og fulgt slipstrømmen fra USA’s militære høge. Det er det, vi, som er imod krigen, har at forholde os til, er vi også ’nyttige idioter’?

Bent Brogaard
Provstevænget, Galten

Tåbeligheden selv
Den ondeste løgn for tiden høres fra dem, der vil krig. Deres historielogik, næppe deres -erfaring, siger dem, at krig modvirker mere krig, at f.eks. en krig i 30’erne ville have forhindret en verdenskrig. Alt imens er verdens magtfulde enehersker i færd med at sætte sig i diktatorernes gamle tronstol for at tage gud og enhver mand i ed. Og her til lands findes snart ikke mere en fri presse, hvis redaktionelle linje tåler at tale det krigsliderlige magtmisbrug midt imod. Vi har ikke en 9. april, som nogle af os husker for synet og lyden af de tyske flyvemaskiner over os, og som vi siden måtte ækles ved for ordene »hvad kan det nytte«.
Vi har overhovedet ikke krig, og krig er tåbeligheden selv.
Bagefter skal vi altid begynde forfra. Hvad vi oplever, er en ond akse mellem højreradikale i vest og tilsvarende i øst (hvad enten de kaldes republikanere eller kommunister), foranlediget af et USA-magtmonopol, der udelukker den sociale og humane harme og handlekraften overfor miljø- og menneskelig fattigdom. Terrorisme er ingen krig. Den har vel længe været kendt i Europa, måske først for nylig ramt USA. Den kommer af social elendighed og samler bag vores eget regeringslederskab de uforsonlige klerikale og kirkelige højrekræfter for at give grobund for landsskadelig forskrækkelse. Fundamentalister og også terrorister. Vent endelig med at sende de unge i krig til krigen kommer.
Det kan derimod nytte at behandle andre folk ordentligt.

Per Diepgen
Halskovvej 16, Halskov
4871 Horbelev

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu