Læsetid: 3 min.

Muslimsk tvang

Er det muligt, at folk gerne ville giftes med folk, der har samme livsanskuelse som dem selv?
7. februar 2003

Kommentar
Muslimske piger tvinges til at gifte sig med muslimer og forhindres i at gifte sig med de danskere, de allerhelst vil have! Derved hæmmes integra-
tionen, og de stakkels piger fastholdes i en middelalderlig kultur. Tvangsægteskaber i overflod er realiteten i dagens Danmark, hvis man skulle tro det billede, islamofobiske samfundsdebattører og deres medieliderlige tilskudsglade etniske medløbere maler.
Sandheden er nu engang mere nuanceret. Visse etnikere vil hævde, at der ingen problemer er overhovedet, mens højrepopulister (og ikke mindst venstre-
populister med højrepopulistisk retorik) vil hævde det stik modsatte. Som objektiv muslim kan man ikke benægte, at der er en række problemer i dagens etniske miljøer:
Først og fremmest forekommer tvang desværre i tilfælde, hvor
forældrene fejlagtigt er af den opfattelse, at de kan påtvinge deres børn en ægtefælle. Dette er en forkastelig praksis baseret på dyb uvidenhed og tilbageståenhed.
Blandt nogle forældre findes desuden en overdreven nationalisme, hvor de måske ikke direkte tvinger de unge til at gifte sig med en bestemt person, men i hvert fald vil blokere et ægteskab alene med begrundelse i vedkommendes nationalitet, ikke rettet spe-cielt mod danskere, men oftest mod alle andre nationaliteter end forældrenes egen.
Personligt synes jeg ikke, at det er specielt gavnligt for nogen at importere en bjergbonde som ægtefælle til en pige, der er født og opvokset her. Der vil selvsagt være store barrierer og kompatibilitetsproblemer. Det er vigtigt, at de unge bliver gift med ligesindede, der deler livsanskuelse – det er jeg 100 procent enig med diverse debattører i.
Kæden hopper af, når formodningen om at muslimske piger (og drenge) allerhelst ville vende deres tro ryggen, hvis det ikke var for imamernes og forældrenes tvang.
Argumentet om, at det er indoktrinering og indirekte tvang at opdrage børn til at være muslimer – et argument blandt andet Kåre Bluitgen har brugt – er overfladisk, da det samme så kunne siges om danske børn, der vokser op med en ’dansk livsanskuelse’.
Imamerne tilskrives også ofte en næsten mytologisk magt, men islam er ikke en personkult, og muslimer er generelt tro mod principper snarere end personer.
Der bliver ofte talt om, at forældrene forhindrer de unge, hvilket netop er en stor og ikke mindst arrogant formodning om, at de fleste unge alt andet lige ville
foretrække danskere.
I stedet for at gå ud fra, at unge generelt tvinges, bør man stille sig selv nogle spørgsmål:

Religion er blevet et fyord, men hvis vi i stedet sætter ordet ’livsanskuelse’ for det, må det da siges at være en generel og ganske naturlig tendens blandt mennesker at foretrække mennesker med en livsanskuelse, der ligner deres egen. De færreste danskere ville ønske et Al-Qaeda- medlem til svigersøn, og de færreste socialister ville ønske sig en nynazist som svigersøn.
Har man overvejet, at folks æstetiske preferencer endvidere spiller en rolle? At forskellige mennesker har forskellige præferencer, og at det for eksempel er muligt, at der findes arabere, der synes, arabere er smukkere, somaliere, der synes, somaliere er smukkere osv (og selvfølgeligt mennesker der mener det modsatte).
Det er mildt sagt usagligt at påstå, at muslimer ikke gifter sig med danskere og derved få det til at fremstå racistisk.
90 procent af alle danske konvertitter bliver gift med kvinder, der er født muslimer. Hvis det opfattes som et problem, at muslimske kvinder ikke gifter sig med ikke-muslimske mænd bør dette siges klart og ikke skjules bag påstande om racisme. Racisme er det, når en gruppe af mennesker føler sig direkte hævet over en anden gruppe mennesker baseret på tilfældige forhold så som hudfarve, fødeland og udseende, forhold, de ikke selv er herrer over.
Det er direkte sørgeligt, at menneskers ægteskab og skæbner er blevet en forretning:
’Foreningskonger’ bruger dem til at opnå tilskud fra staten. Selvbestaltede etniske ’ofre’ bruger dem til at profilere sig selv eller tjene penge, hvad enten dette er i form af foredrags- eller bogindtægter, og endeligt bruger politikerne dem som undskyldninger for strengere love.
Tvangsægteskaber kan ikke forsvares, men det er tankevækkende og paradoksalt, at det frie valg netop er blevet begrænset som følge af de love, samarbejdet mellem på den ene side tilskudsglade organisationer som Indsam og Broen, og på den anden de borgerlige politikere.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu