Læsetid: 3 min.

Lykkepilleklicheen

Det sørgeligste ved lykkepilledebatten er, at vi har fået et samfund, hvor folk er blevet så kyniske og moraliserende, at de ikke kan unde folk med depressioner at få det bedre
27. februar 2003

KOMMENTAR
Nok engang befandt jeg mig i et forum, hvor samfundets forfærdelige tilstand blev debatteret, og som altid uden særlige fakta andet end en skyggeagtig angst for fremtiden, og hvordan det ikke skal gå alt sammen. Da var det, at den efterhånden gamle traver, lykkepillen, atter blev hevet i manegen for at bevise, hvor skidt det står til i vores samfund. Mellem 150.000 og 200.000 danskere får hvert år lykkepiller, dvs. cirka en ud af 25. Tallet varierer afhængigt af, hvor panisk kilden er over for medicinen. Var de kommet til at hedde SSRI-præparater eller mild antidepressiv medicin, som de også omtales, havde ulykken nok ikke været så stor. Med navnet lykkepille er fokus flyttet til, at vi lever i et samfund, hvor man er nødt til at tage medicin for at blive lykkelig, og væk fra medicinens egentlige
formål, nemlig at behandle depressioner.
I Århus-revyen for nogle år tilbage indgik en sang med titlen »Så ta’r jeg mig en Fontex(r)«, der handlede om en mand, der blev udsat for alskens ulykker, men var glad alligevel – for han havde sine lykkepiller. Nummeret var morsomt, bestemt, men er et godt eksempel på, hvilke tåbelige misforståelser lykkepiller er omgivet af, nemlig at man mister sin realitetssans. Personligt synes jeg, det er et større tab af realitetssans at glemme, at der er tale om medicin imod depressioner.

Men selv med en bevidsthed om lykkepillernes egentlige formål, møder de ikke den store imødekommenhed i visse kredse, fordi den giver et billede af at leve i et dårligt samfund, hvor man behandler symptomerne, men ikke sygdommen. Folk antager som den naturligste ting i verden, at hvis man bliver udsat for en mild depres-
sion, så er det ens egen skyld, så er der noget galt i ens liv, som man ikke har fået hold på. Det, som skræmmer og skæmmer i forestillingen om lykkepiller, er den hellige selvretfærdighed. Folk har ingen skrupler med at tage noget smertestillende i tilfælde af hovedpine, men tage lykkepiller for undgå et liv, hvor man er trist,
ikke har lyst til at stå op, ingen energi har, ingen appetit, ingen lyst i det hele taget, det bliver pludselig odiøst. Så vil man til at springe over, hvor gærdet er højest – for selvfølgelig springer man ikke over, hvor gærdet er lavest! Mon folk har den samme indstilling til deres andre problemer her i tilværelsen? Bag troen på, at folk, der har behov for lykkepiller, bare kunne tage sig sammen og få ryddet op i deres psykologiske og emotionelle liv, ligger en utopi om, at hvert eneste menneske sådan uden videre kan få hold på sin egen tilværelse. Hvis man er velfungerende nok til at opfylde dét krav, så har man naturligvis ikke brug for lykkepiller. Men det er jo, fordi man ikke er velfungerende, at man ikke sådan lige kan få styr på tilværelsen. Skulle lykkepiller så være en dårligere løsning end bare at gå rundt og være deprimeret? Med den idé er der sikkert mange, der vil tage mig til indtægt for at mene, at man bare skal give lykkepiller til Gud og Herman, som var det slik. Sådan er det ikke. Det handler stadig om depression, og den største fare i den her sammenhæng er, at lægerne ikke er dygtige nok til at diagnosticere en depression. Men det har sådan set altid været medicinens dilemma.
Så det sørgeligste ved lykkepilledebatten er, at vi har fået et samfund, hvor folk er blevet så kyniske og moraliserende, at de ikke kan unde folk med depressioner at få det bedre. Hvis det er indstillingen i dagens Danmark, er det ikke underligt, at der er brug for den form for medicin.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu