Læsetid: 2 min.

Det mindst ringe Amerika

USA var aldrig en totalitær stat. Men det betyder ikke at USA er skyldfri. At USA har et forklaringsproblem gør ikke Sovjetunionen mindre skyldig
Debat
11. februar 2003

Kommentar
Hvorfor er Trads’ modstandere så historieløse? Information var ikke oprindeligt en venstrefløjsavis. Poul Meyer – KU-formand i 1930’erne - var journalist på bladet, det samme var andre borgerlige. Erik Seidenfaden og Børge Outze var ikke venstrefløjsikoner. Det var Peter Wivel vist heller ikke! At avisen i perioder lå til venstre for fornuftens rige gør ikke Information til en venstrefløjsavis.
Da jeg første gang blev hyret af Information skete det med den begrundelse, at »vi skal sgu ikke være Kristeligt Dagblad for 20.000 SF’ere«, som Lasse Ellegaard (daværende chefredaktør) udtrykte det.
Information var – og er – interessant, fordi den stiller spørgsmålstegn ved det givne – og tvinger læseren til at tænke igen. Men nok om bladhistorien. Der er mere væsentlige emner end vor egen navlebeskuelse.
Der kan ikke være skyggen af tvivl om Sovjet imperiets ondskab. Man behøver ikke at være Bent Jensen for at konkludere, at et land der sender i millionvis af dissidenter i koncentrationslejre er ondt. Læg hertil Sovjetstatens imperialisme, undertrykkelse af etniske mindretal, forfølgelse af religiøse grupper – og regimets forbud imod demokrati, og ingen kan med ren samvittighed forsvare Sovjetunionen.
Venstrefløjen i Danmark – både i og uden for DKP – var i alt for lang tid forsvarere for barbariet med det menneskelige ansigt. Glem ikke at Det radikale Venstre havde repræsentanter fra Rumænien til deres landsmøder helt op til slutningen af 1980’erne. Hvad er deres forsvar? Vi venter stadig på en forklaring.
USA var aldrig en totalitær stat. Men dette betyder ikke at USA er skyldfri. Som forsvarer af demokratiet er det vores pligt at rette på vores venner (altså amerikanerne) når de handler i modstrid med deres principper. Og det har Amerika gjort.

Vi må ikke glemme, at sorte i Amerika ikke havde stemmeret før midten af 1960’erne – vi må ej heller glemme at USA i slutningen af det 19.århundrede begik folkemord imod indianerne. Endlösung var ikke en tysk opfindelse, men en yndet amerikansk løsning på indianerproblemet.
Man kan diskutere om USA’s udenrigspolitik efter 1945 i alle måder var nødvendig. Et vist element af realpolitik var givetvis nødvendig for at holde Sovjetunionen i skak. Men det er spørgsmålet om USA gjorde klogt i at gå ind i Vietnamkrigen – og i at dræbe uskyldige kvinder og børn.
Det er spørgsmålet om ikke USA kunne have undgået mange problemer ved at have fulgt en mere fredelig kurs.
Man kan diskutere om målet helliger midlet. Hvad man ikke kan diskutere er, at mange af USA’s venner i Latinamerika var sindbilleder på den reneste ondskab. Augusto Pinochets tortur af uskyldige kan ikke forsvares. Det er utilgiveligt, at USA i den grad holdt hånden over diktatorer i antikommunismens navn.
Også USA har et forklaringsproblem.
Alt dette gør ikke Sovjetunionen mindre skyldig. En synd retfærdiggør ikke en anden! Sovjet-unionen var ondskabens imperium. USA var et demokratisk land med ytringsfrihed – og en højere grad af velfærd end under ’den virkeliggjorte socialisme’.
De to stater kan ikke sammenlignes. USA havde skønhedsfejl Sovjetunionen var et gangsterregime.
Man kunne måske sige at USA var den mindst ringe supermagt under den kolde krig.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her